​Jeg VIL bare ikke…

… Fedme-opereres! Jeg har i mange år levet med..

..et hul i maven, hvor alle mine følelser blev parkeret. Et hul, som gjorde at på overfladen, så alt fint ud. 


Det er dét hullet handler om. Udenpå ville jeg være den bedste og den dygtigste til ALT!

Som I er blevet præsenteret for, så har jeg en spiseforstyrrelse kaldet BED. Jeg har i mange år vidst at der var noget galt med mit forhold til mad, men jeg har tænkt som de fleste: Luk munden, let røven og kom i gang med at tabe dig!

Det er jeg nu langt klogere på, for jeg kommer ALDRIG til at skulle på slankekur! Mit liv, frem til for et halvt år siden, har været præget af mit besværlige forhold til at håndtere mad og følelser. Jeg har haft kedelige lægebesøg, som har handlet om depression, stress og angst og jeg har været dér, hvor jeg var overbevist om, at det var et vilkår, som jeg var nød til at leve med uden at det ville blive bedre.

Heldigvis fik jeg ikke lov til at blive i troen.

Jeg oplevede min læge være magtesløs i forhold til de tilbud, han kunne give mig for at få det bedre.

”Du kan blive fedme-opereret? og få lykkepiller, når du synes det er for svært at kæmpe imod?”

Det var de forslag jeg havde at vælge imellem.

Mit svar var: ”Men det kurerer jo ikke mine tanker? Det skal jeg ikke! ”

Og så startede en ny rejse!

Jeg forsøgte på egen hånd, at komme spiseforstyrrelsen til livs ved at tabe mig 50 kg på under et år. Jeg var sikker på at løsningen var, at når jeg blev slank, så ville mit hoved være lykkeligt. Det blev det absolut ikke. Jeg talte grimt til mig selv, hver gang jeg kiggede mig i spejlet. Jeg ville ud af den krop jeg hadede så meget. Jeg glemte mig selv og skubbede mine nærmeste væk, som i små øjeblikke kunne se, at jeg havde det dårligt. Jeg lukkede dem ikke ind og slet ikke i mine inderste tanker. Mit liv var stadig kaos, ensomt og selvhadet levede uforandret.

Da jeg efter vægttabet lavede verdens længste madorgie og tog 30 kg på igen i løbet af et par år, så besluttede jeg mig for at dét her liv… Har jeg ikke lyst til at leve! Jeg har lyst til, at det skal se anderledes ud!

Jeg kontaktede Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og blev skrevet op til gruppebehandling mod tvangsoverspisning. Jeg var ked af at føle mig alene og jeg trængte til hjælp, til at forstå hvorfor gør jeg det her? Og er der en vej ud af det? Det blev starten til dén forandring jeg nu har lyst til at dele med jer, samt hvad der er foregået forud for den.

Jeg har valgt at dele denne rejse, fordi jeg har lyst til at fortælle andre i samme situation, at der er hjælp at hente! Der er hjælp, som gør dig til din bedste ven og ikke din værste fjende – Og det er muligt at få et godt forhold til mad, uden at spise på sine følelser. Samtidigt, så håber jeg, at ved at jeg vælger at åbne op for hvad der i virkeligheden foregik og stadig foregår mellem ørerne på mig, kan være med til at fjerne noget af den berøringsangst vi har, for at tale om at være svært overvægtig. Vi skal holde op med at tro at det forsvinder, ved ikke tale om det og vi skal have meget mere hjælp til dem der ligesom mig, tror at de er helt alene om at have det sådan. Det er de ikke!

Men Heidi, du skal ikke på slankekur, men du har en personlig træner? Ja! Det har jeg fordi jeg har brug for én som holder mig motiveret i en sport jeg elsker! Valget af ham, var på ingen måde tilfældigt, men det kommer jeg til at fortælle jer mere om i et andet indlæg. Og så elsker jeg styrketræning! I januar besluttede jeg sammen med en veninde, at jeg næste år gerne vil deltage i Nordic Race 2018, sammen med hende. Det kommer bloggen også til at handle om.

Så her kommer tanker om min hverdag og de udfordringer, der følger med, når kaos er det, jeg kender og skal lære at vende det til gode strukturer hvor jeg kombinerer studie, job og fritid sammen med de redskaber, jeg har fået i min behandling. Jeg vil gerne blive rigtig god til at mærke, hvad jeg har brug for.

Så jeg får min nattesøvn, og samtidig gerne vil smile til hende, jeg ser i spejlet, og elske hver dag hvor jeg er på rette vej.

Velkommen til! <3


Kærligst, Heidi
0 0
Feed