​Sukker? – Nej tak!

Men sig mig, er du ikke gravid? Jo, og netop der går det faktisk galt.



For en lille måned siden mødte jeg op hos lægen, fastende, kl. 08.00 om morgenen til den såkaldte glukosebelastningstest. Jeg har fået den ret tidligt i forløbet (uge 18), da størstedelen af min nærmeste familie har diabetes og derfor skulle jeg have en ekstra screening.

Hvad er glukosebelastning?


Glukosebelastningstesten foregår ganske enkelt hos lægen, hvor man som gravid møder fastende og drikker 75 gram sukkerstof blandet med vand. Herefter slapper man af i venteværelset i to timer, hvor man til sidst får målt sit blodsukker i en blodprøve og ud fra blodsukkerværdien, kan lægen så vurdere om man har graviditetsbetinget sukkersyge.

Torsdag den 16. marts

Testen for mig resulterede ikke helt som ønsket og jeg fik beskeden: ”Du har graviditetsbetinget sukkersyge”. Tak for det, kære krop og velkommen til de 2-3 % af gravide, som får netop denne konstatering. Jeg var sikker på at mit liv med kage og søde sager var slut og blev faktisk ked af det. Igen, her vidste jeg jo ikke ret meget om sygdommen og måtte nu gå i uvished i yderligere to uger før indkaldelsen kom fra sygehuset.

Fakta om forløbet

Når der fra lægen konstateres graviditetsbetinget sukkersyge, bliver man henvist til sygehuset, som nu vil følge den gravide oftere frem til fødslen. I praksis betyder det, at man får en indkaldelse til barselsafsnittet (i hvert fald på Randers sygehus), hvor man bliver instrueret i at måle eget blodsukker – et prik i fingeren 4x om dagen i en uge, og herefter 2x om ugen resten af graviditeten. Derudover får man målt blodtryk, aflevere urinprøve, får taget blodprøver og bliver tilknyttet en diætist. Diætisten lære dig, hvordan du holder et stabilt blodsukker ved hjælp af kost og motion, hvilket er den nemmeste vej til et stabilt blodsukker. Herefter bliver du indkaldt til ekstra scanning, hvor barnets vægt skønnes, da man som gravid med sukkersyge, gennemsnitligt føder større børn. Hele dette forløb fortsætter med 4 ugers mellemrum igennem resten af graviditeten, hvor man vil blive indkaldt til regelmæssige scanninger samt tjek af blodsukkeret.

Torsdag den 30. marts

Dagen jeg havde ventet på siden den kedelige nyhed hos lægen – informationsdag på sygehuset! Jeg skulle igen møde fastende og kom igennem hele forløbet, som beskrevet ovenfor. Det sværeste i løbet af sådan en dag, er nok det faktum at man skal lære at stikke en nål i sin egen finger. Jeg er ikke en haj til det med nåle i forvejen og besvimer samtidig ved synet af blod, hvilket ikke er ideelt, når nu jeg selv skulle gøre netop begge ting selv. Dog var det ikke så slemt som frygtet, og jeg er faktisk allerede nu, blevet lidt af en professionel hjemmesygeplejerske.

Det fedeste ved denne sygdom under graviditeten, var helt sikkert mødet med min diætist. Hun delte ud af hendes brede viden om emnet, og jeg lærte ret hurtigt at forstå ”alt-med-måde” princippet – med andre ord – mit liv med kage og søde sager er ikke slut! Halleluja!! Jeg har nu levet som gravid med sukkersyge i små to uger, og sidder i skrivende stund med et OK fra diætisten samt et helt normalt og stabilt blodsukker. Diætisten syntes mine værdier var så flotte og i høj grad helt normale, så jeg er i dag blevet afsluttet hos hende for nu. Skulle mit blodsukker blive ustabilt senere i graviditeten, vil jeg blive henvist til diætisten igen for flere gavnlige metoder – lad os krydse fingre for at det ikke sker.

Hvad betyder det så for baby L?

Så længe mit blodsukker er stabilt, er risikoen for, at hun får problemer ikke særlig betydelig.

Der er dog enkelte risici man skal være opmærksom på, hvilket også er grunden til den øgede overvågning gennem graviditeten.



  • Man bliver som oftest sat i gang før terminsdatoen eller på selve terminen
  • Skønnes hun til at være for stor ift. gennemsnittet, udføres der højst sandsynligt kejsersnit
  • Hun kan have lavt blodsukker i hendes første timer ude af maven, hvorfor modermælkserstatning vil være nødvendigt ved siden af amningen
  • Der er større risiko for udvikling af gulsot

Vi håber selvfølgelig herhjemme på, at alt forløber sig som det skal og jeg i sidste ende, får lov til at føde helt naturligt og efter principperne om smertefri fødsel – det er dog et helt indlæg for sig selv til en anden god gang.

Alt i alt er livet med graviditetssukkersyge indtil videre ret fantastisk og man får indført en masse nye gode vaner, som jeg jo gerne skal beholde efter hendes ankomst. Det bedste råd jeg kan give, gravid til gravid, så betragt denne midlertidige sygdom som en livstilsændring i stedet for at lade det trække dig ned, som en negativ vægt på dine skuldre. Det er sundt for mig at lave ændringerne og det er især sundt for lille baby L, som giver den gas inde i min tykke gravide mave.

Jeg er ikke ekspert på området, men vil rigtig gerne forsøge at svare på spørgsmål, hvis der skulle sidde en læser med nogle!
0 0
Feed