​I krig og kærlighed

Et kys og så stod det lysende klart! Min tindermødom var taget

– og mine onlinedage var talte.


Mit behov for at swipe i vildskab forsvandt som dug for solen efter mødet med Tindersoldaten. Da vi, som to flagrende teenagere, kyssede farvel i vinterkulden spurgte jeg Tindersoldaten selvsikkert om han havde lyst til at kysse mig igen på et tidspunkt. Han sagde ja, forseglede løftet med et kridhvidt smil, og to minutter efter vores farvelkys modtog jeg en kæk sms hvori Tindersoldaten tilbedte sig mit selskab hurtigst muligt. Jeg gik hjem med et smil på læben - forundret over hvor valsende let der var at gennemføre Tinderspillet. Matched. Sealed. Delivered.

De første par måneder med Tindersoldaten var magiske. Og eksplosive. Tindersoldaten var kemisk komponeret af både tryllestøv og dynamit. Han var umulig at blive klog på. Hans uforudsigelighed voksede i dynamisk trit med min fascination af ham. Vi så hinanden meget. Vores kemi var nærmest overnaturlig. Tindersoldaten bekræftede mig aldrig med komplimenter, men hans berøringer fik mig til at føle mig kvindelig og sexet som aldrig før. Tindersoldaten rørte mig instinktivt når jeg var inden for hans rækkevidde. Han kunne ikke få nok af mig, og jeg overgav mig til ham som det mest naturlige i verden. Selvom Tindersoldaten ikke komplimenterede mig med ord, bildte jeg mig selv ind at hans berøringer var komplimenter nok i sig selv. Tindersoldaten kunne godt være lidt hård i retorikken. Jeg vænnede mig hurtigt til at sætte omvendt fortegn ved alt hvad han sagde, for hvis jeg ikke gjorde det, så fremstod han både fornedrende og uhøflig, og det matchede slet ikke mit billede af ham. Jeg gik meget op i at se pæn ud når han kom på besøg, og jeg sørgede for at opvarte ham med lækker hjemmelavet mad. Tindersoldaten lignede altid en der nød både synet, og smagen, men han sagde det aldrig. Og hvis han gjorde var det med ord som hvorfor har du klædt dig sådan ud eller tænk at sådan en som dig kan finde ud af at have mad. Tindersoldatens ord var altid blottet for ironi. Og det var altid op til mig at fylde hullerne ud med regnbuer og sommerfugle.

Efterhånden som vores uger sammen blev flere og flere forandrede Tindersoldaten sig fra gådefuld godte til mystisk mandsperson. Hans ord blev mere og mere sårende. Han blottede sjældent det fine hvide smil. Og jeg gav gradvist mere og mere afkald på mig selv. Tindersoldaten opførte sig besynderligt. Den ene dag holdt han mig helt tæt. Og dagen efter holdt han mig i strakt armslængde. Han var ikke længere min glade og kække kysseprins fra Botanisk Have. Tindersoldaten anstrengte sig ikke længere for at være charmerende. Han kaldte mig tyk. Uintelligent. Og uinspirerende.

Tindersoldaten satte ofte spørgsmålstegn ved min intelligens. Han afkrævede mig konstant svar på samfundspolitiske emner, og lige meget hvad jeg svarede, så havde han et svar der var mere værd. Og så hånede han mig, og kaldte mig naiv. Han ville gerne snakke om de danske styrkers indsats i Kosovo, Irak og Afghanistan, og han bad mig finde svaret på dilemmaer, som ikke havde et åbenlyst facit. Han målte mit værd ud fra irrationelle ligninger som han selv opstillede, og ikke selv kendte svaret på. Han begyndte at dyrke krig. Og som modsvar dyrkede jeg kærlighed.

Jeg kunne sagtens gennemskue at de sårende ord ikke handlede om mig. Og jeg forsikrede ham dagligt om, at han kunne kalde mig alle dårlige ting i verden uden at det nogensinde ville påvirke min selvfølelse. Jeg fortalte ham at jeg var bedre end det han gjorde mig til. Og jeg troede selv på det. Det meste af tiden. Det drænede mig dog at oversætte alle hans tarvelige ytringer til søde ord. Hvorfor tilbragte han så mange timer sammen med mig, hvis det ikke var fordi at han inderst inde var vild med mig? Han bragte mig ud af rationel fatning. Jeg lod ham nedværdige mig, så han kunne få det bedre med sig selv. Men den opgave var ikke uden omkostninger. Og indimellem knækkede filmen, og så råbte jeg at jeg ikke ville være hans støttepædagog. Men størstedelen af tiden var han upåvirket. Jeg kunne ikke ramme ham, som han ramte mig. Det var altid hit and miss.

Lidt efter lidt krakelerede Tindersoldatens facade. Han kunne ikke holde sin hverdag sammen. Droppede sit arbejde. Og sine studier. Men han drømte store drømme, og retfærdiggjorde hans hovedløse beslutninger med at han var skabt til noget større. Han var et besynderligt paradoks. Han havde selvtillid så lille som hans ego var stort. Når jeg besøgte ham var det i en indelukket lejlighed med skrald, kaos og nedrullede gardiner. Han stoppede med at soignere sig. Han rørte ikke ved mig på samme måde som de første måneder. Nu rørte han mig af nød. Ikke af lyst. Ofte gav han udtryk for at han væmmedes ved intimitet. Og jeg lod ham fravælge min krop i samme moment som jeg tillod ham at fortære min livsglæde. Jeg producerede energi til to personer. Og fik på intet tidspunkt noget igen. Jeg holdt fast i mindet om Botanisk Have, som var det det eneste minde jeg nogensinde havde gjort mig fortjent til.

Tindersoldaten havde PTSD. Og det kunne min kærlighed ikke ændre på. Det blev klart for mig efter seks måneder. Mine energidepoter var udtømte. Jeg frygtede for min sikkerhed. Og for min sunde fornuft. Jeg husker at Tindersoldaten en dag kaldte mig en kvindelig psykopat. Han forklarede sig med at han mente at jeg ikke evnede empati og næstekærlighed. Og jeg husker at jeg undrede mig over hvordan han kunne tænke sådan om mig - efter at jeg havde foræret ham min tålmodighed og min kærlighed. Og så huskede jeg tilbage på en sen aften, hvor jeg stod midt i hans rodede lejlighed iført fuld militæruniform fordi han forlangte det af mig. Det var et krav, som ikke var til diskussion. Da jeg stod der, husker jeg hvordan min sjæl kortvarigt forlod min krop, og hvordan jeg inderligt ønskede at slippe levende ud derfra når vanviden havde lagt sig. Han havde ryddet en firkant på det komplet kaotiske gulvtæppe og lagt alle sine medaljer og effekter fra udsendelser frem til parade. Og midt i virvaret stod jeg klædt ufrivilligt ud mens det var tydeligt at han blev tilfredsstillet af hans magt over mig. Hvem er så psykopat, tænkte jeg.

Den aften, hvor minutter føltes som dage, lod jeg ham nedværdige mig for sidste gang. Jeg havde ikke mere kærlighed tilbage. Og min rummelighed kunne ikke rumme mere. Jeg havde mistet mig selv et sted mellem Botanisk Have og Moder Theresa-gerningerne. Jeg forlod Tindersoldaten. Og så mig aldrig tilbage. For et brændt barn, som skyr ilden, er det ikke nemt at møde et flammende passioneret menneske. Og den erkendelse blev vores dødsstød. Tindersoldaten var en krig jeg ikke kunne vinde med kærlighed. Og derfra var der kun en vej tilbage…

Og det var op på Tinderhesten igen!

0 0
Feed