blogindlæg, kvinderudenfilter, rikkes blog, mor blog, at være mor, gudmor blogindlæg, jeg skal døbes, døbes som voksen

​Jeg skal sgu døbes!

Fader vor, du som er i himlen... og så kan jeg ikke huske mere.


Jeg skal døbes. Og ikke fordi at det er et ønske, men fordi at min kære veninde ønsker at jeg skal være gudmor til hendes dejlige lille søn. Ønsker... Nej måske hun egentlig beordrede det? Men det er okay, for det vil jeg gerne gøre for hende - det vil jeg gerne være for ham.

Jeg er ikke troende. Det er det jeg altid har sagt. Jeg er ateist!
Men da telefonen ringede igår kl 20:30, og det var præsten som skal døbe mig på søndag som ringede, fik det tankerne lidt igang.
Hun er en sej præst - meget nutidig, om man vil.

Hun spurgte mig: Rikke, hvad er det du mener at du ikke tror på?

Mig: Jamen jeg tror ikke på historier som Adam og Eva, jeg tror ikke på etiketter som Gud og Jesus - jeg bryder mig egentlig ikke om at kalde det noget. Og skulle alt være blevet skabt på 7 dage? Nej..
Jeg tror på at der er et eller andet imellem himmel og jord - noget vi ikke kan forklare, og jeg har ikke behov for en forklaring.


Præsten: Okay, jamen så er du jo troende Rikke. Du tror jo på at der er et eller andet derude.
Nogen kalder det Gud, andre kalder det noget andet. Man man kunne også kalde det en kraft eller en energi. Er det så vigtig egentlig hvad vi kalder det? Er det vigtigt med de gamle myter, historier - som står skrevet i det gamle testamente?


Mig: Næ, det er det vel ikke.
Præsten: Noget helt andet er Rikke, at det jeg egentlig rigtig godt kan lide ved Kristendommen, det er at alle er lige. Alle anses for ligeværdige. Og alle har ret til næstekærlighed. Det synes jeg er en smuk tanke, synes du ikke?


Mig: Jo da, det er bestemt en smuk tanke.

Præsten: Okay. Så kunne vi ikke aftale at det er det du tænker, at du siger ja til, når jeg på søndag stiller dig de forskellige spørgsmål? Om du vil opdrage i kristen tro, er jo i overført betydning et spørgsmål omkring din næste-kærlighed, til dette lille barn - og det at du siger ja til at tage ham ind og rumme ham, og give ham kærlighed - i det tilfælde at hans forældre ikke er der mere.

Mig: Og det vil jeg gerne sige ja til!

Så var der lidt afsluttende sludder. Men jeg har det bedre med det nu. Jeg er mere okay med det nu. For jeg ved at jeg er i stand til at rumme et barn mere, deres dreng. Jeg har masser af kærlighed at give af.

Sagen er den, at jeg som 13-14 årig, sagde nej til at blive konfirmeret. Som den eneste i hele klassen, sagde jeg nej - fordi jeg ikke ønskede at stå og 'lyve' inde i kirken. Og sige ja til nogle ting, som jeg følte ville være en løgn, hvis jeg gjorde.
Så det har ligget i mig virkelig længe..
Nogle mere end andre, har nok behov for at kunne henholde sig til noget. Noget eller én specifik at kunne ligge visse ting over på.
Det er bare ikke mig - men jeg har absolut intet imod troende - slet ikke. 

Men med den 'nye vinkel' på det, er jeg nu klar til at få sjasket vand i hovedet på søndag!
Nu skal jeg sgu være gudmor.

0 0
Feed