Rejser og refleksioner

Selvom det snart er tre år siden, så bor Tanzania stadigvæk lige..

..under huden på mig. 


Kroppen glemmer aldrig. Det var hårdt at være sygeplejerske i Tanzania. Benhårdt. Og ret forfærdeligt. Men jeg var selvfølgelig også glad over at være så privilegeret at kunne tage ud og opleve verden vendt på hovedet. Tanzania er et fantastisk sted. Landet er farverigt, rummeligt, sanseligt og vidunderligt. Der er smil over land. Og kærlighed i en grad sjældent set.

Måske så jeg lidt flere nuancer fordi jeg arbejdede i Arusha - på lige fod med de lokale. Måske var det lidt mere voldsomt at rette ind under forfærdelige forhold, der var så anderledes end derhjemme – frem for at være på turistrejse med badebillet og skyklapper.

Jeg vil gerne dele endnu et rejsebrev med jer. Jeg skrev det en aften hvor jeg var udmattet, frustreret og træt. Og nok allermest trængte til et stort knus hjemmefra. Jeg husker det som den aften, hvor den tanzaniske virkelighed ramte mig for alvor.

Onsdag den 20. august 2014
Når traditioner vejer tungere end uddannelse

Afrika bliver skørere og skørere. Men samtidig også skønnere og skønnere. Hver dag hernede er af en vældig udefinerbar størrelse. Og egentlig burde jeg have trukket vejret meget mere. Og indåndet hvert et sekund i en lidt dybere vejrtrækning end hvad jeg gjorde. Men faktisk glemte jeg at trække vejret. Jeg havde alt for travlt. Med alt for mange ting. Og snart er eventyret slut. Og jeg føler allerede at jeg har glemt alle de skønne ting jeg har været del af. Og søvn fik jeg heller ikke meget af.

Mine dage hernede er lange. Jeg udfordres på min evne til at sige nej. Min evne til at arbejde under pres. Mine sociale kompetencer. Min evne til at få 24 timer i døgnet til at blive til 30. Og ja, så udfordres jeg også lidt på min helbredsmæssige status. Men overordnet set overkommer jeg de fleste udfordringer. Smiler og håber at alt nok skal blive godt igen. Og at feberen aftager så jeg undgår karantæne i afrikansk lufthavn.

De seneste uger har jeg måtte forholde mig til død, uretfærdighed, og forventninger til faglig formåen der rækker langt udover menneskelig kapacitet. Jeg føler alt på en gang. Og forsøger at huske at have mig selv med i alle beslutninger. Helt rationelt. Med både krop og sjæl. Og det er ikke nemt. Jeg vænner mig ikke til den altoverskyggende følelse af afmagt når jeg står med endnu et dødt barn. Og jeg vænner mig ikke til at børn dør af helt basale omsorgssvigt – fra en personalegruppe som intet ansvar tager, og som ikke bekymrer sig fordi døden er lige så naturlig som livet. Og årsagen er ikke manglende uddannelse. De er virkelig dygtige praktikere. De har styr på teorien. De reflekterer bare ikke. Og de er ligeglade. Traditionerne vejer langt tungere end uddannelsen. Det er frustrerende. Og det gør ondt. For en sonde kunne have reddet et barn. Og en blodtransfusion kunne have reddet et andet. Det er standardprocedurer. Men her vejer de arbejdsbyrden op i mod gevinsten. De bruger ressourcerne på de ressourcestærke. Survival of the fittest. Benhård business.

Og skrigene gør ondt. Helt ind i det inderste af knoglerne. Skrigene fra alle de forbrændte børn. Som tredjegradsforbrændes i køkkenuheld. På de små legemer. Og i deres små uskyldige ansigter. Der er så mange af dem. De efterlades uden opsyn, og får væltet store gryder med kogende vand ned over sig. Eller glohed olie. Det er normalt. Så frygtelig normalt. Og hospitalerne fyldes med dem. Behandlingen er ubeskrivelig. På den helt forfærdelige måde. Og efterlader ar. På mor. Barn. Og mig.

Hvad der skræmmer mig mest er at det nærmest bliver normalt for mig. Jeg kan ikke gøre andet end at hjælpe selvom det stritter stærkt imod alt hvad jeg tror på. Og er uddannet til. Jeg kan vælge at sige fra. Eller jeg kan vælge at være med, og tro på at jeg trods alt gør oplevelsen lidt mindre traumatisk for både mor. Barn. Og mig. Jeg er med til at skrubbe, klippe, og skære død hud af barneansigter. De græder og skriger. Og skriger. Og skriger. De bløder. Kraftigt. Og får intet smertestillende. Vi er fire voksne mennesker om at holde dem. De vrider sig. Og udmattes. Anstrenger enhver lille knogle af deres to-årige krop. Traumatiseres. Og ignoreres. Men de burde jo lege. Og rutsje på rutsjebaner. Og blive kysset på. Og få læst godnathistorier. Det er så frygtelig uretfærdigt.

Jeg bliver bekræftet i at frivilligt arbejde ikke er for andres skyld. Det er helt aldeles for min egen. Jeg lærer meget. Bliver dygtigere. Og bedre til at reflektere. Og reagere. Men jeg ændrer ikke noget. Jeg gør ingen forskel. Jeg er en lille del af et forfærdeligt cirkus. Som jeg elsker og hader på samme tid. Men som forsætter med at være præcis lige så forfærdeligt når jeg er rejst.

Måske det er meget godt at Danmark venter lige om hjørnet. Jeg begynder at føle trang til et varmt bad. En skive rugbrød. Og et stort kram.

0 0
Feed