Husk den pause, din..

pause. Jeg håber at alle lytter efter egen krop, og tager det her break..


Kan jeg holde mit tempo? Mange bekymrer sig på mine vegne. Måske gør jeg endda selv i ny og næ.

Jeg kører i et ret højt tempo. Jeg har altid noget at se til. Selv når jeg ikke synes jeg har nogen planer - så har jeg det bare pludselig alligevel. Jeg er heller ikke så god til det der med at sige nej.
Det har aldrig været nemt for mig - for man vil jo gerne hjælpe hvor hjælpes kan.

Jeg har altid tænkt, at jeg ikke er typen der kan blive ramt på psyken. Stress osv. - nix, det er slet ikke mig. Men jeg havde for lidt tid tilbage lidt kvaler… Det må jeg indrømme.
Min søster blev ved at sige at jeg skulle gå til lægen - men jeg er ikke så god til det der med at nogen skal sige at der er noget galt med mig..

Jeg tog til lægen og jeg tog den skide test..
Jeg tror ikke at den kunne have bonnet meget værre ud end den gjorde - og hun mente at jeg kunne være på randen til det ene og andet… Jeg kan nærmest ikke få mig selv til at skrive det - men synes hun sagde noget med dep.. depri… ss.. Ahh lige meget. Det ikke for mig.
Hun kan tro alt det hun vil tænkte jeg..

Men jeg måtte nok erkende jeg ikke var helt på toppen.
Jeg sov dårligt.. fik lidt ondt øverst i brystet.. synes mine vejrtrækninger kunne være tunge at få igennem, osv.

Jeg kom et par gange oppe ved lægen, hos hendes sygeplejersken som udøver akupunktur.
Jeg blev lagt til rette på en briks og fik et tæppe over mig.. Der blev tændt for musikken.. Nogle stille og rolige toner, stress less lignende toner..
Hun satte nogle nåle hist og her, som vist skulle være afslappende… Min opgave var at lade kroppen falde helt til bunds i madrassen, lukke alle andre lyde ude end de stille toner, og bare slappe af..
Jeg havde lidt svært ved ikke at lytte til hvad der foregik ude på gangen.. Men jeg blev ved at minde mig selv om de lyde, som var de eneste jeg skulle høre..
Jeg tror faktisk at jeg faldte lidt hen..
Jeg skulle ligge i en 25 min. tid med dem - nålene, og jeg synes tiden forsvandt, for pludselig kom hun ind og sagde, Nå Rikke - kunne du slappe af?

Det var et rart break og jeg gjorde det nogle gange..
Og synes egentlig at jeg fik det bedre .. Ikke pga. de par gange - men det kom ligesom bare..
Og jeg glemte alt det lægen havde sagt..

Jeg tænker stadig, at det med at blive ramt på psyken, ikke sker for mig.
At det slet ikke er mig - men...
Sandheden er bare, at det jo kan ramme hvem som helst - selv det stærkeste stål, kan vise sig svagt.
(Det er meget vigtigt lige at slå fast, at jeg ikke mener at jeg eller andre er 'svage', for at blive ramt - ovenstående er udelukkende en metafor - og det er stålet som her hentydes til)

Jeg er helt okay nu... Men jeg er bevidst om, at jeg er travl, at jeg har meget at se til - og at jeg byder mig selv meget.
Så jeg er opmærksom på mig - og jeg er nok den som skal være det, mest af alle.
Jeg er heldigvis god til at lytte til mig...

Så jeg håber at alle lytter efter egen krop, og tager det her break engang imellem - for det tror jeg vi alle har brug for i ny og næ.
Væk fra hverdagens stress og jag, børn og mand - job og projekter og hvad der ellers kan være…
Det kan være at sige 'fuck det', til vasketøjet - eller 'fuck det' til opvasken - og bare smide sig på sofaen til en god film.. Eller det kan være at gå en længere tur med hunden end man plejer... Hvad som helst. 
Bare, pause..

Jeg tror at jeg i den nærmeste tid, vil smide nogle stressless toner på - og smide mig på ryggen midt på stuegulvet - for hvorfor ik'....



Kærligst Rikke

0 0
Feed