43 år, enlig og...

...selvstændig!

Rend mig i den ”perfekte" mor!

Jeg sidder til pigemiddag en lørdag aften, hvor vi hygger over et glas rødvin. Min ”borddame” læner sig hen mod mig og hvisker ”mener du virkelig, at du kan være en god mor, når du har egen virksomhed som enlig mor?” Det scenarie har jeg efterhånden oplevet utallige gange i forskellige afskygninger – oftest når alkoholen får løsnet spørgerens tunge og typisk kommer spørgsmålet fra en kvinde. Mit svar er altid et stort og rungende: ”Ja”.


Min historie starter en efterårsaften i 2013. Jeg er da enlig mor til Noah på 4 år, medarbejder i en stor virksomhed og på barsel med min nyfødte datter, Alba. Det hele starter med et opkald.


Jeg har i sin tid gjort karriere hos Statsforvaltningen og Familiestyrelsen (nu Ankestyrelsen), men har på dette tidspunkt forladt området for at gøre karriere i HR. Men som alle, der har arbejdet med det familieretlige område ved, slipper man det aldrig helt. Sideløbende med mit arbejde bruger jeg derfor en del tid på at hjælpe skilsmisseramte venner og bekendte med at forstå den verden, det at være del af en opbrudt familie indebærer. Det er en af disse bekendte – Christian –der ringer. Han synes, vi skal starte en virksomhed sammen. Alt for mange børn kommer i klemme i systemet i dag og det må vi kunne gøre noget ved – en familie af gangen. Målet skal være at hjælpe nyskilte til at indgå fornuftige og fremtidssikrede aftaler om børnenes rammer samt at guide forældre i opbrudte familier sikkert gennem den sorte boks, myndighederne er. Medarbejderne skal alle kende systemet indefra, fordi de selv har arbejdet i Statsforvaltningen og kommunen og derfor ved, hvordan myndighederne tænker og agerer. Prisniveauet skal ligge så alle forældre har råd til hjælp.


Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg sov meget den nat. Jeg har altid set mig selv som lønmodtager. Som enlig mor – og dermed eneforsørger – var skiftet til selvstændig også forbundet med markante risici såvel karrieremæssigt som økonomisk (en markant lønnedgang). Min interesse for projektet blev dog udslagsgivende. To måneder senere var vores virksomhed en realitet. Jeg blev direktør og medejer for rådgivningsvirksomheden Hvert 3. barn, hvor vi yder juridisk og psykologisk rådgivning til skilsmisseramte og opbrudte familier. Vores kerneområde er at hjælpe forældre med sager i Statsforvaltningen – med fokus på barnets behov. Vi har taget navn efter det faktum, at hvert 3. barn i dagens Danmark ikke bor sammen med begge forældre, og har bevidst valgt et koncept, hvor forældrene selv bestemmer hvad, hvor meget og hvornår vi skal hjælpe. Kunden køber et klippekort – vi tager klip, når vi arbejder.


“Grundlæggende er, at jeg elsker mit arbejde med at gøre en forskel for skilsmissebørn”


Det at starte som selvstændig har trukket tænder ud. Vi har haft måneder, hvor der ikke har været råd til løn. Vi har haft sygdomsramte medarbejdere, der skulle have løn uden at generere indtægt til en nystartet virksomhed. Vi har haft medarbejdere, som vi simpelthen måtte skille os af med fordi fagligheden ikke var høj nok. Vi er blevet – og bliver stadig engang imellem – hængt uberettiget ud af en gruppe ekstremt brændte kvinder (fordi vi tillader os påpege det faktum, at forældreevner ikke er kønsbestemt). Min far – verdens sejeste mand – døde midt i det hele efter en hård kamp mod ALS. Listen er uendelig.


Men her 3 år senere går det strygende. Vi har nogle skønne medarbejdere. Jeg har den mest fantastiske forretningspartner. Generelt set har vores kundetilgang været støt stigende siden vores opstart, og vi er enormt stolte af vores store kundetilfredshed. Samtidig har vi haft mulighed for at medvirke i en række tv-programmer, har været paneldeltager på Børns Vilkårs skilsmissekonference, har været på Studietur i Norge med Egmont Fonden sammen med andre velrenommerede skilsmisseorganisationer, har deltaget i en følgegruppe hos Børnerådet, har mere end 2.300 følere på Facebook mv.


Kort sagt har der både været op- og nedture – men grundlæggende er, at jeg elsker mit arbejde med at gøre en forskel for skilsmissebørn. At jeg blev selvstændig har da også kun været en kæmpe fordel for mine børn, der i dag 7 år og 3 år. Som enlig forsørger har jeg været nødsaget til at bo, hvor jobbene var. Som selvstændig kan jeg frit bo, hvor jeg vil. Vi er således flyttet fra en lejlighed i Hellerup til et lækkert hus på Djursland, og mine børn stortrives med ”landlivet”. Som medarbejder var jeg bundet at nogle faste arbejdstider. Som selvstændig sætter jeg i stor stil selv rammerne. Mine børn er derfor gået fra en fuld institutionsdag (fordi jeg ellers ikke kunne klemme en fuld arbejdsdag med transport ind) til en markant kortere institutionsdag, hvor min søns skolestart kl. 08.25 er eneste deadline. Det betyder en rolig og hyggelig morgen, der sker på børnenes præmisser. Hvis børnene har behov for at blive hentet tidligere, have en fridag eller gerne vil have en legeaftale midt på ugen, så kan jeg som selvstændig næsten også altid tilgodese det, fordi jeg selv styrer min egen kalender. Den mulighed havde jeg ikke som medarbejder.


"Der er ingen tvivl om, at min karriere kommer med en pris. Jeg vælger dog langt hen af vejen selv, hvad den pris skal være!"


For mit eget vedkommende er der ingen tvivl om, at jeg er gået fra at have en arbejdsforpligtelse til at have en passion for mit arbejde som selvstændig. Og ja, jeg arbejder markant flere timer om ugen end jeg gjorde som lønmodtager. Men set fra mine børns perspektiv, har de med skiftet fået en mor, der er meget mere tilgængelig og mere fleksibel end jeg nogensinde havde mulighed for at være som lønmodtager. At det så betyder for mig, at jeg må ”padle som en i h…” når børnene sover om aftenen, er en anden sag. Det mærker mine børn ikke noget til. Deres kvalitetstid sammen med mig er blevet øget markant efter mit skift fra medarbejder til selvstændig.


Der er ingen tvivl om, at min karriere kommer med en pris. Jeg vælger dog langt hen af vejen selv, hvad den pris skal være. Jeg bliver f.eks. aldrig rig af det, jeg laver - men det har heller aldrig været meningen. Jeg kan ikke umiddelbart se, hvornår jeg nogensinde skulle have tid til at date igen, for jeg fylder mine aftener ud med arbejde. Men alt det handler om den pris, jeg som voksen fuldt bevidst betaler. Mine børn betaler ikke nogen pris – det gjorde de derimod, da jeg var lønmodtager. Så ja, det ér muligt både at være en stærk og selvstændig kvinde, der brænder for sit arbejde, og samtidig være en kærlig mor, der elsker og prioriterer sine børn.


Det bringer mig tilbage til pigemiddagen, for min ”borddames” spørgsmål var naturligvis kun et udtryk for manglende indsigt i mit og mine børns liv - og ikke mindst baseret på fordomme, der ikke hører det moderne familieliv til. Mange – særligt kvinder – har stadig en forældet ide om, hvad det ”perfekte” moderskab indebærer, som om der kun findes en pasform for det. I min verden er det en meget sort/hvid tilgang til et meget nuanceret emne. Der findes sikkert karrierestillinger, hvor børnene betaler prisen for mors (og fars) ambitioner. Det gælder bare ikke i mine børns tilfælde. Så til alle jer, der tror man ikke kan være en god mor, når man har egen virksomhed som enlig mor, kan jeg kun sige: ”Rend mig”. Jeg kan!!

0 0
Feed