Citronvand & hjertevenner

For præcist et år siden døde en af mine bedste veninder...


Det var hverken tragisk eller uventet. Hun blev 90 år og efterlod sig et smukt, langt og levet liv. Birthe, hed hun, og hun var en ganske sjælden støbning. Hun var rummelig og lattermild, og en kone med krummer i. Og så var hun min veninde i næsten 10 år. 


Vi mødte hinanden på en smuk efterårsdag til et foredrag om biavleri. Af alle steder. Min søster og jeg var flyttet sammen til København, og som et led i at skabe os et netværk i byen, meldte vi os som frivillige i en nystartet forening hvis formål var at afhjælpe ensomhed blandt ældre ved at afholde ugentlige arrangementer. Vores første arrangement var et foredrag med en biavler. Der var mødt tyve ældre op til foredraget. Den ene mere flamboyant end den anden. De sad side om side på taburetterne i klasselokalet, som den fineste perlekæde af pels og forlorne tænder. Og som den rynkne rosin i pølseenden, sad Birthe. Birthe var en lille, kraftig dame med gråt permanentet hår. Hun havde lagt lidt diskret makeup og var iklædt en farverig kjole med et visuelt støjende mønster. Til hende var den perfekt - mindre kunne ikke have gjort det. Hun gjorde ikke synderligt opmærksom på sig selv, men der var noget ganske særligt over hende, og det var tydeligt for enhver. Birthe var bramfri og svær at imponere. Ganske kort inde i foredraget var det tydeligt at hun så sig om efter noget bedre at lave. Og sådan var hun. Hun nægtede at spilde sin tid. Ethvert minut i livet skal gælde for noget, forklarede hun os engang.

Da foredraget var slut serverede vi kaffe. Vi satte os ved samme bord som Birthe. Det var kærlighed ved første slurk. Birthe var umiddelbar og pudsig, og det gjorde os lykkelige helt ind i knoglerne. Hun var på ingen måder behagesyg. Da hun hørte at vi var søstre og boede sammen kaldte hun os romantiske med en slet ironisk mine. Hendes ærlighed var et frisk pust, og siden den dag brugte vi to timer hver mandag på at slubre kaffe med Birthe.

Birthe var en sej kvinde og en charmerende karakter. Hun var vellidt af mange, men holdt kun ganske få mennesker tæt på livet. Hun var kynisk af natur - og kastede ikke om sig med store følelser. Hun var realist og drømte ikke om ting, som var udenfor rækkevidde. Hun var enke. Hendes mand døde da Birthe var 70 år, og hun havde ikke forelsket sig siden. Birthe fik en søn, men han blev født blind og sendt på blindeinstitut som ganske lille. Birthe elskede sin søn, men fortalte os at det var hendes mand ønske at få et barn. Hun ville rejse, og arbejde og more sig. Så det gjorde de først, og Birthe fødte derfor først i en sen alder. Hun elskede sin søn, men skammede sig ikke over at fortælle at det var manden, der klarede de fleste bleskift.

Da vi havde kendt Birthe et par år, flyttede hun på plejehjem, og kunne ikke længere komme til mandagskaffe. Vi begyndte derfor at besøge Birthe på plejehjemmet i stedet. Hver onsdag. Og sådan forsatte vi i årevis. Birthe var mere åndsfrisk end de fleste. Vi elskede at besøge hende. Vi gik ture og drak anseelige mængder kaffe, Baileys og citronvand. Birthe var hæmningsløs. Vi var fortrolige med hinanden, og hun fulgte interesseret med i vores rejser, arbejdsliv og familie. Og så elskede hun at høre om vores byture, og insisterede på at se billeder af weekendens scoringer, så hun kunne bedømme dem uforbeholdent ud fra forskellige parametre. Birthe var humoristisk og livsklog. Hun fortalte en dag at hun savnede intimitet, og ikke var afvisende overfor at finde en ny mand. Intet var for stort eller for småt i vores venskab. Birthe gjorde meget ud af at fortælle os at vi aldrig måtte glemme at more os. Hun opfordrede os til at kysse mange frøer, og ikke gifte os for tidligt. Og så fortalte hun os at det eneste hun havde fortrudt i livet, var alle de gange hun havde vendt ryggen til sin mand i sengen. Når man bliver gammel og alene, sagde hun, så ærgrer man sig over al det sex, som man sagde nej til.

Birthe kendte os grundlæggende bedre end mange af vores veninder. Vi tilbragte mange timer sammen, og Birthe gav os altid sandheden råt for usødet. Når vi var frustrerede over en veninde eller kollega, bad hun os om at stoppe med at ynke og gøre noget ved det vi var utilfredse med. Og når vi surmulede over en chef på jobbet, sagde hun at vi nok også selv var tunge at danse med sommetider. Birthe orkede ikke klagesang for klagesangens skyld. Og hun hævdede at livet ikke altid skulle være så pokkers yndigt. Men. Når vi var kede af det, så klappede hun os kærligt på hånden og trøstede os med ordene lille skat. Det blev aldrig storladet og følsomt, men vi vidste at hun altid var på vores side. Og hvert år lovede Birthe os at vi skulle have en sommer mere.

Desværre døde Birthe i april sidste år. Inden sommeren kom. Måske havde hun det selv på fornemmelsen. De sidste gange vi besøgte hende på plejehjemmet var hun lidt mere sårbar end vi kendte hende. Og måske lidt mere grå og afpillet. Men hun kæmpede tappert i stilhed. Hun havde i en længere periode gemt morfinpiller i skuffen - til de dårlige dage, sagde hun. Og dem blev der vist flere og flere af. Sidste gang vi besøgte Birthe på plejehjemmet havde hun, til vores store overraskelse, været på Christiania og købe en hashkage. Hun fortalte at hun ikke turde spise den, men at hun altid havde drømt om at tage derud og købe en hashkage. Der sad hun så, 90 år gammel, i sin lænestol med en hashkage i vitrineskabet, og lignede et lille barn, som netop havde været på æblerov i naboens have. Hendes smil var uvurderligt. Hun var ganske, ganske særlig.

Mille og jeg vidste godt at sommeren 2016 nok ville blive den sidste med Birthe. Vi havde planlagt en masse skønne ting vi ville nå at opleve med hende når solen kom. Men hun overhalede os. Birthe tilbragte sin sidste måned på hospitalet. Hun blev syg. Forfærdelig syg. Hun svandt ind, og mistede sin sunde fornuft. Vi kunne næsten ikke kende hende. Og den åndsfriske kvinde vi kendte kunne pludselig hverken samle ord eller tanker. Det var uværdigt. Og uretfærdigt. Mille og jeg besøgte hende hver dag de sidste uger af hendes liv. Vi holdt hende i hånden, fugtede hendes læber og delte en sidste citronvand på hendes dødsleje. I et kort klarsyn fortalte hun os at hun var glad for at vi var hos hende til det sidste. Og da hun så at tårerne trillede ned af vores ulykkelige kinder, fremstammede hun at vi skulle stoppe med at være så romantiske. Den definitive cirkelslutning. Vi startede og sluttede vores venskab med kærlig ironi. Hun klemte vores hænder med de sidste kræfter i hendes krop med ordene mine piger.

Og så stoppede Birthes fine, lille hjerte med at slå. Der går ikke en dag hvor vi ikke savner hende. Hun trampede ind i vores hjerter med træsko på. Hun inspirerede os til at leve livet med så mange svinkeærinder som muligt, og sagde at vi ikke altid skulle være så fornuftige. Og det er nok det mest fornuftige noget menneske nogensinde har sagt til mig. Når jeg tænker tilbage på Birthe, så bekræftes jeg i troen på at den største gave mennesker kan give hinanden er tid.

Hvad tænker I er den største gave man kan give et andet menneske?

0 0
Feed