Jeg vil forstå!

Det er det værste hvis ikke jeg gør! Jeg kan ødelægge..

..mig selv fuldstændig på - "ikke at forstå". Det er faktisk forfærdeligt. Jeg ønsker svar på alt. Det kan man bare ikke altid få. Der hvor jeg tit bare burde give slip og lade det ligge, bruger jeg alt for meget krudt på at søge de svar, jeg aldrig får. 


Det er uden tvivl det værste jeg ved. Hvis jeg enten ikke synes at tingene er fair - eller hvis det bare ikke giver mening for mig. Eksempel; En mand fortæller mig, at han elsker mig noget så højt. Han fortæller mig, at han er forelsket i mig - han fortæller mig, at han oplever nye sider af sig selv når han er sammen med mig. At jeg får ham til at føle, som han aldrig har følt før. Han siger, at jeg er det bedste menneske han kender - at han ikke troede det var muligt at få sparket benene væk under ham, før han mødte mig! Hvordan kan sådan en mand ikke have nosser nok til, at sige farvel til hvad han har - når jeg rører ved alt det i ham?
Når det er mig der vækker nye sider, mig der har sparket benene væk under ham? Det kan jeg ikke rigtig forstå. Og når jeg ikke forstår, bliver jeg ked af det - jeg bliver gal! Mine følelser sidder uden på tøjet og der skal ikke særlig meget til.


I en situation som den, burde jeg ret hurtigt have sagt; "Så fuck ham hvis han ikke kan tage sig sammen og vælge livet sammen med mig, så er det bare ikke ham jeg skal være sammen med". For ser I - jeg ved udemærket hvad der er rigtigt og forkert. Jeg kan bare ikke! Når tingene ikke giver mening, så har jeg så svært ved at give slip.

Hvordan lærer man så det? Jeg har virkelig ikke svaret. Er det bare sådan jeg er, eller er det en kvinde ting? Når man godt kan mærke på sig selv at man bliver ødelagt indeni, man sover dårligt om natten, man får ondt indeni, ondt i maven - hvorfor så ikke hive sig selv ud af den ulykkelighed?
Det kan bare være virkelig svært.

0 0
Feed