​Andres børn..

Idag da jeg afleverer min ældste i sin SFO, bliver jeg mødt af en meget uhøflig dreng..

..som både synes at jeg er grim og ligner en dreng. 


Det er så her at mit adhd temperament som regel ville gøre, at jeg lignede en kopi af den tasmanske djævel - det har jeg da heldigvis lært at styre. Men når jeg så bliver mødt af den her grinende, flabede og sindssyg uhøflige unge (og i mine øjne uopdragen, men hvad ved jeg) så bliver der trykket på en knap inde i mit hoved.
Jeg styrer mig dog og får sagt tilbage - at han da bare ligner en pige. Jeg tænkte at jeg ville prøve at lave lidt sjov ud af det, men ungen bliver ved at pege af mig, grinende - imens han bare nærmest messer de her ord ud i rummet hvor der står pædagoger og en masse andre af min datters kammerater! Åhh Gud!! Jeg slutter med at spørge om han ikke har lært, at har man intet pænt at sige, så skal man holde sin mund? Men det havde han ikke sagde han og så ud som om at han fik noget at tænke over.

Jeg ved jo godt at børn er børn og børn er uskyldige og de ved som regel ikke hvad de selv siger, men jeg har efterhånden oplevet så mange uopdragne børn, at jeg kan ikke lade være med at tænke...
- Er forældre bare hamrende ligeglade med hvilket menneske de får ud af deres børn?
⁃ Er det ikke almindeligt at noget af det første man lærer sine børn, er høflighed og respekt?
⁃ Hvad skete der med pli?
Og er det okay at "opdrage"/irettesætte andres børn?

Det der med at lære at sige hej og give hånden, at sige tak, svare når der bliver snakket til én, være høflig og have respekt for de voksne, er det blevet yt?
Det er så in at være curlingforældre, men hvad med de forældre der bare er ligeglade? Hvad kalder vi dem?

Mine børn er skam ikke små veltrænede poder, men de ved udemærket at sådan snakker man ikke til andre og da slet ikke til fremmede voksne! De ved da også udemærket at man siger tak og alle de andre tricks vi gerne så de lærte så hurtigt som muligt. Det har da været en kamp med nogle ting, men det er da det hele værd. Det er fandme helt almindelig høflighed vi snakker om og det er endda gratis, ligesom kærlighed.

Min søn på 5 år krammede antennemanden fra Canal Digital, farvel forleden dag. Han blev simpelthen så overrasket og glad! Det var fantastisk at se. Og det kommer fra en dreng der virkelig ikke ville sige hverken hej eller farvel for 2 år siden.

Jeg er klar over at børneopdragelse er et ømt punkt, for vi har alle hver vores holdning til det. Og sådan skal vi også have lov at have det, men én ting der burde stå som en "must" regel i den store bog for forældre...
⁃ Lær dine børn at behandle andre som de selv vil behandles!

Man ved aldrig hvordan det påvirker andre, når man får sagt eller gjort noget uhensigtsmæssigt (fint ord jeg har lært af pædagogerne i den yngstes børnehave).
I mit tilfælde så er jeg desværre skide sensitiv og jeg har brugt dagen på at græde og overtænke. Ligner jeg nu virkelig en dreng?! Måske er jeg egentlig ret grim?!
Og ærlig talt, så har jeg bandet drengen langt væk idag!

Håber at i alle nyder sommeren!

Kram fra Nanna

0 0
Feed