​Single pludder

og pladder, og trøstespisning. Dette skal tages knapt så alvorligt..

- altså trøstespisnings-delen..

Men her til aften tog jeg mig selv i at svare retur på en besked hvor der stod: Du har lige været oppe og træne og så spiser du chokolade?
Hertil skrev jeg bare: Ja, jeg trøstespiser over at sidde her i min noget så hyggelige stue uden en mand ved min side.
Og synes egentlig efterfølgende, at det lød en anelse ynkeligt. Nuvel….

Det går jo nok altså.. Jeg kan da sagtens klare mig selv.
Men .. det er jo jul, kærlighedens tid (siger man overhovedet sådan eller er det bare noget jeg har fundet på?)… og det har været trist vejr uden for hele dagen, altså ‘inde/hjemme-vejr’ - og lidt selskab havde været rart.
Og man byder jo ikke bare lige hvem som helst velkommen vel? For så var det jo nemt nok..

At være single har sine fordele..
Jeg bestemmer helt selv, så bestemmer jeg lidt mere og jeg har ingen at tage hensyn til, jeg kan udføre alle mine tossede idéer uden at nogen sidder med fornuftigheds-hatten på og ber’ mig overveje - og jeg kan ligge mig på tværs i sengen, og bruge BEGGE dyner, uden nogen brokker sig.
Men det har sgu også sine ulemper.
Jeg slæber som en sindssyg hver gang jeg handler. Når min søn falder i søvn i bilen på vej hjem, brækker jeg nærmest ryggen i forsøget på at bære ham op til 2. sal. Jeg laver al mulig lækker mad - med til én (foruden når jeg har min søn hjemme - men han er kræsen).
Jeg hygger som én i helvede med levende lys osv. - men kun med mig selv. Ingen nusser mig i håret og klapper mig i måsen når jeg går forbi… Jeg har et kæmpe hjerte, men ingen at kaste al min kærlighed efter, osv osv.

Jeg har nu altid været fan af, at være 2..
Det er bare ved at være et godt stykke tid siden, at jeg har prøvet at være det.

Jeg aner ikke hvilken skikkelse han kommer i, drømmeprinsen.. Jeg er nået dertil hvor det betyder knapt så meget, hvordan han er ‘pakket ind’.
Han skal kunne få mig til at grine og til at smile en masse.. Jeg skal kunne være mig selv 100% og jeg skal også kunne få ham til at grine, mest af alt fordi at jeg selv synes, at jeg er sjov, og hvis han så ikke synes det - ville det jo bare være pinligt...!

Jeg sidder her helt bevidst og ‘piner’ mig selv ved at sætte den ene romantiske kærlighedskomedie på efter den anden..
Jeg synes at kærlighed er fantastisk! At være forelsket i et andet menneske.. At mærke hvordan det både kan kilde og gøre lidt ondt i mavsen på én og samme tid nærmest..

Jeg har blandet følelser når jeg ser de film..
Jeg lader mig rive lidt med - og ønsker at noget som det, skulle ske for mig.. Den tilfældige kærlighed, overraskelsesmomentet som fejer benene væk under en - og den virkelighed det pludselig kunne være, at opnå en samhørighed på samme plan med et andet menneske..

Og så er der den anden del.
Det er den del hvor jeg sidder og skælder lidt ud og tænker (måske endda siger) - 'Årh det sker jo aldrig sådan noget i virkeligheden!' Alt imens jeg klapper min hund på hovedet, som altid sidder klistret op ad mig - og jeg tænker, det sgu godt nok - 'sådan her har vi det problemfrit, ikke?’ - Imens jeg kigger håbefuldt ned på ham, velvidende jeg nok ikke får et svar.
Og så slår han i øvrigt en skid og man tænker, nårh ja.. det er min virkelighed.

Alt dette imens jeg sidder og tygger mig igennem min ‘Anthon Berg chokoladeæske’, som jeg igår vandt i mandelgave, da jeg tilbragte juleaften med min skønne veninde og hendes mor’.

Hvad er det man siger?
Jeg har vist mere held i spil pt., end held i kærlighed..



Kærligst Rikke

0 0
Feed