blog, blogger, dansk, blogger, kærlighed, kvinderudenfilter

​De første spirende tanker..

For at starte helt fra begyndelsen, hvor jeg (seriøst) begyndte at tænke på om mit ægteskab virkelig var et aktivt tilvalg.

…eller om det var ren autopilot og convenience, var da jeg pludselig fik et alvorligt wake up call.


Sommerferien 2013. Vi kom hjem fra sommerferie i Italien, og gik i seng om aftenen med solbrændt hud og uudpakkede kufferter. Næste morgen vågner jeg med ambulancefolk omkring mig, der slynger ord om sig som ilt, nitroglycerin, adrenalin og nu skal det gå hurtigt..

WHAT?? Hvad sker der her?

Min mand og 3 børn på 1, 6 og 8 år står og måber mens ambulancen kører afsted med mig.
Jeg er faldet om ude på badeværelset, og manden kan ikke få liv i mig –> 112! Det var hjertet og jeg er ok nu.
Nå men…

Jeg tilbringer tid på hospitalet, og min nu ex-mand besøger mig hver dag med vores 3 børn, der på det tidspunkt er 1, 6 og 8 år.

Hver nat, når jeg ligger og taler med sygeplejersken om testamente, hvor jeg vil begraves, hvad jeg ønsker for min familie, hvis jeg ikke kommer ud på den anden side, bliver jeg mere og mere bevidst om at jeg ikke vil nøjes, er jeg overhovedet lykkelig i det set up jeg er i? Udadtil er alt rosenrødt: gift, hus, 3 lækre børn, jobs, rejser til Dubai, NYC, fest og farver osv.

Men…

Der er jo altid et MEN! Jeg var ikke glad. Min (nu ex) mand arbejdede mange, mange timer hver uge, og var træt i weekenderne og ville slappe af. Jeg arbejdede 37 timer plus om aftenen når børnene var lagt i seng. Ringede og sagde godnat til manden, som stadig befandt sig på jobbet, og gik i seng. Der var så meget jeg gerne ville. Mest af alt ville jeg gerne fællesskabet, som jeg ikke oplevede blev prioriteret. Af og til bad jeg om ikke vi kunne sælge hus, biler osv og bare flytte i en lille lejlighed for at minimere praktiske ting og vedligeholdelse, have mindre behov for høj indtægt osv. Den prioritering var min ex ikke indstillet på.

Der var Så meget jeg savnede og jeg følte mig ENSOM i mit ægteskab. Jeg var et møbel - en praktisk foranstaltning.

INGEN kunne forstå det. Mine veninder oplevede os som familie i weekends, når vi havde fri og overskud og manden spillede sin rolle som den flinke rare sjove mand i selskaber. Det var ikke den mand jeg havde når vi var hjemme.

Min tanke om, hvorvidt jeg fik nok ud af mit liv, om jeg virkelig var bund-glad, blev startet på en stue på 16. sal, på Rigshospitalet – den dyre etage med den gode udsigt og tæt på himlen.

0 0
Feed