Det at dele åbenhjertet

Det skal man overveje om man kan håndtere konsekvenserne ved.


Jeg har altid følt et stort behov for at få mine tanker, følelser og oplevelser ud på skrift - deraf min nye beskæftigelse herinde som blogger. Jeg har også altid delt på de sociale medier, og gerne ret personligt. Det betyder intet for mig hvis folk tænker noget negativt om emnet eller mine holdninger - for mig handler det egentlig bare om at give udtryk for hele mig. Det perfekte i det uperfekte. Det er dét jeg har det godt med og kan stå inde for. Jeg har lavet det grænseoverskridende breakup-opslag, hvor jeg sidder i min seng og tuder for fuld udblæsning, med et tilhørende citat jeg følte matchede mine følelser. Jeg har også fortalt om en ekstrem pinlig situation, hvor jeg lige havde sat mig på et restaurant-toilet iført et playsuit (shorts-udgaven af en heldragt), hvilket vil sige at jeg efter at have trukket overdelen ned, var topløs. Selvfølgelig var låsen på det gældende toilet itu, hvormed der brød en fyr ind og vi fik briefly øjenkontakt i spejlet, inden han sagde undskyld og flygtede fra den akavede situation. Efter at have lagt det på Facebook fik tanken om det mig stadig til at krumme tæer, men det blev samtidig lidt lettere at trække på skuldrene og grine af det. Den type scenarier er da også altid sjove at fortælle om til julefrokoster nogle år senere! #optimist

Jeg har også for omtrent et år siden lagt et billede op af min ”kæreste” og mig. Lad os indtil videre kalde ham S. Nu bruger jeg situationstegn fordi det er lidt uvist for tiden hvad vi er og skal sammen - til trods for at vi ved hvad vi har lyst til, og uden tvivl elsker hinanden helt sindssygt. Tvivlen kommer af en enkelt faktor, vi har lukket øjnene for alt for længe. But no more, vi skal have en afklaring på situationen. Derfor er vi pt fra hinanden med kun kort kontakt en gang om måneden. På den måde kan vi forhåbentligt én gang for alle afgøre, hvad vi individuelt vil her i livet - uden at blive distraheret af at have den anden part vimsende foran sig hele tiden med kys og kærlighed. Det er pisse svært, faktisk helt umenneskeligt. Jeg har flere gange været SÅ TÆT på at ringe ham op og hyle i telefonen at det forhelvede ikke kan være så svært - at kærligheden overvinder alt og en masse andet Disney-romantik. Alt imens jeg kæmper mod lysten til det, overvejer jeg om jeg ikke bare skulle skære mine hænder af for en sikkerheds skyld og undgå at ringe til ham i et svagt øjeblik.

Anyhow - tilbage til billedet som jeg delte af S. Min kærlighed til ham følte jeg ganske naturligt et behov for at vise verden, men jeg måtte være lidt kreativ med det billede jeg lagde op. Dels pga. den faktor vi har lyst til at ignorere men ikke kan, står vi ikke offentligt frem. En del af vores venner og familie kender til vores forhold, men indtil vi ved om det ender i lykke eller heartbreak, er vi i det skjulte for resten af omverden. Derfor kunne jeg selvfølgelig ikke poste et billede hvor man kan se mandens ellers helt fantastisk dejlige ansigt - så jeg legede lidt med det i en app og dækkede det med nogle farvede mønstre.

I starten fik jeg ikke rigtig nogen respons på det på Facebook, bortset fra dem der i forvejen kendte til ham. Nu plejede folk at være OK aktive på mine opdateringer før i tiden, og derfor var den pludselige stilhed mærkbar. Jeg går ud fra at det skyldtes, at det ikke stod klart hvad situationen var. Som et menneske der sætter pris på forklaringer, forstår jeg det egentlig godt med al den hemmeligholdelse i mine kærlighedserklæringer til ham.. Det har kun været halve sandheder jeg har kunne levere, til trods for at jeg jo egentlig brændende ønsker at vise hele sandheden. For jeg står ved den. 


roser


Efter et par uger tikkede der nogle privatbeskeder ind i min indbakke. Én sagde det var ynkeligt, hvordan jeg levede i et forhold, hvor jeg måtte skjule den anden part. En anden gik lidt mere aggressivt til værks. Han kaldte mig en nasser og golddigger og havde tydeligvis en masse fordomme. Jeg har ikke lagt skjul på at jeg er blevet forkælet ind imellem af generøse, kærlige, storhjertet S, der bl.a. engang gav mig cash i hånden og sendte mig i Magasin, fordi jeg havde været dygtig og tilbageholdt min indre shopaholic nogle måneder (*indsæt glorie-emoji*). Han har også taget mig ud og spise 12-retters på min fødselsdag, samt foræret mig KÆMPE buketter med langstilkede, røde roser, fordi han ved hvilken romantiker jeg er og hvor meget jeg værdsætter det. Det er bare nogle af de kære minder jeg har med hans gavmildhed i fokus. Det får nogle åbenbart ondt i røven over at høre om - og fred være med det, hvis de vil bruge deres energi på det. Jeg gider ikke, hvilket er derfor jeg ganske ubesværet cutter den type mennesker af.

Men den slags reaktioner kan man forvente når man deler, faktisk nærmest uanset emnet. Der vil altid være nogen, der føler behov for at nedgøre, fordømme, hakke på, udstille, tale grimt mm., pga. deres egen usikkerhed. Uanset hvad dit budskab er og om det kommer fra et kærligt og positivt sted i dig, så er der nok nogen der skal prøve at gøre det til noget, det ikke er. Jeg ønsker bare for alle de stakler, (som de jo er) at de på et tidspunkt indser de ikke bliver store af det - tværtimod.

Jeg må indrømme at jeg er spændt på, om jeg bliver udfordret på det område, nu hvor jeg er blogger. Jeg vil i hvert fald prøve at holde fast i ikke at lade mig begrænse eller påvirke af folk, som alligevel ikke ser budskabet i det jeg skriver.


Det vigtige er jo at man selv ved hvem man er og hvad man står for, og så fuck hvad andre siger.
Undskyld mit franske


Kærlig hilsen,
Aura

0 0
Feed