Skilsmissebarn

”Vi prøver for deres skyld”

At opleve sine forældre blive skilt, er for mange børn og unge det værst tænkelige mareridt – og sker det, falder hele ens verden i grus. Sådan er det bare ikke altid. For mit vedkommende var det faktisk i mange af mine teenageår et brændende ønske, at mine forældre gik fra hinanden. Det kan måske lyde meget sørgeligt, og sørgeligt var det da også – men jeg kan også sagtens se det smukke i hele den lange proces.

Når alt var roligt i hjemmet og kærligheden og overbærenheden trumfede de daglige udfordringer, var det ret fantastisk at iagttage det bånd, der var mellem mine forældre. Nogle dage var det lutter idyl i vores skønne, orange hus, der lå langt ude på landet blandt mark og skov. Desværre var det bare ikke så ofte vi oplevede den idylliske stemning i de senere år. Ikke fordi jeg nogensinde var i tvivl om de elskede hinanden, for det vidste jeg de gjorde.

Deres individuelle udvikling i livet endte bare med at være for forskellig fra hinanden, og derfor gik de hver dag et lille skridt i hver deres retning, i stedet for at følges ad. Og det er også helt okay. Det er jo naturligt man vokser som menneske, og nogle gange vokser man fra personer, man troede man ville være tæt med altid. Der hvor jeg synes problemet opstår, er når forældrene tager et misforstået hensyn til børnene, og bliver sammen ’for deres skyld’, selvom man tydeligvis ikke fungerer sammen længere som par. Det er et farligt emne at begive sig ind på, og jeg vil med det samme også sige, at jeg ved alle situationer er individuelle – men nu taler jeg ud fra min egen erfaring.

Med fuld vished om deres store kærlighed, har jeg altså også brug for at give udtryk for alt det andet man opfatter, selv i en ung alder.. Al vreden, irritationen, frustrationen – og forventningerne de har til hinanden, som til sidst bliver næsten umulige at leve op til. Nu siger jeg det som det er. Det er et HELVEDE at opleve som barn. At høre alle de forfærdelige, nedladende ord blive kastet frem og tilbage mellem de to såkaldt voksne mennesker, der burde være et forbillede for en. At se den store kærlighed blive mere og mere barsk og så meget sværere at holde i live.

Det værste var at det til sidst virkede som om, de havde givet helt op og ikke længere kæmpede for at relationen skulle blive bedre – men at de stadig ikke var i stand til at tage den endelige beslutning om at gå hvert til sit. Alt imens de blev ved med at forlænge dette limbo, stod min 6 år yngre lillesøster og jeg så der. På sidelinjen og i skudlinjen på samme tid. Man bliver jo ikke kun ufrivillig beskuer af de mange negative scenarier mellem forældrene.

Man bliver også selv indblandet i skænderier, udsat for en snerrende tone samt anklager, der intet har med en selv at gøre. Vi hørte vores forældre fortælle os mange gange at det ikke havde noget med os at gøre, at det ikke var vores skyld, og heller ikke vores ansvar at løse noget. Men det bliver et barns ansvar hver dag at klare sig i krigszonen derhjemme, og at skulle håndtere at den trygge base ikke længere er tryg – for du ved aldrig hvornår du med en ”forkert” kommentar træder på en mine, eller får kastet en håndgranat efter dig når du træder ind ad hoveddøren.

Jeg skriver ikke disse ting for at give mine forældre dårlig samvittighed. Det har da givet os ”børn” nogle udfordringer, hvoraf nogle af dem stadig er passager på vores rejse – men både min søster og jeg ved de ikke var i stand til at gøre andet end de gjorde på daværende tidspunkt, og at de i situationen følte, de gjorde det rigtige. Det kom fra et godt sted i dem. 

Jeg ved også at alt der sker i livet på godt og ondt, er med til at støbe en som menneske – og det hele skete nok præcis som det skulle.

Min konklusion er bare blevet, at nogle gange skal man tage hensyn til hvad der er bedst for en selv, for at gøre det, der er det bedste for sine børn.

Kærlig hilsen,
Aura

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Aura Haurholm

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 6 kommentarer

  1. Per

    Hej Aura.

    Da jeg var omkring 30 år, fortalte en tante mig noget. Da min lillebror blev døbt, følte hun, at der var noget helt galt. At det var helt forkert, at mine forældre havde fået hinanden. De havde da været gift i 7 år.

    Jeg tænkte ikke over noget i løbet af barndommen, men efter at jeg flyttede hjemmefra som 17-årig, der mærkede jeg en stemning som optræk til tordenvejr, når jeg var hjemme på weekend. Da var jeg flere gange ved at skrige: ”Så tag da for HELVEDE at blive skilt, i stedet for at blive ved med at gå rundt på den her måde”. Jeg har aldrig hørt dem skændes, men det der konstante nærmest elektriske spændingsfelt.

    De blev først skilt efter 24 års ægteskab. Det var en psykiatrisk overlæge på sygehuset, som gav min mor ”ordre” på at gå hjem og blive skilt.

    Min mor fortalte senere, at hun var blevet i ægteskabet for vi børns skyld. Min mor fik invalidepension da hun var 42 år, fordi hun var slidt op fysisk og psykisk, og min far døde som 56-årig. Og jeg har stadig, som snart 70-årig, ting i mit liv, som helt sikkert stammer fra en opvækst i et hjem med en trykkende atmosfære uden særlig megen kærlighed.
    Jeg ved ikke, hvordan det ville være gået, hvis de var blevet skilt meget tidligere. Jeg ved ikke, om min mor havde undgået invalidepension. Og jeg ved ikke, om min far havde levet længere. Men de to mennesker har i hvert fald slidt gevaldigt på hinanden. Og jeg ved ikke, om mit liv havde været nemmere.

    Når jeg hører mennesker tale om at blive sammen for børnenes skyld, så får jeg en snurrende fornemmelse i hele kroppen. For det har i hvert fald ikke været en god oplevelse for mig.

    Hilsen Per.

    1. Aura Haurholm

      Kære Per,

      Tusind tak for din historie, det betyder meget for mig at du har delt den med mig/os her. Selvom vores opvækst og hvor vi er i dag, er forskellige fra hinanden, har det nogle ligheder – og jeg er under alle omstændigheder glad for at høre fra andre, at mit indlæg kan nikkes genkendende til. Det er selvfølgelig også trist, men det betyder det er et emne værd at snakke om, og dele med hinanden så vi på den måde kan få mere fokus på området.. For jeg har det som dig – at blive sammen for børnenes skyld, er bare ikke godt hvis det er den eneste grund man har tilbage.

      Man kan aldrig vide hvordan tingene havde set ud hvis andre valg var blevet truffet, men det er det smukke, finurlige og nogle gange skræmmende ved livet.

      Tak igen for dine tanker, Per!

      Alt det bedste.

      Aura

  2. Birgitte

    Kære Aura
    Dit indlæg er både befriende og hjerteskærende at læse. Befriende fordi det sætter ord på en sandhed, som ikke så ofte får plads – nemlig at børn har et helvede ved at være i en familie, hvor forældrenes indbyrdes hakkerier eller uudtalte spændinger påvirker dem HELE TIDEN. Jeg kan undre mig over, at nogen voksen forestiller sig, et barn ikke opfanger den slags.

    Når man påstår at man bliver sammen for børnenes skyld, så er det et dække over, at man ikke har rygrad til at tage sit liv og sine forhold og beslutninger på sig, og stå ved, hvad man selv kan mærke. Børn er bekvemme at lægge ansvaret over på, og det er i realiteten det, mennesker gør, når de bortforklarer deres eget manglende mod med “hensynet” til børnene. Det er i realiteten et hensyn til sig selv, de tager. Det er ubekvemt at blive skilt. Det bringer en ud på dybt vand – man skal måske flytte, og hvad med økonomien? Og godt nok er hverdagen med ægtefællen ikke så hyggelig, men i hvert fald er den kendt. Og det ukendte er ikke så rart.

    At se ægtepar, der så at sige “har givet op”, samtidig med at de ikke lader sig skille, og som gemmer det bag undskyldningen om hensynet til børnene – det er svært at tage seriøst. Den allermindste forpligtelse man har, hvis man ved, der er noget galt, uden at man gør noget ved det (og det behøver jo ikke være at blive skilt, det kunne for eksempel også være at begynde at arbejde med forholdet), det er at erkende sin egen ulyst til at tage sine udviklingsmæssige opgaver på sig, bare som en begyndelse. Men det sker ikke. .

    Det er lettere at lade børnene bære det. Og det gør man så.

    1. Aura Haurholm

      Kære Birgitte,
      Jeg beklager det sene svar – har simpelthen ikke opdaget, at der var kommet flere kommentarer herinde.
      Du har så ret. At blive sammen er det lette, trygge valg – selvom man måske skal leve med en dårlig stemning – og børnene bliver desværre den undskyldning man giver sig selv. Frygten og det ukendte vinder desværre lidt for ofte, som du siger. Jeg håber det at tale/skrive om det, gør flere bevidste om hvad den handling kan have af konsekvens, for det/de små mennesker, de elsker allermest.. Tusind tak for din fine besked – jeg værdsætter så meget at du deltager i snakken ❤️

  3. Heidi

    Åh Aura.. hvor jeg kan genkende mig selv i det du beskriver.
    og hvor er det fantastisk du sætter ord på. For det mangler!

    Jeg har selv været den teenager der ønskede at mine forældre flyttede fra hinanden. Ønskede at de tog en voksen beslutning for deres egen, men også for min skyld.
    For det var så hårdt at navigere rundt i den tunge stemning der ret tit var hjemme hos os.

    Og som barn vil man nærmest gøre alt for at lappe på den stemning, så der er rart at være. Og det er jo ikke børns opgave – men vi tager den ubevidst på os.

    Jeg forsøgte selv at være mere sød, vise hensyn – ikke være til besvær. Noget jeg har taget med mig ind i mit voksne liv.
    Svært ved at sige fra og stå op for mig selv, hvis jeg føler min grænse er overtrådt. For jeg KAN bare ikke have dårlig stemning. Tænk hvis nogen blev sure…
    Det er helt sikkert en ting jeg har med fra min barndom.

    Mine forældre var og er stadig gode forældre. Jeg elsker dem og de gjorde det de troede var det bedste. Det bedste de kunne. Og de gjorde det af kærlighed til mig.

    Jeg er selv mor nu.
    Far og jeg bor ikke længere sammen.

    Jeg tog en beslutning efter flere forsøg på at fixe det. Bl.a. par terapi og mange, gode snakke.
    Men det gik ikke. Og det er sådan det er.

    Min søn skal ikke vokse op i et hjem med den stemning jeg gjorde. Han skal hellere lære, at det er OK at sige fra når noget bare ikke længere er det rigtige for én.
    At man ikke er en fiasko, et dårligt menneske eller forkert, fordi man må bryde med et menneske man var sikker på man ville elske for evigt.

    Jeg har hørt det er hårdt at være barn i en brudt familie. Men jeg ved af personlig erfaring, at det er også er hårdt at være barn i en familie der ikke længere fungere.

    Tak fordi du åbner for et følsomt emne Aura…

    1. Aura Haurholm

      Kære Heidi,
      Jeg er både glad for og ked af, at du kan genkende hvad jeg skriver. Du har tydeligvis taget din erfaring med dig i livet, og sørget for at søn ikke oplever det samme som du gjorde. Det er flot af dig at kunne bryde mønstret – for jeg tror desværre det lige så ofte sker, at man gentager sine forældres fejl. Godt for dig og godt for din søn at du kunne bruge den udfordring, du blev budt tidligere i livet, til at klare den næste. Det var selvfølgelig rigtig svært, men du har gjort det du følte, var det bedste for dit barn. Jeg ønsker jer alt det bedste fremadrettet! Mange tak for din dybe og ærlige kommentar – den betyder meget for mig ❤️

Skriv et svar