Østrig var en fest

Jeg er lige vendt hjem fra seks dage i Østrig. Mikkel og jeg

..skulle spille turnering og det så ikke helt nemt ud.

Sygdom havde været en stor udfordring hos Mikkel, og han måtte blive væk fra træning i halvanden uge. Derudover var turneringen var på et højere niveau end de turneringer vi normalt spiller. Vi har dog spillet en turnering i Irland i december på samme niveau, hvor vi alligevel nåede kvartfinalen. Derfor var mine personlige forventninger ikke høje - hvis vi kunne præstere at komme i endnu en kvartfinale ville det være toppen af poppen! Jeg var også med i damedouble, men her var lodtrækningen ikke nem. Jeg spillede sammen med Emilie - en anden mixpige. Vi tabte vores anden kamp til et velspillende par fra Chinese Taipei. 


En kvartfinale i mixdouble blev skiftet ud med en guldmedalje. Vi vandt hele turneringen. Det var virkelig fedt! Som sagt havde jeg slet ikke forventet det. Jeg var jubel lykkelig over at komme i semifinalen. Da jeg stod med en finaleplads med Kina som modstandere var mit ultimative mål at komme i tre sæt. Så da vi vandt den sidste bold var jeg både overrasket, chokeret og glad på samme tid. Mit “sejrsbrøl” blev da også til et yderst pinligt, forkrampet og skingert hyl - ligesom når en teenagepige møder sit største idol. Og det blev naturligvis vist på østrisk TV og livestreamet på YouTube. Fantastisk.

Lørdag nat blev der fejret, og vi lærte på den hårde måde at Panodil ikke kan købes i Wien om søndagen, fordi alt har lukket. Og i Wien lufthavn sælger de tilsyneladende ikke Panodil… Så det var en yderst behagelig hjemrejsedag. Vi gik også glip af en omgang sightseeing om søndagen, fordi vi valgte at fejre sejren lørdag nat. Jeg ville gerne have set mere af Wien - det virkede virkelig til at være en rigtig smuk by. Det er ikke altid at vi skal spille i storbyen, så det handler om at udnytte chancerne. Men vi havde en fest, vi fik vores første Challenge turneringssejr og det var det hele værd!

I denne uge skal den have fuld gas på arbejdet - for allerede i næste uge skal vi afsted igen. Denne gang skal vi forsvare vores titel i Portugal, som vi vandt sidste år. Og hvor jeg dog håber at der er varmt i Portugal! Det danske vejr er decideret sørgeligt!

Jeg håber at i allesammen har haft en skøn start på ugen!

- Mai

0 0
Feed