Det der med selvrespekt

Hvis der er én ting som jeg aldrig har været særlig god til, så er det at ha' veninder.

Jeg har kendt rigtig mange piger/kvinder gennem de sidste 20-25 år. Nogle er jeg vokset op med og de har påvirket mig både positivt og negativt. Andre har jeg kunne regne med uanset hvad. Og andre troede jeg at jeg kunne regne med. 


Nogle kan sige det samme om mig.

Jeg har altid været usikker på mig selv, min mening og min egen selvrespekt. At ha' selvrespekt er fandme fuckme vigtigt!!
Men det har jeg først fundet ud af for sent.

Selvrespekt er også én af de ting jeg virkelig er dårlig til. Jeg er god til at lytte til andre og råde dem, men så snart det handler om mig selv, så er jeg helt fortabt. Det ved jeg at mange andre også går rundt med. Det er bare ikke nemt for nogen, at passe ind i den her verden, som ingen af dem jeg kender, selv har skabt.

Det er svært at være til, både som arbejdsløs, lærninge, alene moren, den psykisk syge, den kriminelle, overklasse fruen, direktøren eller ham/hende der arbejder på akkord.
Uanset hvad du er i denne verden, vil der altid lægge et pres på dig. Et pres som ikke alle tænker over.
Uanset hvilken person du er, så er jeg af den tro, at man altid gør det bedste man kan, som man har lært.

For mig, har mit liv altid været en gåde.

Jeg har aldrig forstået hvorfor alt det lort der har haglet ned over mig, er sket. Hvorfor jeg var sådan her, når mine søskende ikke var. Hvad jeg har gjort forkert, for at fortjene alle de ting der er sket.
Veninder, familie, kærester, kollegaer... Alle titler og betydninger for mig, som har påvirket mig i én eller anden retning. Nogle veninder har jeg kendt siden barndommen, men den dag idag kunne jeg aldrig drømme om at kalde dem for veninder.

Jeg har helt sikkert lavet mange fejl og gjort mange kede af det med mine gerninger. Børn lærer af sine omgivelser. Jeg voksede op, bange og på nogle måder, forsvarsløs og andre fuldstændig forberedt.

Jeg er ikke en "people person”!

Jeg hader følelser og jeg hader at skulle forholde mig til at andre mennesker har nogle.
Jeg ved at dette kan være hårdt at læse, men det bliver selvfølgelig misforstået.

Jeg er mor til 2 børn. Der er intet i denne verden der gør mig lykkeligere end når de griner og kan enes. Når de erklærer deres kærlighed til én, på alle mulige tænkelige måder. Med ord, handlinger eller tegninger. Og det vil for altid være gengældt!

Alt dét man som mor gør for dem. Står tidligere op end man vil. Finder sig i at blive snottet, skidt, tisset og hoppet på. Man vil hellere bruge sine penge på dem, end på sig selv. Man vil hellere sove i 3 mdr i en gyngestol uden nakkestøtte, fordi barnet har kolik og man bare ønsker stilhed. Man lyver det bedste man kan for at de skal tro på julemanden. Man stiller uret for at være sikker på at man husker at lægge gaven fra "nissen". Man planlægger sin menu efter deres ønsker, selvom man egentlig helst spiste frysepizza hver dag.

De weekender hvor man har haft den værste uge og det eneste man har lyst til, er at være alene med 3 liter rødvin, men man sætter Mulan på i stedet og ser på at børnene spiser deres slik uden selv at få noget, for gud nåde hvis man selv fik noget!!

Når det så er sagt, så er jeg faktisk jordens mest følsomme menneske. Jeg græder over alt. Jeg kan blive vred over alt. Det er sjældent jeg egentlig blir rigtig vred, men jeg er meget tit ulykkelig. Mest over mig selv. Jeg synes ikke at jeg er noget særligt og jeg synes også tit at jeg sagtens kan undværes. Jeg har jo forskellige diagnoser og der hører de her følelser med. Jeg er ikke stolt af dem, men jeg kan heller ikke gemme dem.

I mange år har jeg ladet andre bestemme over mig og mine holdninger. Fået andre til at styre mine handlinger. Det har betydet at jeg har mistet både venner, veninder, familie, kærester og job. Vigtigst af alt, mig selv.

De mennesker jeg har tæt på mig idag, vil jeg aldrig bytte for noget!

En af dem er bl.a Fie. Hendes navn er tatoveret på min arm. Vi "voksede" sammen for 13 år siden. Hun har den der helt specielle plads i mit hjerte. Desværre er hun, den dag idag, flyttet til Jylland og vi ses sjældent. Men hendes plads vil altid være lige her. Dét beviste hun den dag hele min verden væltede for alvor, og hun troppede op med det samme.

Jeg elsker dig Fie!

Min kæreste, som har været on and off i 6 år, er også noget helt særligt. Han formår at finde det aller bedste frem i mig. Men fandme også det værste. Han har lært mig så mange ting om livet og om mig selv. At ha' fucking selvrespekt. At være pisse lige glad med hvad andre synes. At kunne sige til mig selv at det er okay. Han har elsket mig på alle de tidspunkter hvor jeg har hadet mig selv mere end noget andet. Han har set mig i de værste situationer i mit liv, men stadig stået der. Han har også været en kæmpe idiot og det samme har jeg, men mit hjerte tilhører ham.

Og her kommer det mærkelige..... Der findes en tredje person i mit liv, som betyder noget særligt. Og det er min kærestes eks kæreste!! Hvor fucked er det lige !?
Det er lidt en lang historie som i kan få en anden dag. Hun har vist sig at skulle gå hen og betyde mere end jeg troede. Hun fortæller mig præcis hvor skabet skal stå og tuder jeg - og hun ikke mener at der er grund til det, så blir' der fandme ikke trøstet!!!

Alle 3 er guld værd! Lige som resten af dem jeg har tæt på! Tak for jer!

Men... Hvorfor takker vi aldrig os selv?? Det er da ikke andre der gør os til den vi er. Det er da os selv. Vores erfaringer, holdninger og meninger.
Sæt pris på dig selv og respektér dig selv!!

Kram Nanna

0 0
Feed