Hvor intet vover

Engang sprang jeg. Uden line og uden forbehold. Jeg sprang. Og bad til at mine vinger ville folde sig ud i faldet.


Hvor intet vover intet vinder, hedder det vist.

Inden afsættet til frit fald arbejdede jeg som projektleder i en international virksomhed. Jeg havde ansvar, skønne kollegaer og fordelagtige arbejdsbetingelser. Og jeg fik udfordringer, bonusser og rejser rundt i hele verden. Jeg elskede det. Ubetinget. Min arbejdsdag var sjælden triviel. Jeg kløede mig i håret hver dag, og holdt min korporate nysgerrighed intakt. Jeg navigerede ubesværet i politiske strømninger og dækningsgrader, og lod mig aldrig skræmme af de mange mørkeblå jakkesæt i min frontlinje. Jeg tog mig selv i at smile når et højtestimeret slips med veltrimmet overskæg godkendte mine projektplaner og anerkendte min tekniske skriblerier. Og jeg grinede med de blå slips, når de stimede sammen på gangen, og fortalte røverhistorier om en sheik, et beduintelt og en milliardkontrakt. Det var en skør, skør verden. Jeg drak bobler på bonede gulve i Rusland, smæskede lammekebab til storstilede afrikanske events, og deltog i pompøse kontraktceremonier i den arabiske nat. Og jeg elskede hvert sekund. Det var et eventyr.

Et ufatteligt eventyr.

Så hvorfor sprang jeg, tænker du nok. Og ja, der findes ingen bedre forklaring end at jeg farede vild. Jeg mistede retning, udsigt og orientering. Jeg husker at jeg stod midt i et fyldt konferencelokale i Vietnam og kiggede rundt på de mange blåslipsede pingviner med blanke skosnuder og tilbagestrøget hår. Og jeg kunne ikke kende dem fra hinanden. De var blevet en homogen masse. Jeg huskede at deres samtaler om forespørgsler, tilbud og kontrakter pludselig lød som meningsløse høje skrig. Og så blev der stille. De mørkeblå røster skrattede svagt i min øregang. Jeg husker at jeg stod der, og følte mig mere alene end nogensinde før. På trods af at jeg ofte dedikerede mere end 60 ugentlige arbejdstimer til netop dem. Det var paradoksalt at jeg følte mig mere og mere ensom des mere jeg socialiserede med dem. Jeg følte mig ikke hjemme mere.

Eventyret var pludselig mere trist end det var eventyrligt.

Jeg trak mig fra konferencelokalet. Jeg havde brug for at trække vejret uden at indånde økonomisk overflod og svinedyr eau de cologne. Jeg flygtede ud på en strand i smukke Danang. Der var mørkt og ubefolket, og den eneste lyd jeg kunne høre var bølgebrus. Jeg satte mig i sandet med en dugkold øl, og overvejede mit næste træk. Det stod helt klart for mig at dette ville blive min sidste formålsløse forretningsrejse. Jeg kunne ikke mere. Jeg havde mistet mig selv i mit arbejde. Jeg trak vejret dybt, og følte den friske asiatiske luft forvandle mig fra handlingslammet lemming til handlekraftig frontløber. Jeg gav slip. Sagde op. Og så mig aldrig tilbage. Og sådan gik det til. På ganske få øjeblikke forlod jeg kantineordning, frynsegoder og fast indkomst, og sprang direkte ud i frihed, hudløshed og uvished. Med hovedet først. Foran mig ventede et eventyr. 


Et ufatteligt eventyr.

0 0
Feed