Når sex fylder en..

..stor del i forholdet - er kærligheden så lige så stor, måske større?

Jeg tror det er svært at have et overordnet svar på. 

Jeg har været i forhold, hvor jeg uden tvivl elskede ham jeg var sammen med – men seksuelt havde jeg ikke det store drive.
Men så mødte jeg en mand.. Hvor der af årsager var lagt op til at dette kun skulle være sex.. og det var heftigt.. det var virkelig frækt – og han fik sider frem i mig, som jeg slet ikke havde udforsket på samme måde før. Jeg havde lyst til ham konstant! Jeg kunne spise ham hele tiden!!

Der kom følelser i det – og vi blev glade for hinanden.. meget.. men af samme årsag som gjorde, at vi startede ud med at sige det kun skulle være sex – samme årsag var der til, at vi ikke kunne få hinanden, blive kærester og dele livet sammen…
Jeg har aldrig i mit liv tror jeg, haft så ondt i hjertet før..
Den kemi vi havde, var fuldstændig sindssyg, den var sindsoprivende – fantastisk, og når ham og jeg var tætte – var jeg bare lykkelig.
Der var måske andre ting der gjorde, at vi ikke var det bedste match – i forhold til vores personligheder, interesser osv., men jeg fik det virkelig sådan, at hvis jeg kunne være tæt på ham hver dag, have ham oppe i mig hver dag – så ville jeg kunne overleve alt andet!
Er det så kærlighed?

Jeg kan i hvert fald sige så meget, at jeg virkelig følte jeg elskede ham.. alt ved ham! Og den kærlighed jeg så i ham, al den kærlighed og ømhed hans øjne viste mig – selv i hans berøringer, kunne jeg mærke han elskede mig, jeg var ik’ i tvivl! Og det gjorde ondt som én i helvede, at jeg ikke skulle leve mit liv sammen med ham.. Noget jeg stadig forbander langt væk i ny og næ, når jeg sidder og føler mig ensom og savner kærlighed…

Jeg har en udfordring nu..
Jeg stiler efter det samme! Jeg vil have det igen!! Jeg vil have alle de sider frem i mig selv igen, for jeg elskede det… Jeg elskede det han gjorde ved mig, det jeg fik lyst til med ham, den jeg blev med ham! Jeg vil have en jeg har lyst til på samme måde.. en jeg kunne spise hver dag, flere gange – bl.a. også fordi at jeg så ved, at jeg også ville have en meget lykkelig mand!
Jeg føler bare at det jeg havde med ham, var så unikt, at jeg ikke kan finde det med nogen andre – og er I klar over hvor deprimeret man kan blive af den tanke? Jeg sidder efterladt med tanken om, hvad helvede der skal til – før jeg kan komme videre! Er bange for at jeg har alt for høje forventninger….
Det er ved at være noget tid siden nu – og jeg møder da mænd osv., men jeg synes bare ikke at noget tilnærmelsesvis nærmer sig det jeg havde der? Så var der alligevel lige en der gjorde lidt…………….. men så fik han kæreste og kunne ikke finde ud af sig selv…Hold kæft hvor er der også bare mange forvirrede mænd der render rundt og ikke ved hvad de vil..

Jeg kender heller ikke skikkelsen på min næste kærlighed.. Jeg ved bare, at jeg er så parat til den!!

Mon der er andre der har prøvet noget lignende - nogen der har nogen erfaringer?

0 0
Feed