Jeg er mildest talt målløs.

Jeg blev udsat for hån og mobning - grundet nogle tanker som jeg delte.

Tænk at voksne mennesker ter sig sådan?


Igår, onsdag d. 31. august 2017 - kom et af Kvinderudenfilter.dks ugentlige indlæg på BT.dk. Det var et af mine indlæg - hvor jeg ligesom så ofte før, deler nogle tanker. Det var dette indlæg: Tynde kan ikke tage på.

En blogger hvis navn jeg ikke engang har behov for at nævne, vælger at lave et indlæg/et opslag på Facebook, hvor hun sviner mig til.
Hun slutter af med: Jeg synes, du skal smutte ud og købe dig en Snickers, æde den, måske endda få den lidt galt i halsen, og så skal du lukke røven for evigt på de sociale medier. For alles bedste.

Så kan i fornemme ‘stilen’.

Rigtig mange hoppede med på vognen i kommentarerne. Kaldte mig ting, svinede mig til og de var meget personlige.
Jeg kan godt tåle kritik. Men det så jeg ærlig talt meget lidt af?
Konstruktiv kritik. Det er helt okay, at man ikke kan lide min måde at skrive på. Det er også helt okay, at man synes at emnet er uinteressant osv.

Dem som jeg ikke forstår, det er alle de som håner mig og sviner mig til. De må have det svært selv, siden at de kan få noget ud af det. Tænk at bruge sin energi og tid på den slags?
Jeg er mildest talt forarget over at voksne mennesker ter sig sådan på nettet.

Mange af de kvinder som svinede mig til har børn. Ligesom at jeg selv har.
Jeg sad og tænkte igår - hold kæft hvor er jeg glad for at min søn ikke er stor nok til endnu, at kunne sidde og se på Facebook hvordan at mor bliver svinet til.
Men det er da aller højst alarmerende, at de kvinder - som håner andre, og sviner andre til på nettet - altså til offentlig skue, har et ansvar for at videregive nogle ordentlige værdier til deres børn. Det synes jeg er frygteligt rent ud sagt. Hvad er det mon for nogle værdier som de giver videre? ..kan man spørge sig selv.
Jeg skriver ‘kvinder’ - da der var meget få mænd som deltog i ‘heksejagten’.

Jeg kan grine af mange af udtalelserne. Eksempelvis:

“Dumme kælling. Du har ingen empati!”

"Kors hvor er hun intetsigende..... Bliver ærligt talt lidt flov over at være navnesøster her ….”

"Kampørler lige”


Den slags uintelligens giver jeg ikke meget for. Og den slags kommentarer var der rigtig mange af.

Så er der dem som sidder og digter lidt til selv. De er lidt sjove også. For at skabe pointer og fastslå at jeg er uden situationfornemmelse og andre dårlige ting, så kommer der pludselig ‘historier’ som: "Jeg er pisse træt af mine grimme knæ og sygt nede over min dårlige kondition - men jeg har da pli nok til ikke at brokke mig til min kammerat der er lam fra livet og ned efter en ulykke…”

… ja joh det giver da mening, bare ikke her - fin historie, men det er ikke Min historie?!

Så er der dem som mener at jeg burde have noget mere at gå op i. Det siger de uden at kende mig. Lad os regne med at én som har sådan nogle ordinære tanker, ikke har andet indhold i livet. Flot.
Det er også dem som alligevel lige bruger lidt ekstra tid på at læse om mig. Så bliver det, at jeg er mor og har en søn bl.a., hevet ind i det.
Det er simpelthen over grænsen. I det hele taget oplevede jeg rigtig mange personlige angreb - fra mennesker som intet kender til mig, udover det de lige kort læste sig til.

Så er der dem der håber at jeg kløjes i min chokolade - så nu skal jeg komme til skade, fordi at jeg har skrevet et indlæg der ikke lige fangede alle? Det bliver svært nogensinde at lykkes som blogger, fortfatter, journalist, musiker osv., hvis man skal formå at lave noget, som falder i alles smag. Det er jo ofte et holdnings spørgsmål - og her kan vi heldigvis ikke alle være ens. Det giver dog ikke ret til at svine nogen til, at håne eller andet.

Jeg er målløs over folks måde at agere på. Jeg er målløs over at folk på den måde, går ind og bliver personlige. Jeg forstår ikke de der konkluderer en masse på egen hånd - for at understøtte ellers udmærkede pointer, men som bare ikke hører hjemme?!
Hvad blev der af at forholde sig kritisk til tingene - deraf stille de rette spørgsmål - som måske kunne give et mere retmæssigt billede?

Sidst vil jeg sige, at jeg er IKKE blogger hos BT. Jeg er blogger hos Kvinderudenfilter.dk, som er et kvinde univers hvor ALLE tanker og følelser er velkomne, små som store. Og heldigvis er det sådan, at rigtig mange kan nikke genkendende til det skrevne - fordi at vi er mange forskellige slags kvinder som deler derinde. Og de der ikke kan, de kan finde ud af at scrawle forbi - uden at håne og mobbe.
Vi har et samarbejde med BT, hvor nogle af vores indlæg kommer ind og ligge på BT.dk - og det er vi rigtig glade for.

At negligere andres følelser og tanker, fordi at de ikke matcher vores egen måde at tænke på, det synes jeg er snæversynet.
At håne og mobbe offentligt - det synes jeg er foragteligt.

0 0
Feed