Lukket som en bog

En følelsesmæssig lukket bog, der ikke længere kan holdes lukket



Følelsesmæssig lukket bog, tænker du nok?

For at kunne forstå dette udtryk til fulde, bør jeg nok starte med at fortælle lidt om mit følelsesmæssige liv før aborterne og graviditeten.

Jeg har aldrig været det mest positive menneske i verden og i den sammenhæng, heller ikke personen som græd foran andre, var åben om mine følelser eller i det hele taget typen, der fortalte hvis jeg havde det svært. Følelser har for mig altid været et emne, som skulle holdes for sig selv og havde man brug for at græde ud, så gjorde man det alene, så andre ikke kunne se den svaghed. Selv hvis veninder eller familiemedlemmer græd, fandt jeg det meget ubehageligt og vidste egentlig ikke, hvordan man skulle håndtere en grædende person – eller for den sags skyld, trøste en person i tårer. Det var mildest talt akavet for mig og det gjorde jo ikke just, mig som person, mere varm og åben.

Det var så svært for mig, at jeg heller ikke græd foran Jakob, hvis jeg ganske enkelt kunne undgå det. Før graviditeten har han nok kun set mig græde omkring 5-10 gange. Og vi snakker altså her over en årrække på +/- 10 år. Det var bare så pinligt for mig, hvis han opdagede det eller så mig i den følsomme akt.

Dog er der heldigvis sket en ændring i takt med at livet blev hårdere i form af tre ufrivillige aborter og nu vores kærlighedsbarn i vente. Da den første abort hændte, tog jeg det overraskende pænt den første måned. Jeg var glad, afklaret med at det var naturens gang og egentlig meget tilfreds med min livssituation. Hold nu kæft, hvor var jeg blank i den periode! Efter den første måned, ramte hammeren og jeg røg helt ned i kulkælderen. Jeg græd, var depressiv og havde det ganske enkelt svært. Alt det jeg havde brugt så mange år på ikke at gøre foran Jakob, gjorde jeg nu hele tiden – 24/7. Jeg græd. Meget. Det var en hård tid, men i sidste ende kom jeg op igen. Dette gentog sig dog de efterfølgende to gange, jeg også aborterede, men i takt med sorgen der ramte om og om igen, opbyggede jeg også en facade, som gjorde mig mere klar og tilfreds udadtil.

Ved den sidste abort, vendte jeg det hele til at jeg ikke ville have børn, så det egentlig var godt nok at aborten skete og jeg begyndte langsomt at flygte. Flygte fra hverdagen og flygte fra Jakob. Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme og tanken om at være alene med ham, gjorde det kun værre, for trods min facade og forsvarsmekanismer arbejdede på højtryk, så mindede han jo mig trods alt om alt vi havde været igennem. Det stod faktisk på i ret lang tid og jeg havde det godt, så længe flugten var i gang.

Det der dog sker når man flygter fra sine følelser, er at de i sidste ende i kan holdes nede længere og derfor haler ind på dig. Så kort inden min 27-års fødselsdag, ramte det hele som en mur. Jeg var fanget. Kunne ikke flygte nogle steder længere for der var ingen steder at flygte hen – der skulle bearbejdes nogle ting nu. Først manifisterede det sig som en krise over min alder. Ja, jeg fik en 27-års krise! Sgu da alt for tidligt at have kriser over alderen i den alder. Anyway, det gjorde jeg. Da jeg så kom over den, stressede jeg over Jakobs alder (31 år). Og til sidst gik det op for mig, hvad problemet i virkeligheden var – de ufrivillige aborter. Følelser for det sidste år, havde nu indhentet mig og gjort mig opmærksom på, at jeg skulle håndtere dem – det kunne jeg bare ikke. I hvert fald ikke alene.

Jeg begyndte derfor i terapi og begyndte at bearbejde mine følelser. Følelser om abort, kommende graviditet, forhold, forældre og mine kontrol issues (dem tager vi en anden gang). Et helt liv, som aldrig havde været bearbejdet og pludselig skulle åbnes op for. Trust me, det er en mundfuld uden lige og man har nok flere problemer, man ikke lige anede, var et problem.

Jeg har nu fundet ud af at følelser er en fantastisk egenskab vi mennesker har. Selv de negative. De beskytter os nemlig og styrker os på måder, vi ikke selv forstår når vi har dem, men senere i livet sætter pris på. Det er ikke en svaghed at græde, men nærmere en styrke og evnen til at lukke folk ind og inkludere dem i dit følelsesmæssige eventyr, er en ganske unik gave. Det har ikke været nemt for den pessimistiske kvinde her, men hvis der er noget man ikke kan styre i en graviditet, ja, så er det følelserne. De sidder uden på tøjet og du græder sgu næsten over alt. Jakob nyder at jeg græder så meget og synes det er sødt – alternativet? Ja, det var jo den følelseskolde, som aldrig viste hvordan hun havde det, uanset om det var glæde eller sorg.

Så tag imod det din hjerne og dit hjerte fortæller dig og lad dem tage styringen engang imellem. Du bliver overrasket over hvor godt det føles at være i kontakt med dig selv og hvordan du har det.

Kærligst Tatjana

0 0
Feed