​Første dag i SFO

Det var faktisk slet ikke sjovt synes jeg, slet ikke..


Jeg lavede et indlæg for lidt tilbage, omkring min frustration som forælder til et barn, som isoleret blev placeret i en anden klasse og anden SFO end alle hans venner..

I dag var første dag i SFO. Det startede fint ud med at vi begge, min søn og jeg, var spændte..
Men som forudset, vidste han ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv til at starte med. Han kunne ikke li’ at henvende sig til de andre børn, som kendte hinanden i forvejen – hvilket også er forståeligt på sådan en første dag.
Han ville ikke have at jeg gik. Han sagde flere gange at jeg ikke måtte gå.. Han ville ud på legepladsen, og han hyggede sig mægtigt med at køre Mooncars – spejdende over til mig konstant, og ville gerne have jeg var så tæt på ham som muligt hele tiden..
Også helt forståeligt, og helt normalt – det er jo første dag.

Men som timerne gik, og det gik mere og mere op for mig, hvor mange af de andre børn der kendte hinanden, og jeg så op til flere kramme og lege osv. – så fik jeg helt ondt inden i og savnede sådan min søns venner som altid har taget imod ham med kys og kram som vi kom ind af døren..
JEG manglede hans venner i dag – og det ved jeg at han også gjorde..

Langt om længe tog jeg mig sammen til at gå, da de skulle sidde ude rundt om bænkene og have deres formiddags mad. Han tog det nogenlunde..
Jeg gik med en klump i halsen, smilede til ham og sagde at han klarede det fantastisk og sagde til ham at det her nok skulle blive rigtig godt, på trods af jeg ikke følte det indeni. Men det får han ikke at mærke…

Jeg gik ind og stod lidt væk fra vinduet og kiggede ned på ham.. Jeg håbede sådan at hvis jeg stod der længe nok, så ville han nok begynde at tale med nogle af de andre børn om bordet –eller de ville tale til ham.. Men det skete ik’.
Jeg gik ud mod bilen, og som jeg landede i førersædet, trillede den første tåre ned af min kind.
Hans blik de gange, hvor han sagde ’Du går ik’, vel mor’?, kørte som en film på repeat for mine øjne.
Og jeg blev vitterligt så ked af på min søns vegne, at han skulle starte alene…


Ubegrundet – muligvis – for jeg har en dejlig, sød, sjov, fantastifuld og skøn dreng. Så mon ikke han hurtigt får venner. 


Men som mor, græder mit hjerte mest i dag, og jeg glæder mig til at hente ham kl. 13:00, så dagen i dag ikke skal være så lang. 

Og så ryster jeg det hele af mig inden jeg lander derovre og skruer tandsmilet på!

Nedenstående er billedet af min søn, som jeg tog her til morgen, min flotte lækre søn, som jeg er så stolt af!



0 0
Feed