Et uværdigt liv

"Min fortælling handler nok generelt om frustration og afmagt..."

Efter 14 år med den samme mand, gift i de 10, sagde jeg endelig de ord højt for alvor, som havde fyldt mine tanker i et par år. JEG VIL SKILLES.


Mit ægteskab var faktisk, når jeg ser tilbage, en kæmpe fejltagelse. Det skulle aldrig have blevet et langvarigt forhold med den mand som jeg fra dag 1 vi mødtes, havde et kæmpe skænderi med. Den mand som jeg 1. dag fik SÅ dårligt et indtryk af som arrogant, dum at høre på, truende og nedladende.


Dag 2 vi mødtes blev vi kærester?????


SÅ DUMT. Vi kunne da godt være sammen men vi kunne ikke "diskutere/debattere" uden at det endte i råberi, truende adfærd og smækken med døre. Et par gange blev det også koporligt.


Hvorfor skred jeg ikke bare??


Fordi jeg ikke følte at der var nogen anden der ville have mig, fordi jeg ikke havde noget sted at tage hen, fordi jeg ikke længere havde et netværk omkring mig og fordi jeg var bange for at ende alene. Tiden gik og en dag blev vi enige om at vi ligeså godt kunne gifte os....


Jeg havde dog i årene der var gået nægtet at skulle have børn da jeg inderst inde vidste at han ikke var "god at have børn med".


Men 8 år gik med et ufatteligt svingende "samliv" og jeg nærmede mig de 30. Min tanke var... "Hvis jeg skal nå at have børn, så bliver det nødt til at være nu".


Sådan blev det og jeg fik en vidunderlig søn i 2007, et halvt år før min 30 års fødselsdag. Al den kærlighed jeg aldrig rigtig havde følt væltede ud til den skønhed "jeg" havde produceret. Jeg levede og åndede for ham og så "var jeg bare tilfældigvis gift med hans far".


"Uheldet" var ude og jeg blev gravid omkring min søns et årige fødselsdag. Jeg ønskede faktisk ikke barnet for jeg mente ikke at jeg kunne elske et barn mere, for så meget kærlighed mente jeg ikke at jeg indeholdte, og samtidig var ægteskabet kun blevet værre da han jo så viste sig, ikke at magte opgaven som "en god far" i mine øjne.


Én ting var at han nedgjorde mig og pillede ALT selvværd ud af mig, men han begyndte også at gøre det med min søn. Der kom flere voldsomme diskussioner fordi jeg brændte fuldstændig af når han behandlede min søn dårligt både fysisk og psykisk.


Hvorfor skred jeg ikke dér????


Fordi jeg ikke havde noget sted at tage hen, fordi jeg ikke havde noget netværk, fordi vi var bundet sammen økonomisk med hus, bil og firma, fordi jeg ikke følte at der var noget bedre for mig, fordi jeg jo selv var skyld i det hele....


Min smukke datter kom til verden på den 2. sidste dag i 2008 og hun var lige nøjagtig så vidunderlig som min søn. Der væltede lige nøjagtig den samme mængde kærlighed ud til hende som til ham. I løbet af de næste 2 år voksede min selvtillid i kraft med at jeg tabte en del kilo. Pludselig begyndte jeg at føle at JEG var noget værd, for udover at jeg var en sindssygt god mor for mine børn så blev jeg bedre til at beskytte dem, og beskytte mig selv. Jeg begyndte at kæmpe imod og sige min mening højt. Jeg sagde fra overfor den mand der havde tyranniseret mig OG mine børn og jeg fandt mig selv frem igen efter så mange år i skjul og nedtrykkelse. Fik et netværk igen fordi jeg blev stærk nok til at søge ud. Fik dermed bekræftelse på at jeg faktisk var meget mere værd end jeg var blevet fortalt i så mange år. Søgte tryghed og nærvær hos nye, meget hurtigt tætte, veninder. Blomstrede op og fandt ud af at der VAR nogle andre som gerne ville mig.


ENDELIG efter 14 år med en tyran begyndte en forelskelse at spire i min mave og jeg lod den vokse sig koloenorm stor, for jeg TROEDE PÅ AT JEG VAR VÆRDIG TIL KÆRLIGHED og valgte at sige: Jeg vil skilles...


Det blev jeg så og en bunke rutcheture er fulgt med. Jeg fandt kærligheden i en anden og mine børn fik endelig en mor som faktisk fik LOV til at tro på sig selv. En mor som pludselig blev elsket af et menneske udover de to og en mor som dermed pludselig kunne se; jeg kunne se hvad jeg havde tilladt en mand at udsætte mig selv og ikke mindst mine to vidunderlige børn for. Jeg kunne se at jeg havde fejlet!!!! Jeg havde fejlet i at være stærk. Jeg havde fejlet i at kunne beskytte dem for en masse ting de ALDRIG burde have oplevet. Jeg havde fejlet i at skabe et fundament for dem og for mig selv. Jeg havde fejlet.


Så på trods af at jeg pludselig blev elsket ubetinget af en mand væltede mit liv. Jeg var ikke i stand til at kunne betale den gæld jeg havde opbygget med "HAM", jeg var ikke i stand til at undgå at "VORES" hus røg på tvangsauktion. ( måske er det på tide at jeg nævner at jeg har en kronisk ryglidelse som dels er medfødt og som har vokset igennem årene og blev 100% forværret af et forkert løft. Så jeg har i mange år været tilkendt fleksjob og er nu vurderet til at kunne arbejde 3 timer OM UGEN hvilket ikke har hjulpet på tanken om at jeg ER fejlen fordi jeg ikke kan arbejde normalt så jeg kan tjene en løn og samtidig fordi jeg aldrig er eller bliver smertefri, så jeg kan ALDRIG komme ud af min gæld), så nu sidder jeg tilbage med en kæmpe gæld, er registreret i RKI og knap kan holde hovedet oven vande. Jeg kan ikke så meget som skifte forsikringsselskab pga RKI. Jeg er SÅ gal over det. Jeg HADER at være sat i samme bås som en låneryttere/snylter/nasser - kald det hvad du vil, fordi at jeg blev skilt, og det bekræfter mig bare endnu engang i at jeg har fejlet..


Det er voldsomt ambivalent at den største glæde, kærlighed, er forbundet med min største sorg, fejlen.

0 0
Feed