blog indlæg, blogindlæg, kvindeblog, kvindeunivers, blog, dansk blogger, dansk blog

​På intensiv afdeling.

Et simpelt indgreb, udviklede sig til en tur på intensiv afdeling.


Det er mandag idag. Og det har været nogle hårde dage - en hård weekend.
Min storesøster skulle på hospitalet i fredags og have lavet et mindre indgreb. Et simpelt indgreb.
Men da hun vågner begynder hun at få det skidt. Hun stopper til i hovedet - bliver snottet - og får svært ved at synke.
Hun kan mærke at noget ikke er som det skal være. Hun har fået noget som hun ikke kunne tåle.
Vi spørger ind til hvad hun har fået - og det viser sig, på trods af at det står højt og tydeligt i hendes journal - at hun har fået et preparat, som hun ikke kan tåle.

Herfra gik det galt..

Det blev værre. Hun fik svært ved at synke, da hun lukkede til nede i halsen. Hun begyndte at få mange kramper - og vi stod på hver hendes side og forsøgte at afhjælpe kramperne i hænderne.
To læger, én anæstesi sygeplejerske, og 4 sygeplejersker var der nu..
De ville ind med kamera og se - altså nede i halsen på hende, for at se hvor lukket hun var. De prøvede flere gange - men det var for svært for hende at holde ud.
Så de besluttede sig for at lægge hende til at sove - således de bedre kunne komme ned at se med det kamera.
Vi blev nød til at gå til side nu. Vi blev vist ud i ventelokalet - og fik afvide at der ca. ville gå en halv time.

Der gik en hel time..

Vores tålmodighed slap op. Vi gik ind for at spørge til hende. Og fik af vide at hun lå på intensiv afdeling..
Det gav et gip igennem kroppen.
Hvad skete der? Hvorfor er hun der? Skulle I ikke bare ned og se med kamera?

En læge kom ud for at tale med os. Vi satte os, meget alvorligt må jeg tilføje - ind i et "pårørende samtale lokale".
Aldrig er jeg stødt på en læge, som talte så langsomt! Og som var så længe om at komme frem til pointen. Det var ret frustrerende.
For her sidder vi som pårørende og tænker; hvad helvede er der sket?? Lægen lignede ærlig talt én som skulle til at fortælle os noget forfærdeligt.
Nå - men langt om længe kunne hun fortælle os at vores søster var på intensiv afdeling, da de valgte at intubere hende - altså ligge et rør ned i halsen på hende, i tilfælde af at hun skulle hæve mere i halsen.
Dvs. at hun lå tilkoblet en respirator - for en sikkerheds skyld.

Igen gav det et gip igennem kroppen. En respirator!

En respirator er hurtigt noget som man kommer til at forbinde med noget ganske frygteligt.
Og hvorfor kunne den læge ikke have startet ud med at sige; ‘I kan være helt rolige - det er en sikkerhedsforanstaltning, i skal ikke være bekymrede’. Så havde man da lige kunne trække vejret lidt..
Nå, men hun fik meget sovemedicin - således at hun gerne skulle sove sig igennem ubehaget.
Vi fik lov at komme ind og se hende, og der ramte det os lidt ekstra. At se vores søster tilkoblet en respirator. Det var ikke sjovt.

Samtidig var vi bare så gale og sure over at det overhovedet kunne ske! Hvem hulen var det som havde "taget chancen" - som min søster havde overhørt imens hun var dopet, og givet hende noget som der stod hun ikke kunne tåle?
Hvem gør sådan noget?

Hun skulle "holdes sovende" hele natten. Man ville gerne vente til lørdag - og se efter igen, om hævelsen havde fortaget sig, inden man begyndte at vække hende…
Heldigvis så det okay ud. Stadig lidt hævet - men ikke noget at være bekymret for. Så de begyndte at slukke for sovemedicinen og hun vågnede stille og roligt. De kunne først fjerne røret i hendes hals, efter at hun var vågnet - fordi at de skulle sikre sig at hun selv begyndte at trække vejret som hun skulle igen.
Tænk engang, at en maskine havde trukket vejret for hende hele natten. Det er simpelthen så ubehagelig en tanke.
Men hun var god. Det kom lige som det skulle, og hun trak vejret selv. Hun var meget omtumlet og forvirret og blev rigtig ked af det, bl.a. da hun fandt ud af at det var lørdag.
Det er jo klart. Meningen var et simpelt indgreb og så hjem et par timer senere, fredag.

Hun lå på intensiv afdeling hele den dag.


Hun sov on and off - og var meget træt. Ventetiden for os var ret hård. En anden familie græd og græd, og det virkede som om at de skulle sige farvel til én de havde meget kær. Det hele var ret ubehageligt og trist at overvære. Det var rent ud sagt et hårdt miljø at befinde sig i, en hel dag igennem.

Overlægen kom og snakkede med os. Os og så min søster. Han fortalte os om hele forløbet - hvad de havde gjort og hvorfor. Lige præcis dén læge, han var fantastisk! Fyldt med empati, situationsfornemmelse og meget mere. Det var ham der havde taget sig af min søster hele tiden. I hvert fald efter at nogen havde ‘taget en chance’. Dér overtog han, og gudskelov for det.
Han beklagede meget hele sutuationen. Han agtede at tage det meget alvorligt og gå videre med det, og det er vi glade for.
Den slags burde slet ikke kunne ske.

Min søster kom på en anden stue den aften, uden for intensiv. Hun skulle være der til søndag da hun stadig var ret medtaget. Altså virkelig træt. Men igår begyndte hendes hånd og arm så at gøre ondt. Den var meget hævet - og hen ad aftenen begyndte den at blive meget rød også. Det er lidt uklart endnu, om det er endnu en allergisk reaktion, eller om der er gået infektion i den. Men hun tager det så fint det hele.
Hold nu kæft for en omgang - for at sige det mildt.

Nu er der taget blodprøver - som vi afventer svar fra - vi håber meget, at hun kan komme hjem idag.

Og så tænker jeg og håber jeg, at vi tager en laaaang pause fra de hospitaler her. Nu gider jeg ikke mere!

0 0
Feed