26 years ago....

Den anden dag fejrede vi min ’komme-dag’ som det så fint hedder.



Det var nemlig præcis 26 år siden at mine forældre og storebror kom hjem til Danmark, efter de havde hentet mig fra børnehjemmet i Thailand.


Jeg var 1 år og 3 måneder da jeg kom til Danmark. Jeg er vokset op, i hvad de fleste vil betegne som en sund kernefamilie - mor, far og 14 år ældre storebror.
Mine forældre havde længe forsøgt at få barn nr. 2, men efter mange års prøven, måtte de opgive og benytte andet alternativ, nemlig adoption - og det er jeg jo meget taknemmelig for den dag i dag.

Når jeg tænker tilbage, forbinder jeg min barndom som den bedste af slagsen, mine forældre er og har altid været kærlige og omsorgsfulde forældre.

Et spørgsmål jeg – og garanteret mange andre adoptanter tit bliver stillet er, hvornår jeg egentlig var klar over at jeg var adopteret? For mig har der aldrig været en særlig dag ’’where the bomb dropped’’, min mor har så langt jeg kan huske tilbage, altid fortalt mig historier om den gang de hentede mig på børnehjemmet og om den første gang de så mig. Så jeg har altid forbundet det med noget positivt og naturligt og jeg husker at jeg elskede at høre om min økologiske (biologiske) mor som jeg så fint kaldte hende som havde født mig.

Det var faktisk først da jeg startede i folkeskole at jeg i 1. klasse stødte ind i min første og indtil videre eneste modgang. Det var jo ingen hemmelighed, at jeg ikke lignede de andre danske børn i min klasse og det gjorde mig dermed, til et nemt mobbe offer, for nogle ikke særlig søde piger. Jeg havde det så skidt med at skulle i skole og følelsen af ikke at have nogle venner man kunne stole på, var ubærligt som 8-årig. Heldigvis besluttede mine forældre at jeg skulle skifte skole, og det er nok det bedste der kunne ske. Jeg begyndte i en virkelig god klasse hvor der faktisk også tilfældigvis allerede gik en anden pige som var adopteret fra Korea. Det var rart at have en der havde lignede baggrund som jeg selv. Vi er stadigvæk tætte den dag i dag.

Adoption er for mange et følsomt emne, dette har jeg selv erfaret. I starten af mit og M’s forhold, sagde jeg at han altså bare skulle sige til, hvis han var nysgerrig omkring det. Han svarede, ’at han ikke havde spurgt fordi han var bange for at sige noget forkert, i frygt for at jeg ville blive såret’. Det tror jeg bestemt ikke han er alene om.

Mit forhold til min adoption er qua min opvækst meget afslappet, også fordi at jeg har alle oplysninger på mine øko/bio-logiske forældre, så i forhold til andre, som man f.eks. har set på tv, føler jeg ikke at der er nogle løse ender.

Når jeg er blevet spurgt om jeg nogensinde kunne tænke mig at opsøge mine biologiske forældre? Er mit svar helt klart nej. Jeg har aldrig haft den trang eller lyst, måske kommer den en dag, men ikke indtil videre.

Samtidig sidder jeg med en følelse af, at jeg ikke respekterer min øko/bio-logiske mors valg og ønske om at jeg skal leve et bedre liv, hvis jeg opsøgte. For hvis jeg gjorde det, ville jeg da helt klart føle at det ville være min pligt, at skulle forsørge hende og resten af den formentlige fattige familie, nu hvor jeg selv er så privilegeret. Det ville jeg selvfølgelig også gerne, MEN det var jo netop ikke hendes intention, da hun valgte at bortadoptere mig.

Dette er min holdning lige nu, men jeg skal jo ikke kunne sige om den ændre sig med alderen, og intet er mere rigtigt end andet.

En ting er sikkert, jeg elsker at besøge Thailand og jeg vil altid have et særligt tilhørsforhold til landet. Ligeledes vil min familie og jeg altid være min øko/bio-logiske mor evig taknemmelig, for at have givet mig chancen for dette fantastiske liv fyldt med kærlighed og glæde <3


Love, Julie
0 0
Feed