​Hvorfor elske kaos?

Indtil videre har jeg fortalt om at alt er godt…

Jeg har fået behandling, jeg er i gang med en helingsproces og jeg er i stand til at kigge rationelt på mine følelser. Så hvor er det kaos, som jeg har valgt at navngive denne her blog med? 


I dag er et godt eksempel på hvordan at der stadigvæk er dage hvor jeg virkelig oplever at følelser og mad stadig ikke arbejder alt for godt sammen. Men at jeg dog har en større forståelse for hvorfor de er så tæt forbundne, og at jeg ikke er helbredt, men på vej.

I går aftes fik jeg sen aftensmad, altså som i kl. 21. Jeg havde svært ved at spise i går aftes, da jeg kom hjem fra arbejde ved 19-tiden, og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg overspringshandlede! Jeg tog ikke direkte hjem fra arbejde. I stedet cyklede jeg ned i byen for at se om der var noget spændende på det madmarked, som var annonceret på Facebook. Jeg har fået en interesse i at lave mad fra bunden, som jeg ikke har haft før, som helt klart har været god for at få det bedre. Men mere om det i et andet indlæg.

Madmarkedet var efter min mening skuffende. Et lidt for simpelt udvalg og jeg følte mig på ingen måder inspireret til at købe noget i de fem boder, som var stillet op. Kan det kaldes for et marked!? Nå! Men måske handlede det også en lille smule om at jeg var i gang med at overspringshandle og det kunne ikke aflede mine tanker.

Jeg endte i Fakta lige ved siden af. Og hold nu op hvor fik jeg vendt mange varer i den butik! Og jeg ved udmærket godt hvorfor… Min hjerne var klar til en overspisning! Jeg var træt, sulten, menustrations-blødende og i fuld gang med, slet ikke at mærke hvad min krop prøvede at råbe op om. Jeg kan ikke forklare hvad der gjorde at jeg ikke ”bare” handlede ind til en overspisning. Men måske er det at jeg ret ofte gentager for mig selv: ”Min hjerne styrer ikke mig! Det er mig, der styrer den! Jeg spiser ikke på mine følelser! Jeg spiser for at få energi!” Således endte jeg med at købe, hvad jeg har brug for.

Og nu gik det lige op for mig hvorfor jeg valgte på trods af fortsat kaos at sætte mig ned og skrive det her blogindlæg. Det bliver tydeligt! Min hjerne kan ikke narre mig, når jeg skriver!

Nå, men det blev til sen aftensmad. Jeg kan huske, at jeg faktisk var glad for, at jeg endte med at spise aftensmad, selvom jeg tog et langt tilløb til at få den lavet. Heldigvis havde jeg rester fra dagen i forvejen, som bare skulle varmes. Lige dér redder min planlægning af mad mig, hvis jeg skulle have været i gang med at kokkerere, så kan jeg kun gætte på hvordan det var endt… Ingen aftensmad og lysten til en overspisning havde virkelig fyldt mine tanker så meget, at jeg er i tvivl om jeg havde kunnet stå imod…

Sen aftensmad, en krop som var træt efter en tidlig udendørstræning og i fuld gang med at bløde… Velkommen forbandet dårlig nattesøvn! Jeg drømte hele natten. Vågnede flere gange, hvor jeg lige måtte have lidt luft og finde ud af, at det bare var en drøm og ikke virkelighed. Det er længe siden jeg har prøvet det og det var heller ikke et decideret mareridt, men bare lige lovligt virkeligt!

Jeg skal spare jer for detaljerne – Det er lidt ligesom feriebilleder. De eneste der gider se på billederne - er fotografen som har taget dem!

Men sammenkogt gav det mig en følelse af at kæmpe for noget, som er svært og forhindringerne på vejen, vil jeg gerne finde en måde at flytte mig fra. Så morgenen startede med at jeg var meget eftertænksom og desværre også irritabel.

Inden kl 10 havde jeg bedt den første om at lade mig være i fred! Min plan var at tage på studiet for at skrive på min opgave, men den ændrede jeg til nedrullede gardiner og dynen ind på sofaen. Jeg gad ikke ud! Og jeg gad slet ikke se på andre mennesker! Og alligevel holdt jeg mig i et eller andet omfang kommunikerende med H, som er en af mine nærmeste og som jeg faktisk kan være 110% ærlig overfor omkring hvordan jeg har det.

MEN! Det er ikke hans ansvar, at jeg har det godt! Jeg oplevede at mine gamle strategier satte ind. Jeg havde lyst til at diskutere med ham, være dybt urimelig og samtidig have omsorg og forståelse retur. Sådan hænger verden bare ikke sammen. Jeg var spydig… Hvis jeg nu siger, at det ikke var et af mine bedste øjeblikke i forhold til, at det er en som jeg faktisk holder rigtig meget af, så er det nok meget rigtigt. Det er komplet urimeligt at forvente af en anden, at de skal være tankelæsere, og samtidig spørge ind til noget, som de ikke har den fjerneste idé om overhovedet eksisterer. Hvis I vil se kaos, så var det sådan jeg oplevede dét lige dér. Jeg ville så gerne nås, men jeg var SÅ bange for at vise den sårbarhed der skal til, så var det nemmere at skubbe ham væk… Eller i hvert fald gøre et forsøg på det.

Jeg mødte på job efter det og så frem til at jeg hele eftermiddagen kunne slå min forstyrrede hjerne fra. Bare være til, fordi jeg skulle og samtidigt være i et professionelt selskab. Virkede det? Naaah… Jeg kunne mærke at mit teflon-lag var væk! Jeg fik sendt H. en besked inden arbejdet for alvor gik i gang…

”Tak for dig, når nu jeg godt ved at jeg er urimelig” :-*

Jeg kan ikke sige at jeg havde dårlig samvittighed, men jeg havde brug for at sige højt at jeg stadig har en forståelse af hvordan jeg kan opfattes. Og hvorfor være urimelig overfor nogen som vil én noget godt? Tja… Det er vel fordi man mærker bedst sig selv, når det betyder noget. Og jeg genkendte et gammelt mønster med, at min egen hjælpeløshed skal gå udover nogen, som jeg i bund og grund er tryg nok ved kan holde til det. Her! Tag min afmagt! Det er absolut ikke særligt smukt og jeg skammer mig over at den kom til overfladen…

På vejen hjem besluttede jeg mig for at skrive dette indlæg. Da jeg lukkede døren bag mig til mit hjem og jeg var helt alene, græd jeg. Jeg satte mig ned og mærkede efter hvad min krop har prøvet at fortælle mig hele dagen…

”Se mig, elsk mig og hold mig! … Helt indtil jeg er færdig med at gøre modstand!”

Og det er først nu jeg forstår, at det har den råbt op om hele dagen og nok også igår. Jeg er nød til at kigge på min ugeplan igen, for jeg skal ikke have flere dage som denne. Så der skal rykkes rundt på de planer jeg har, for ellers når jeg ikke weekenden uden at have en overspisning. Elskede Kaos.

Min telefon er nu resten af aftenen sat på ”Forstyr ikke”. Det handler udelukkende om at den ikke skal i brug igen, før jeg er færdig med at passe på mig selv og har fået mit teflon-lag tilbage, hvor jeg kan skille tingene ad.

BUM! Jeg går op og lægger mig, Hans Christian!

Tak fordi du læste med.

Kærligst, Heidi

0 0
Feed