Et kæmpe tab, midt i en ny

..kærlighed. Jeg blev ramt af en tragedie oveni i min forelskelse.


Snart er det 7 år siden jeg mødte min kæreste F. 

Det var den 16. marts 2010. Jeg var lige fyldt 27 år. Det var en blind date, som fuldstændig slog benene væk under os begge. Det var en tirsdag og efter daten var jeg så glad! Jeg synes han var den sødeste og mest oprigtige mand, jeg længe havde mødt. 

Vi skulle ud igen om lørdagen og det ene førte til det andet og han blev hos mig og sov. Det var skønt at vågne op sammen, men ved middagstid var eventyret forbi og han skulle hjem til sine børn. Vi sagde farvel på stationen og jeg kørte hjem til mine forældre for at hente min hund.


Alt var som det plejede dérhjemme, hos mine forældre, jeg var drøn-træt, så tog hurtigt hjem igen. Men jeg kan huske at jeg sagde til både min mor og far, at jeg var rigtig glad! Sådan virkelig glad, helt indeni.
Normalt gik jeg til mine forældre når det hele er af h til, så jeg synes at lige dér, lige dén dag, ville jeg fortælle dem at jeg var GLAD. Det var jeg virkelig, efter kun to dates, havde jeg den der boblende fornemmelse i maven, og sms’erne fløj frem og tilbage mellem F og jeg lige fra vi havde sagt farvel.

Jeg kan huske at jeg gik hjem i seng, det var midt på dagen, men måtte have mig en lur. Ved 14-tiden kom min søster forbi. Jeg mindes ikke hvad hun skulle, men hun kørte lidt før kl. 15. Jeg lagde mig i sengen igen – kort efter ringede min telefon, det var min mor. Jeg overvejede kort, om jeg bare skulle lade den ringe. Jeg var så træt. Men jeg tog den og dét opkald forandrede alting.

Der var sket en ulykke. Min far havde slået hovedet og det var alvorligt. Jeg sprang ud i bilen og var hjemme ved mine forældre på under 5 minutter. Jeg kom før ambulancen og akutlægen. Jeg så min far ligge på jorden – jeg mindes vi fik øjenkontakt. Men det har ikke kunne lade sig gøre, finder jeg senere ud af. Han var allerede væk.
Han blev i al hast kørt til Riget, hvor de opererede for at lette trykket i hans hjerne efter slaget. Men lægen kom ved 19-tiden og fortalte os, at HVIS han vågnede, ville han være svært hjerneskadet. Han ville være en grøntsag.
Jeg tror vi alle tre bad en stille bøn til, at han ikke vågnede igen.
Min far var så videnbegærlig og klog, så at han skulle fortsætte livet uden sin forstand, var mere ubærlig end alternativet. Han lå på en stue og vi var hos ham. Vi fik lov at sidde ved ham, snakke til ham og røre ved ham. Ved 22-tiden kom lægen igen – de kunne ikke gøre mere for min far. Trykket var stigende og han blev betegnet som hjernedød. Vi blev hos ham hele natten – jeg fortalte ham blandt andet om F. Fortalte ham, at jeg troede jeg har mødt den rigtige. Jeg fortalte ham også at han havde gjort det godt, han havde været en klippe for os tre piger gennem alle årene. Og jeg fortalte ham, at jeg nok skulle passe på min mor og søster.

F kunne ikke forstå jeg ikke længere svarede på hans sms’er. Jeg ringede til ham sent om aftenen og fortalte ham hvad der var sket. Jeg græd ikke, jeg tror ikke jeg havde flere tårer. Det hele var for surrealistisk.
At blive ramt af sådan en tragedie oveni i min forelskelse – jeg forstod ikke konsekvenserne af hvad der var sket. Jeg var fattet og jeg agerede praktiske gris. F var rystet. Han sagde ikke meget, mens jeg fortalte.
Da han endelig sagde noget, var det “jeg går ingen steder, jeg venter på dig lige her, når du er klar”. Jeg glemmer aldrig de ord – jeg følte mig så elsket, selvom vi dårligt kendte hinanden.

Min far var organdonor, så derfor kunne vi ikke slukke for respiratoren. Han triggede stadig selv sin vejrtækning og så længe han gjorde det, kunne de ikke tage hans organer. Vejrtrækningscentret er det sidste der står af, fik vi fortalt. Vi var ikke i tvivl om at hans organer skulle doneres – det var noget min far gik højt op i. Og så gav det en smule mening, midt i al meningsløsheden.

Mandag morgen tog vi hjem. Hospitalet ville ringe, når han var død; når han ikke selv satte vejrtrækningen i gang. Dén opringning kom onsdag morgen kl. 7 og kl. 10 kunne vi tage ind og se ham – se ham en sidste gang. Det var ikke så hårdt som jeg regnede med, den skal der var tilbage, var ikke min far.
Hans sjæl, hans gnist og hans glød var væk. Jeg havde fået sagt mit farvel, mens hans hånd stadig var varm og hans brystkasse stadig bevægede sig.

Tiden efter er meget rodet, min søster og jeg boede ved min mor. Vi planlagde bisættelsen og ordnede mange praktiske ting. F holdte ord, han holdt kontakten og gav mig plads til at være ulykkelig.
Vi sås ca. 10 dage efter ulykken – han boede et godt stykke væk på dét tidspunkt, og jeg kan huske, at da jeg kørte ned til ham, føltes det som om at sorgen blev tilbage. Jeg skulle ned til forelskelsen, jeg skulle være et sted hvor alting var normalt. Et sted hvor jeg fik lov at glemme sorgen. F’s lejlighed blev mit frirum de næste måneder. Og når jeg ikke var hos F, boede jeg ved min mor.

Marts måned indeholder mange følelser for mig. Min mor, far og jeg har alle fødselsdag, så vi har mange gode minder. Det var også i dén måned jeg mødte F, som stadig er den helt rigtige for mig og som til sommer bliver min ægtemand, men det var dér jeg mistede min far. Min FAR!
Nogen gange tænker jeg om F kom ind i mit liv, fordi jeg havde brug for ham, lige netop dér. Som om at det var skæbnen. Hver dag ville jeg ønske min far var her – jeg ville ønske at han havde mødt F og hans drenge. Men især ønsker jeg, at han kunne have oplevet sine børnebørn, at ham og min mor måtte være mor-forældre SAMMEN, Jeg ved, at han ville havde været den bedste morfar – præcis som han var den bedste far.


//Hanne

0 0
Feed