Det var den længste...

...morgen længe..

En sand novelle, en fortælling...

... fra et hverdags liv med offentlig transport og mistrivsel på arbejdspladsen...


Jeg ligger og drømmer. Jeg drømmer at jeg skal gøre klar til barnedåb, gæsterne kommer om 4 timer og jeg har hverken købt, mad, drikkevarer eller duge for den sags skyld. Det er weekend og jeg skal ikke op på arbejde. Jeg ligger og ringer rundt, og min tlf. kimer også – og jeg er ved at blive sindssyg for jeg har travlt. Jeg skal nå at lave den mad jeg ikke har købt ind, til 60 mennesker. Den fandens tlf. bliver ved at ringe..Da jeg åbner øjnene går det op mig, at det er mit vækkeur der ringer, kl. er 7.20 og det er torsdag. Fuck!Men det okay – jeg skal nok nå det – jeg skal nemlig bare møde ind et sted mellem 8 og 9 på arbejde.


Da jeg har været nede med hunden, som i øvrigt snusede endnu længere tid til de enkelte græsstrå, end han plejer – og som ikke var enig i, at vi skulle op i lejligheden igen - så var det afsted!Da jeg parkerer min bil ved stationen, går det op for mig, at jeg kun har 9% strøm på min telefon – jeg har altså ikke fået sat oplader-kablet ordentlig i min telefon aftenen forinden. Jeg oplader den altid om natten!Pis os – for jeg ved, at de 9% forsvinder med lynets hast – da batteriet ikke har det så godt mere.


Toget er forsinket.. da det så kommer, er det proppet med mennesker. Det lykkes mig dog at få et lille hjørne på et af sæderne. I ved de sæder i s-togene hvor der kan sidde 2 mennesker behageligt, og sætter der sig så en 3., som mig på hjørnet – så sidder man presset, og det er ikke rart.Min kammerat ringer – jeg har brug for lige at tale med ham – hælde lidt ud af ørerne som man siger. Jeg er lidt trist pt. Og jeg trives ikke rigtig på min arbejdsplads.Nogle nylige reprimander fra chefen, samt en lang mail forleden, har taget noget af den ’frihed’ jeg havde, væk. Jeg er mega B menneske skal det siges. Jeg har altid arbejdet bedst ved - at tage den tid det tager mig om morgenen, og så blive længere i sidste ende. Min dag starter så meget bedre sådan, og det smitter virkelig af på resten af min dag, min energi og mit arbejdsniveau.Men det duer ikke mere, fordi det ikke duer for nogle mennesker der sidder i vores afdeling – og fordi vi er bagud på budgetter. Rigtig mange ting kunne jeg sige om min arbejdsplads og de mennesker jeg arbejder sammen med – men jeg vil holde det til at sige, at i de 9 måneder jeg har været her, har det ikke lykkedes mig at passe ind – og jeg har opgivet at forsøge mere. Jeg har egentlig aldrig prøvet noget lignende.


Min kammerat og jeg ligger på. Min telefon lader livet, og dør ud.Jeg sidder og får mere og mere ondt i maven – for jeg ved godt, at der venter mig en balle når jeg kommer ind..Det hænger over hovedet på mig som en tung dynge – at ordlyden forleden i mailen var skarp og kontant. Sådan her er det, og hvis ikke, så……….


Bum! Toget stopper. Imellem to stationer, midt på jernbanen og her holder vi så nu..’Det føles som en evighed – og ingen togfører der lige oplyser om hvad der sker. Det får folk til at begynde at sidde og rykke på sig. Tålmodighed er en dyd siger man, men tålmodigheden glider stille og roligt ud af det rum vi befinder os i.Folk begynder at sidde og ringe rundt, til arbejdsgivere, folk de skulle have mødtes med osv., og forklarer at vi sidder fast i toget. Jeg er tør for strøm, jeg har ikke den mulighed – og selv hvis jeg havde, havde jeg nok ikke brudt mig om at skrive eller ringe – for det ville bare hedde sig, at det var en ’dårlig undskyldning’…Jeg sidder stadig af helvedes til på mit lille hjørne, det begynder at kunne mærkes i ryggen.


Endelig! Endelig bevæger toget sig – jeg ved ikke hvor længe vi har holdt der faktisk – det føles som en evighed.Vi lander på hovedbanen og nu holder vi her. Vi finder ud af efter noget tid, ikke fordi en togfører så pænt oplyser os, men fordi da toget på modsatte perron standser og alle dets passagerer kommer over i vores tog, så vidste vi, at det var derfor vi holdte der.


Toget er endnu mere proppet end det var før – der er trængt. Endnu noget tid går der og jeg undrer mig virkelig over hvad søren vi nu venter på. Det skulle vise sig, at vi endelig skulle få togførerens stemme at høre – men det var ikke glædeligt.


”Goddag det er togføreren her, jeg har en kedelig nyhed. Dette tog kører ikke længere – da der er et brud på en skinne imellem hovedbanen og Østerport. Dette tog kører ikke længere”.


Med høje suk, rysten på hovedet og hvad der ellers er af hvisken, rejser folk sig op og vi bevæger os alle ud af toget.Det tager tid når så mange skal ud på én gang. De næste stemmer vi skulle få at høre var hen over højtalerne ude på perronerne.


”Der er pt. INGEN s-toge der kører videre fra Københavns hovedbanegård i retning af Østerport – der kommer til at gå noget tid, og vi ved intet om endnu hvor lang tid der kommer til at gå”


Nu startede folkevandringen. Næste projekt var at komme fra perronen og OP. Og det var en opgave. Alle ville op – så det tog yderligere noget tid, i skildpadde tempo. Jeg gik og tænkte – så må jeg jo gå. Men da jeg endelig kom op og ud og ser glimtet af en taxa, når jeg at tænke – jeg tager sgu en taxa. Men, det skulle vise sig at rigtig mange andre havde fået den idé. Ingen taxaer tilbage i nærheden af hovedbanegården og alt for mange ’gribbe’ stod klar til at løbe ind i dem der skulle vise sig. Så tilbage til plan nr. 1, jeg går….


Der er et godt stykke vej, hen til mit arbejde – så jeg har en lille tur foran mig. Jeg gik med en masse andre, da flere opgav jagten på en taxa. Jeg gik og tænkte over – at man skulle være bedre til her i Danmark at konversere med fremmede. Vi var sikkert rigtige mange som skulle gå den samme lange tur derudaf, og som havde lidt samme skæbne her til morgen – så det kunne man da i det mindste have talt om. Men frygten for at blive tænkt på som ’hende den underlige der bare begyndte at tale til mig’, holdte mig fra at indlede en samtale med nogen af de her mennesker. Så min tur fortsatte ’alene’.


Jeg havde hele tiden i tankerne at den ville blive senere og senere før jeg kom ind, og at der helt sikkert ville blive kaldt ind til møde. Jeg begyndte helt at svede af, at skulle møde ind til det. Jeg orkede det ikke… Og folk derinde, som sikkert ville tænke jeg bare dovnede den eller lign., for på mit arbejde – tænker man det værste om mig…Min tur føltes ret lang på den måde..Jeg passerede rigtig mange butiksvinduer på min vej, mange med et tydeligt genspejl af en bekymret kvinde, hvis ’bekymrings-rynke’ – I ved den lige imellem øjenbrynene, er blevet tydeligere og tydeligere på det sidste.Man kunne egentlig godt se det på hende – hun var ikke okay. Jeg måtte erkende de genspejl på min vej, jeg vidste godt hvem de viste.


Normalt er jeg ikke typen på at finde mig i noget som helst. Hvorfor skal jeg dog i grunden også det? Jeg har masser af gode ting kørende for mig. Folk der ikke tror på mig, hvorfor gøre plads til dem? Folk der tænker dårligt om mig, hvorfor bruge tid på dem? Når så mange tænker gode tanker om mig..


Jeg overvejede som jeg krydsede flere 7-eleven’er på min vej samt lagkagehuset, at trøste-indkøbe en kæmpe snegl – med masser af glasur. Jeg bildte mig selv ind, at jeg fortjente den.Men egentlig som jeg gik – mistede jeg bare min appetit..


Nu stod jeg her så.. klar til at træde ind på min arbejdsplads, hvor jeg ikke føler jeg har en eneste ven – og med en sur chef i vente. Han kan virkelig se og virke så skuffet og jeg frygtede hvad jeg nu ville træde ind til.Jeg træder ind på kontoret – og han er der ikke. Han kommer åbenbart slet ikke i dag hører jeg. Al min ondt i maven – var unødvendig! Og alligevel ikke, for han skal nok få det af vide. Jeg har sådan nogle søde kollegaer, som altid informerer min chef om hvad jeg laver og hvornår jeg møder ind…Så mon ikke det kommer.. Jeg håber, at DSB har skrevet om problemerne i dag – på deres hjemmeside.


God arbejdslyst.. ik’?Tja.. hvad skal man sige…….

0 0
Feed