​Fra Amanda til Aura

Jeg kan ligeså godt sige som det første, at jeg på ingen måde er kortfattet.

Jeg har prøvet. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. I stedet har jeg embracet at jeg er verdensmester i at skrive lange, dybe, detaljerede forklaringer. Så nu ved I hvad I kan forvente..


Jeg har en exceptionel god hukommelse og har derfor en billion minder på lager i hjernen - men når jeg tænker bare 3-4 år tilbage føles det som et helt andet liv, på trods af at jeg husker det, som var det i går. Måske I genkender det. For mig skyldes det, at jeg vitterligt var en helt anden person dengang. Jo jo, jeg har stadig mange af de samme personlighedstræk, men det er en bevidst beslutning at holde fast i netop dem, gennem en intens udvikling hvor jeg har givet slip på så mange andre.

Det er selvfølgelig de uundgåelige standing at a crossroad-situations, der kommer mange af gennem livet, som har været med til at skabe det menneske jeg er i dag - og fortsat vil. Men det der satte skub i det hele var den dag, jeg valgte at gøre noget anderledes end jeg plejede. Før gik jeg altid ned ad den samme vej i vejkrydset og stod derfor stille i min udvikling i mange år. Det var også i min ungdom (siger jeg, som om jeg var 90 år), så man skal selvfølgelig være nået til et punkt i sit liv, hvor man bliver mere bevidst, før man positivt kan gennemskue konsekvensen ved sine valg.

Historierne om de mange oplevelser hvor jeg sad fast i min egen sump af usikkerhed og frygt, vil jeg sikkert dele med jer i fremtidige indlæg - men lige nu vil jeg fokusere på dét, der startede det hele. Jeg valgte at se min frygt i øjnene og rejse til Thailand i en måned. Noget af det jeg beundrede ved andre, men selv var bange for, var nemlig at rejse ud i verden alene. Der var de småskræmmende tanker, som hvorvidt man vil fare vild i lufthavne med uforståelige bogstaver, og at få madforgiftning (hvilket jeg i øvrigt ikke kom uden om - og det udviklede sig endda til det mest forfærdelige real life mareridt, hvor jeg endte på et hospital med tusindeben på væggene!) Men min største frygt var, hvad ensomheden ville gøre ved mig. For min hemmelighed var, at jeg havde følt mig ensom hele livet.

Rejsen blev helt anderledes end forventet, men jeg endte med at få lige præcis det eventyr, jeg havde brug for. En masse tid for mig selv uden for mange distraktioner (bortset fra en insanely lækker amerikaner, jeg mødte ved første destination, som i en uge kørte mig rundt på sin scooter og viste mig byens smukke steder - og holdt mig dejlig varm om natten..)

Mht. den store frygt, var det tilsyneladende netop en måned alene langt væk fra alt jeg kendte, der skulle til, før jeg ikke længere følte mig ensom. Jeg lærte mig selv at kende på nye områder, og jeg gjorde en masse ting jeg ikke havde turde tidligere. Fra at synge karaoke på en fuld restaurant, til at lære mig selv at køre scooter på en trafikeret vej med jordens dårligste billister.. Jeg fandt tillid til mig selv og fandt ud af at jeg rummer meget mere end jeg troede.. Fordi jeg aldrig havde taget frygtens vej før.

fra_amanda_til_aura_kvinderudenfilter


Da jeg kom hjem igen kunne jeg endelig mærke stolthed og kærlighed til mig selv, og jeg følte alt spire i mig på ny. Jeg fik en mere positiv og håbefuld tankegang. Jeg stod op for mig selv når jeg følte mig uretfærdigt behandlet. Jeg gav slip på min sorg over tabet af min seneste kæreste, der havde spøget i næsten et år - med en tillid til livet og tro på, at noget andet og bedre ventede mig i fremtiden. Og jeg følte mig uovervindelig. Jeg havde besejret min største frygt, og nu var der intet i verden, jeg ikke kunne klare. Hold nu kæft, det var et fantastisk sus. Jeg er så stolt over at den lille, usikre, indadvendte, bange pige tog det kæmpe spring, og gav mig det sind jeg har i dag. Jeg tør, kæmper, begærer, LEVER.

Således havde jeg udviklet mig fra Amanda, jeg blev døbt som, til Aura, der 1,5 år senere officielt blev mit nye navn.

Kærlig hilsen,

Aura

0 0
Feed