Tanker fra en nybagt mor…

Bloggen har stået ret stille de sidste mange måneder og det er der to særlige grunde til – jeg blev gift med manden i mit liv den 1. Juli og fødte dernæst vores smukke lille Lilly den 3. August.

Det har været en travl sommer! Men nu er jeg tilbage ved tasterne og klar til endnu et indlæg, som faktisk er lidt af en opfølgning på mine tanker fra graviditeten – sådan lidt, hvordan er det så gået siden sidst?

Som gravid bliver man ramt af en masse tanker, omkring det at skulle blive forældre og hvad det indebære. Netop det emne, skrev jeg et indlæg om tidligere; Tanker fra en kommende mor – og synes nu det kunne være lidt interessant at se, hvad svarene nu er på de selv samme spørgsmål fra dengang. Til forskel fra da jeg stillede mig selv og jer læsere dem første gang, sidder jeg nu i skrivende stund med en lille pige på snart 8 uger (TIDEN GÅR FOR STÆRKT!) og kan nu svare som en forælder.

Hvordan håndterer man et barn?
Som den pessimist jeg nu er, havde jeg ærlig talt forestillet mig, at vi ville få et kolikbarn fra helvede, som overhovedet ikke ville være medgørlig på nogle måder. HOLD NU OP, hvor er det bare det stikmodsatte! Lilly er så nemt et barn (7-9-13) og græder kun, hvis ikke patten lige bliver svunget frem hurtigt nok. Den lille frøken har ganske rigtigt, som troet, temperament, men det ville da også være underligt andet med en rødhåret far og til tider sindssyg mor, som har gået til anger management.

Dog skal det også nævnes, at selvom vi har været heldige med en lille pige, som allerede nu sover 5-7 timer om natten, smiler det meste af tiden og faktisk næsten aldrig er utilfreds – ja, så er det sgu stadig hårdt. De kvinder eller par, der siger det er nemt at få børn, er fulde af lort, hvilket babyer også er størstedelen af tiden. Gu fanden er det hårdt at få børn, nemme eller ej. Jeg kunne lave en hel liste over, hvorfor det er hårdt, men det tror jeg godt folk selv kan tænke sig til eller også kommer der måske et indlæg fra overskudsmoren her om netop det emne på et senere tidspunkt.

Hvordan er det mon at føde?
Hold nu op, hvor er jeg glad for at jeg valgte at stole på min egen mavefornemmelse og forsøge at forberede mig bare en lille smule inden fødslen. Helt ærligt, så kan man ikke forberede sig på kontroltabet man kommer til at stå overfor – det er ganske enkelt umuligt. Men man kan sagtens forberede sig mentalt på, at man skal igennem noget helt fantastisk og det går nemmest med en god vejrtrækning og en plan for øje. Dog med forbehold for, at den plan rent faktisk kan gå i vasken og det er helt ok.

Personligt synes jeg, at det var det fedeste i verden at føde! Aldrig har jeg følt mig mere kvindelig end i det øjeblik min krop langsomt (hurtigt i mit tilfælde), banede vejen for min lille pige og pressede hende ud. For ja, det er kroppen der gør alt arbejdet og ikke hovedet. Min fødsel tog 5 ½ time fra vandet blev taget og det var de mest intense, frustrerende, glædelige, smertefulde timer, minutter, sekunder af mit liv. Ikke desto mindre, ville jeg gøre det hele igen i morgen. Samtidig fik jeg den drømmefødsel jeg havde håbet på uden smertelindring, hvilket også gjorde oplevelsen det mere intens, da man netop skal have hundrede procent fokus på vejrtrækningen for ikke at overgive sig til det smertehelvede man nu ligger i.

Er du førstegangsfødende og læser med, vil jeg bare sige – NYD DET! Sæt pris på det din krop kan gøre og husk at den nok skal klare arbejdet med eller uden hjælp fra top professionelle fagfolk. Og ikke mindst nyd at komme i kontakt med din indre urkvinde, som brøler som en løve og kæmper som en kriger – det er det hele værd!

Er jeg mon den eneste der panikker over det at blive forældre?
Svaret på dette spørgsmål var ganske enkelt nej, fandt jeg ret hurtigt ud af. Hold nu op, hvor fik jeg mange gode og omfavnende svar på dette, som jeg virkelig er taknemmelig for. Man sidder oftest selv med tanker og spørgsmål som ingen tør stille, fordi de er jo en smule ”fy fy”. Men her blev jeg bekræftet i,at verden er et godt sted og man nogle gange skal bevæge sig ud i ”fy fy” land, og opdage man faktisk er ganske normal.

I graviditeten tænkte jeg seriøst at jeg ville få svært ved rollen som mor. Jeg var ikke glad for babyer generelt, selvfølgelig glad for min egen inde i maven, men sådan helt hånden på hjertet, ikke glad for små børn. Til det kan jeg nu kun sige, at jeg er blevet den der irriterende, babysnakkende, overgearede kvinde, som jeg selv sad og rystede på hovedet af før Lilly kom til verden. Nogle gange brækker jeg mig faktisk lidt over mig selv og min klamme lykke over hvor fantastisk netop min datter er. Men hun er fantastisk og det bedste der er sket for Jakob og jeg. Gud hvor bliver jeg høj på kærlighed hver dag over hvor dejlig hun er!

Så ja, alt i alt er al panik og angst for at blive en dårlig forælder, forsvundet som dug for solen og jeg ser hver dag som en ny udfordring med lortebleer, stråler af gylp udover det hele og hvad der føles som liter af mælk på alt tøj og baby. Livet som mor er faktisk helt ok, hvis du spørger mig.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Annette Thorsen

    Du er den bedste mor i verden til mit skønne søde barnebarn . I får begge topkarakter for forældrerollen

Skriv et svar