​24 udenpå - 42 indeni

“Mai, du skal ud at lege, at du er 24 år gammel i aften!”



Det er en sætning, som jeg tit siger til mig selv, og som en af mine bedste veninder ofte fyrer af, når vi en sjælden gang skal ud at feste.

Jeg synes, at det kan være rigtig svært at begå mig blandt mine jævnaldrende veninder nogle gange. Mange af mine veninder er endda et par år yngre end mig. Jeg elsker dem, de er fyldte med energi og livsglæde, og de giver den fuld gas i deres hverdag. Men jeg føler tit, at vi er vidt forskellige steder i vores liv. Især samtalerne kan være svære. Jeg kan sagtens finde det utrolig interessant at snakke virksomhedsdrift, marketing og andre emner hvor begrebet “gossip” dækker over skandaler såsom hvordan Post Nord kan komme ud med et underskud på 180 mio kr., selvom de har udbetalt 800 mio kr. til moderselskabet i Sverige, mens mine veninder snakker om sjove fester, dårlige one-night stands og frustrationerne ved eksamensforberedelser. Til tider har jeg svært ved at vide, hvad jeg skal sige, for jeg ved bare, at nogle veninder slet ikke interesserer sig for hverken erhvervslivet eller Post Nord. Omvendt kan jeg selv have det svært med at snakke om et dårligt knald eller hvad Sanne har fortalt Bente bag Yrsas ryg i mere end 30 minutter uden at miste interessen. De sjove fester vil jeg dog gerne høre om. Så da min veninde fortalte mig, at jeg “da også er 42 år indeni”, så tænkte jeg, at hun måske ikke er helt galt på den.

Er jeg bare blevet til en kedelig “gammel” dame? Ikke at 42 år er nogen alder at snakke om overhovedet. Men da jeg tog mig selv i at sidde og virkelig hygge mig ædru ved den ende af bordet, hvor der blev snakket babynavne og “kæresten vs. huslige gerninger”, mens nogle andre veninder havde den vilde abefest ved den anden ende af bordet - det var til en 20 års fødselsdag, hvor jeg også var klart ældst vel at mærke - gik det bare op for mig, at jeg tydeligvis har skiftet bordende i løbet af de 3 år, jeg har drevet Marketing Copenhagen.

Alle kan jo have en dårlig aften kan man sige. Problemet er bare at 1) antallet af “aftener” er blevet væsentlig mindre, hvilket i sig selv er foruroligende, da der grundet sporten ikke er ret mange “aftener” på en sæson og 2) det er ikke første gang, at jeg smider bedstemor-kortet. Jeg vil absolut ikke sige, at det sker hele tiden, men alligevel oftere og oftere. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg i panik skal gå ud og og feste igennem og bevise “that I still got this shit” eller sætte mig og læse noterne til Post Nords årsregnskab.

Jeg må jo skrive på to-do listen, at jeg skal lære at adskille 24 år og 42 år fra hinanden. Det må da kunne lade sig gøre. Eller hvad?

- Mai

0 0
Feed