Min iværksætter..

..historie. Jeg tror på at jeg selv skal skabe min fremtid!

Mig? 34 år kvindelig iværksætter med 3 børn med en tro på, at hun selv skal skabe sin fremtid! 


Jeg er hende, der lyttede godt efter, når underviserne på mit fysioterapeutstudie gentagende gange sagde: "I skal selv ud og skabe jeres jobs!" Hvilket er tendensen indenfor mit fag, da hyppige besparelser i det offentlige og en højere økonomisk civilvelstand resulterer i dét, der i fagsprog kaldes "Health for sale" = flere ønsker selv at betale for kvalificeret sundhedsfaglig ekspertise. Jeg er tidligere uddannet indenfor virksomheds- og konceptstyring, dvs. leget med fag som indkøb, salg, ledelse, HR, logistik, produktion etc. Endte herefter på B&O som indkøbsplanlægger, hvor jeg sad på et kontor og rejste lidt rundt i verden. Men... Min røv var der simpelthen for meget ild i! Fysioterapi havde altid været en interesse uden helt at vide hvorfor. Jeg kiggede min mand dybt i øjnene og han nikkede. Ind på studiet med mig. Der kom da lidt 12 taller.. ja det gik faktisk ret godt. Jeg følte mig i mit es. Især når faget blev koblet med innovation, fremtiden, virksomheds opbygning osv. Gang på gang fik vi, de studerende, af vide, at vi skulle åbne øjnene for at skabe vores eget virke. Som dimitterende fysioterapeut med et 12 tal i hånd og baby nr. 3 i maven, gik jeg på barsel - hvilket jeg iøvrigt også gjorde undervejs på studiet med barn nr. 2! 


I Vestjylland hænger der ikke jobs på træerne, så med baby skiftevis på armen og i babserne gik jeg i gang med min lille markedsanalyse. Endnu en gang kiggede jeg min mand dybt i øjnene. Vi valgte, at jeg skulle tage springet! Kontrolfreak er mit mellemnavn, så jeg undersøgte ufattelig mange ting og min meget tålmodige sparringspartner talte jeg i tlf. med MANGE dagligt i månedsvis. En overgang så min bebs ham oftere end sin egen far! I min barsel hvor min mand også havde 2 mdrs. barsel forberedte vi således åbningen af min iværksætter virksomhed. Alt fra at indkøbe (dyre) maskiner, finde et passende lejemål, etablere renovations aftaler, videoovervågning, låsestyring, få NETS samarbejdet op at køre (alle der kender til NETS erhverv ved dette kan være ekstremt frustrerende), til medarbejdersignatur, til en masse andet virkelig forvirrende online styring, ja så arbejdede vi på højtryk med at få styr på DET HELE. 


ENDELIG: 1. dec 2014 åbner jeg Fys. & Fitness i Ringkøbing. Et motionscenter med mulighed for fysioterapeutisk behandling. Ringkøbing er en mindre provinsby i området, jeg var opvokset. Uden at vide hvornår jeg får løn, om jeg får løn osv. osv. Det er en satsning uden lige for en kontrolfreak som lille mig. Der var kun én konkurrent på markedet, som havde haft monopol stort set altid. Èn måned efter jeg starter, åbner endnu et center!?

Jeg koncentrerer mig om min egen biks og mine kernekompetencer. Både min lille forretning og jeg selv har heldigvis et godt rygte, og der har kun været fremgang siden. Jeg har siden da haft et år som anpartsejer i anden fysioterapivirksomhed i den by jeg bor i, men har for kort tid siden valgt at sælge denne andel og koncentrere mig om mig egen lille iværksætterbiks.


2 chefkasketter og 3 børn, ovenikøbet med lidt finurlige diagnoser, hænger simpelthen ikke sammen. Så nu passer jeg min biks, og er i fuld gang med at afdrage på den store kassekredit, som sådan et foretagende nødvendiggør. Jeg har 1000 ideer og skal beherske mig for at koncentrere mig om en af gangen. Jeg elsker at være min egen chef - selvom der ud af en 100 kr. seddel ikke er meget tilbage efter faste udgifter, skat og moms, så er det selvstændige liv yderst tilfredsstillende og meget fleksibelt med børn.


Venlig hilsen: Zazia Riis, fysioterapeut & ejer

0 0
Feed