​Tanker fra en kommende mor..

Nu har der efterhånden været stille på bloggen længe..

..og det er der én speciel grund til.
Ikke nok med at vi venter os prinsessen til August, så skal vi også til at runde endnu en stor begivenhed om små 15 dage – vores længeventede bryllup. Og som den DIY brud jeg nu er (der kommer indlæg efter brylluppet om det), har jeg selvfølgelig haft masser af se til på den front og derfor heller ikke haft meget tid til skrivning, desværre. 


MEN MEN – nu kunne jeg mærke, at det rev i mig for at få fingrene væk fra foldning af æsker mv. og over på tastaturet for netop de her mange tanker om det at blive mor og fødsel, er begyndt at fylde ret meget her i tredje trimester. Ja, faktisk så meget at jeg har brug for afløb og brug for at flygte lidt fra tankerne og få dem ned på papir.

Hvordan håndterer man et barn?

Netop denne tanke har især bidt sig fast i mig og især frygten for ikke at kunne finde ud af at håndtere et spædbarn. Jeg har aldrig været den babyglade type og har faktisk været ganske anti-baby i mange år. Selvfølgelig vidste jeg, at jeg skulle have børn en dag, men ikke fordi jeg synes de var søde – nærmere fordi at tanken om ikke at have præsteret som kvinde, skræmte mig mere.

Kvinder er skabt til at bære børn, så hvorfor skulle jeg i grunden ikke også det?

Heldigvis har jeg med alderen også fundet det kære i små børn, men dermed ikke sagt at alle kvinder ikke har et valg – for det har vi. Kvinder er skabt til at bære børn, men det betyder ikke at alle vil det – og det er faktisk helt ok med mig!

Dog skal det siges, at selvom jeg har fundet det kære i børn, så er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke også er realistisk omkring det at få børn. Børn er ikke altid søde og pæne små mennesker, nej, børn er ikke en enhjørning der på magisk vis dukker op, flyvende blandt lyserøde skyer og kun griner og er glade. Det lyserøde billede, har jeg ellers ofte fået malet for mig, når det kom til samtalen omkring hvordan det var at have børn.

Præcis ligesom os voksne, har børn også temperament, dårlige dage og til tider er de bare skide irriterende. Tak til mine skønne veninder for den øjenåbner! Men ikke desto mindre glæder Jakob og jeg os utrolig meget til at få vores prinsesse i armene.

Hvordan er det mon at føde?

Generelt igennem hele min graviditet, har det lydt sig at jeg faktisk ikke har været bange for at føde. Selvfølgelig har der været dage, hvor angsten har meldt sig, men hurtigt har sluppet igen. Nu sidder jeg dog i uge 32 og kan godt mærke at fødslen begynder at dukke mere op i tankestrømmen – for tro mig, der er vanvittig mange tanker, når man både tager baby og bryllup på én gang.

For hvordan er det i grunden at føde og kan man forberede sig mentalt på det der kommer til at ske om små 8 uger?

Svaret vil jeg tro, uden at have født, er nej – nej, man kan ikke forberede sig på det kontroltab som jeg står over for. Kontrolfreaken i mig, vil rigtig gerne skrige jo her, men som den pessimist jeg nu er, må jeg desværre også erkende, at jeg nu nok kan læse og høre mig frem til en masse viden, men det højst sandsynligt er noget helt andet, når man står og skal igennem det selv.

Derfor står jeg nu også tilbage med en ambivalent følelse i kroppen. På den ene side har angsten for fødsel endnu ikke fæstnet sig helt fast i mig, men jeg kan godt mærke at den river i mig med skarpe kløer. Det ukendte vil vel altid være at frygte, tænker jeg? Og på den anden side glæder jeg mig til at føde! Jeg glæder mig til at mærke, hvordan det faktisk føles på egen krop og samtidig være med i klubben – klubben af kvinder der har født. Det er lidt en sej gruppe, synes jeg og med de historier jeg efterhånden har hørt, så har jeg fået en dybere respekt for mødre, der har været igennem fødsler.

Er jeg mon den eneste der panikker over det at blive forældre?

Når Jakob og jeg snakker om det at blive forældre, er det med glæde i stemmen på hans front og en smule frygt på min. Det er ikke altid nemt for mig, at dele mine tanker med netop ham, da han er meget afslappet omkring det at skulle blive far. Generelt set, er Jakob også den afslappede type, som ser tiden an og ganske sjældent tager sorgerne på forskud – ”vi tager det som det kommer”, siger han ofte.

HOLD NU! Jeg ville ønske jeg havde det som ham. Bare være afslappet og ikke sidde to ud af 7 dage om ugen med følelsen af panikangst og hjertebanken over det lille mirakel vi har liggende i maven, rent faktisk kommer ud til os snart. Vi skal være forældre – åh gud. Tanken skræmmer mig mere og mere for hver dag terminen nærmer sig, og ikke fordi jeg tror vi bliver dårlige forældre, tværtimod, men fordi jeg ikke ved hvordan det bliver. De næste 18 år er det vores ansvar, at holde hende i live for det første, men også sørge for at hun får en god rettesnor for hvad der er rigtigt og forkert. Ingen vil have en forkælet møgunge, undskyld mit sprog.

Gravide eller mødre - er jeg den eneste der sidder med den panik eller har siddet med panikken og er det normalt?

0 0
Feed