Hende som står tilbage alene

"Du er sød og dejlig - men ikke lige kæreste potentiale"..


Kender du det? At få af vide at du er pisse sød og dejlig at være sammen med – meeeennn desværre bare ikke lige kærestepotentiale??? Eller som sådan også venindepotentiale.. 
Det kender jeg desværre alt for godt…. Og det er jeg så træt af…. Jeg er pissetræt af at være hende du kommer til for at få hjælp, trøst, et kram, en snak, lidt sex (altså ikke veninderne), en skulder at tude ud til, men straks vender du mig ryggen, når du finder noget der måske kunne være en kommende kæreste, eller en ny veninde, eller når du som var min veninde pludselig får en kæreste.
Så er jeg ikke god nok længere, så behøver du mig ikke længere, og du interesserer dig ikke det mindste for hvordan jeg har det.
Jeg er træt af at jeg står tilbage igen igen igen og føler mig frastødt, fravalgt, alene, ensom og efterladt, som det skrald du smed ud i går…..

Når du forlader mig, og måske ikke engang gider sige pænt farvel, eller tak for denne gang, så står jeg tilbage med et sønderrevet hjerte og et forgrædt ansigt.. Men du ser det ikke, fordi du for længst er videre i dit liv, og er lykkelig med de nye veninder eller din nye kæreste….

Du fik alt fra mig, mit kærlighed, min åbenhed, min ærlighed, mine kram, mine tårer, min opmærksomhed. Jeg satte alt til side når vi var sammen og troede at det gik begge veje.. Men jeg var åbenbart kun hende som du kunne bruge mens du var mest nede, mest sårbar og mest af alt havde brug for en stærk person til at beskytte dig, lytte til dig, måske trøste dig og give dig det du havde mest brug for, for at kunne komme stærkere ud i livet og dernæst vende rygge til mig….

Og nu sidder jeg så tilbage forladt igen, vraget igen, og tænker jeg gjorde det igen..
Jeg åbnede mig op, Jeg gav min kærlighed til et andet menneske. Jeg gav min opmærksomhed til et andet menneske der havde brug for mig i nuet.. Men nu hvor Jeg har rigtig meget brug for hende eller ham… så er der ingen. Der er ingen der ser mine tårer, der er ingen der ser min ensomhed, der er ingen der ser at Jeg har brug for et kram, en snak og en skulder, som Jeg nu kan græde ud ved. Så jeg tager mit happyface på og lader som alt er helt perfekt, og går ud i livet med smil og overskud, og hopper op på hesten igen. For ingen gider jo være venner med en der er trist og ked, og har brug for et kram – vel ?
Og så håber jeg på at jeg denne gang finder nogle nye venner/veninder og måske en ”kæreste” som jeg kan regne med… Håbet om at det skal lykkes er der stadig, men for hver gang jeg render ind i en sådan veninde, eller en sådan ”måske-kunne-vi-blive-kærester”-person, så ryger håbet længere og længere ned.

Men under mit happyface gemmer sig en sårbar, ubeskyttet, blød og usikker pige, som ikke længere tror på at det lykkes og når hun kommer hjem, græder hun og tænker over hvorfor, at det skal være sådan, når det eneste hun ville var at elske, danse, grine, leve og være glad !!!!!

0 0
Feed