​Jeg forstår det ikke..

..jeg forstår det simpelthen ikke. Hvordan kan jeg være blevet så dårlig til at aflæse folk?

Jeg formår simpelthen ikke at få min hjerne til at forstå det.


Jeg sidder her 34 år gammel, mor til 2 og har prøvet flere ting i mit liv, hvor af de færreste kun rammes af en, i løbet af livet. Offer for mobning, datter af alkoholiseret far, skilsmissebarn, offer for overgreb, partner til en depressiv mand, fået to børn med hver deres udfordringer og sygdoms forløb, og nu fraskilt efter kun knapt 2 års ægteskab.

Og nu sidder jeg her og tænker; nu troede jeg for da helvede lige det begyndte at gå godt…..
Jeg burde da efterhånden bare have lidt fornemmelse af verden omkring mig….

Den følelse var den første som ramte mig, da, ham jeg troede jeg elskede og skulle dele livet med, gik fra mig og syge børn, og efterlod et tomrum i mit liv.
Et tomrum, som efter et stykke tid blev til et spørgsmålstegn, og senere til en åben dør.


Og nu, hvor jeg står i min åbne dør, klar til resten af livet, har jeg lyst til at sende et takkekort.
Ikke bare til ham som gik, men også til hende han gik til. Et takkekort til ham, som på hans helt uventede, og helt ”forkerte” måde trådte i stedet for. Til hende, som stod forrest, når jeg stod for skud i skolen. Til min far, som har vist mig, hvad jeg ikke skal her i livet. Til min mor, som har rummet og favnet livet, min bror og jeg. Og ikke mindst til mine skønne, til tider møgirriterende, unger.
Til alle dem, og alle dem indimellem.

Sådan skrev jeg en dag for 3 år siden
Nylig fraskilt, fyldt med masser af tanker og overvejelser, og med lyst til at fortælle.
Når jeg i dag kigger mig i spejlet, ser jeg en voksen kvinde, som nærmer sig midt af livet, men når jeg ser på verden igennem mine øjne, ser jeg den med ung piges glæde.
Det føles som om jeg først lige er startet.

Lysten til at skrive og fortælle er her stadig, så her er det takkekort, jeg startede på for 3 år siden.
Jeg skriver ikke for at pege fingre, men for min egen skyld, fordi tanker bedre forstås, når jeg får dem ud gennem fingrene
Jeg skriver for at dele fortællingen om livet som det har været, som det er og som det bliver i fremtiden.

Hvert kapitel, i denne online roman, vil tage udgangspunkt i det jeg mindes, oplever og inspireres af.

<3 Helena


Helena har sin egen blog, som hun kalder Kæreliv

0 0
Feed