​Grand Canyon

- det smukkeste som jeg har set, nogensinde.


Efter en vild oplevelse i Vegas tog vi en omvej hjem for at se Hoover Dam og Grand Canyon.
Grand Canyon West ligger blot 2 timers kørsel fra Vegas, og Hoover Dam er på vejen, så det passede perfekt!

Hoover Dam blev bygget fra 1931 - 1936 og er opkaldt efter Amerikas 31. præsident: Herbert Hoover. 

Dæmningen ligger på grænsen mellem staterne Nevada og Arizona, og blev bygget for at kontrollere Coloradofloden, der i starten af det 20. århundrede stod for massive oversvømmelser. Dæmningen blev bygget under den amerikanske Depression, så mange arbejdere rejste langt for at deltage i projektet - mange rejste med

deres familie.

Det tog 16.000 arbejdere og håndværkere at bygge dæmningen og 96 mænd omkom under selve konstruktionen. Derudover døde flere af varme eller kulilte forgiftning, mens hundredevis at kvinder og børn omkom af sygdom.

Dæmningen er 220 meter høj og 200 meter tyk ved dæmningens fod. Den er enorm og et imponerende bygningsværk at se på. Dæmningen er den 18. højeste i verden, og er bygget så den buer, selvom at den egentlig ikke har brug for det. Dæmningen er så tung, at den sagtens kan modstå trykket fra Coloradofloden, men designerne mente, at folk ville føle sig sikrere, hvis den var buet.

Dæmningen står ved Black Hill i et smukt klippelandskab og udsigten fra dæmningen er utrolig smuk. Det er klart et besøg værd, for at opleve sådan en konstruktion er noget særligt. At tænke på alle de mennesker, der dengang skulle til for at bygge dæmningen, og at det lykkedes, er ufatteligt!

Det skal siges, at der er MØGVARMT ved Hoover Dam. Det var lige før at vi løb ud og kiggede, tilbage i bilen for at få aicorn, ud ad bilen igen for at kigge, og tilbage igen.

Da vi havde set Hoover Dam kørte vi videre til Grand Canyon. Vi ville besøge Grand Canyon West.
Her ligger en turistattraktion, som hedder Skywalk. Vi havde dog ikke tænkt os at gå ud i Skywalk, da vi heldigvis var blevet advaret mod denne turistfælde. At vi ikke var blevet advaret mod at Grand Canyon West er ejet af den indianske Hualapai stamme er en anden sag..

Hualapai stammen har simpelthen spærret vejen op til Grand Canyon West. Du bliver ledt ind på en parkeringsplads, og hvis du vil videre, så er det med bus eller helikopter (vi valgte naturligvis hurtigt helikopterturen fra). Nanna havde oplevet dette i andre områder af Grand Canyon, og var ved godt mod - disse busser var nemlig normalt gratis. Fair nok. Men nej. Hualapai stammens pris for at komme op til Grand Canyon var intet mindre end 59$ pr. person. Det tager 12 minutter i bus
at komme derop. Vil man ud på Skywalk koster det et yderligere beløb. Det var lidt en træls overraskelse, da man i mange andre dele af Grand Canyon netop kan komme gratis op til kløften, men det ville være endnu værre at vende om. Nanna og Leon blev nede ved receptionen og butikkerne. De har været i Grand Canyon før, og har årskort til Grand Canyon Nationalpark. Men de sagde, at de klart ville anbefale mig at tage turen - for det ville være utrolig smukt. Turen ville tage os 3 steder hen, og det var det hele værd for os.

Skywalk er, som navnet nok lidt afslører, en buet glasbro, som man kan komme ud og gå på i Grand Canyon. Det er en dyr turistattraktion. Jeg kan godt se det spændende ved at gå på en glasbro, over en næsten 2 km dyb kløft, men der er et par ting, som man skal være forberedt på. Som nævnt ovenfor betaler du først 59$ for at komme op til Skywalk - herefter skal du betale for at komme ind på Skywalk. Derefter får du kun 15 minutter på broen sammen med en masse andre mennesker. Du må ikke tage billeder derude, men kan købe billeder, som er taget på broen af fotografer fra Hualapai. Det blev et “nej tak” fra mig. Jeg havde det ganske fint med at stå lige ved siden af broen og kigge ned i samme kløft - og tage masser af billeder.

Når alt dette så er sagt, så er Grand Canyon det smukkeste jeg har set. Det er simpelthen så svært at forklare med ord, og det er nærmest endnu sværere at tage billeder. Jeg fik taget nogle fantastiske billeder - men de er stadig ikke lige så “WAUW”, som Grand Canyon er. “WAUW” var vitterligt hele bussens reaktion, da vi ankom.

Grand Canyon er ikke bjerge, men en kløft som er skabt af Coloradofloden. Man ved ikke præcist hvornår Grand Canyon blev skabt, men man mener at Grand Canyon er ca. 70-80 millioner år gammel. Coloradofloden var for millioner af år siden en kæmpe flod, som har eroderet sig vej ind i Canyon. Så kløften man ser og oplever er resultatet af Coloradoflodens arbejde gennem mange millioner af år, og idag er floden meget lille - man kan slet ikke fatte at det er dén, som har skabt hele dette vidunder.

Grand Canyon er ca. 446 km lang og mellem 900 - 1.800 meter dyb. Bredden svinger mellem 9 og 26 km. Det er svært at få disse forhold ind i hovedet, med mindre man har stået der. Grand Canyon er enorm, og du føler dig som en lille myre, når du står derude. Det er virkelig en omvæltning at se sådan et naturfænomen, og som sagt var det alle pengene værd. 2 ud af de 3 busstop var udsigtspunkter over Grand Canyon. På det første udsigtsstop stod vi netop ved Skywalk og Eagle Point. Der gik security rundt og sikrede, at man ikke kom alt for tæt på kanten. Der er nemlig de såkaldte “Death Winds”, som er hårde vindstød, som snildt kan skubbe dig udover kanten, hvis du står for tæt på. Vi oplevede vindstødene, og det er ikke for sjov.

Ved det andet udsigtspunkt var der mulighed for at kravle op på en af kløftens toppe. Det gjorde vi selvfølgelig, og det var ret hårdt og en smule tricky. Bagefter tænkte vi over, at det faktisk kan gå grueligt galt, for ved dette udsigtspunkt er der ikke security, du har ikke nogen form for seler eller udstyr på, når du kravler, og det hele er egentlig uden opsyn. Klipperne kan være glatte, der ligger løst grus, som man let kan glide i, og det hele foregår jo altså på toppen af en 2 km. dyb kløft.
Derudover kan der selvfølgelig være skorpioner, slanger og edderkopper under de løse klippesten, som du tager fat i, når du kravler. Det var en fantastisk oplevelse at kravle lidt rundt i kløften, og udsigten fra toppen var så smuk. Det var heldigvis først bagefter, at vi kom i tanke om den risiko, vi lige havde løbet. Puha :-)

Jeg er så glad for, at vi betalte beløbet og tog bussen derop. Jeg har rigtig svært ved at skrive og fortælle om Grand Canyon. Man skal bare selv prøve det.

Grand Canyon var det sidste stop på vores mini tur i USA. Herefter gik turen tilbage til San Diego, hvor vi havde det sidste døgn, før vi tog hjem fra den vildeste ferie, jeg har været på indtil nu. Jeg må sige, at den del af USA, som jeg oplevede overgik alle mine forventninger. Jeg tænkte tit op til ferien, om det nu også var så fedt i USA? Svaret er JA, det ER så fedt!

0 0
Feed