blogindlæg, kvinde, kærlighed, parforhold, samliv, blog, dansk blog, nanna madsen blogger, blogger, kærester, kærlighedserklæring

​Til min mand

Dette er en hyldest, eller kald det en kærlighedserklæring... til min kæreste.


Vi har kendt hinanden i 5 års tid. Det har været lidt on and off og med rigtig mange op og nedture.
Men uanset hvor dårligt eller fantastisk vi har haft det, så hersker der absolut ingen tvivl om, at den mand er den eneste der nogensinde vil få de følelser frem i mig. Han er min bedste ven.

Han kan om nogen, gøre mig ualmindelig vred, men det er gudskelov sjældent at det sker efterhånden.
Han er samtidig den eneste der har formået at nå helt derind i min sjæl, hvor ingen andre har været. Han har fået mig til at leve mit liv. At finde magien i livet. Kærligheden, naturen og troen på det gode og at man har evnen og muligheden for at vælge fra.
Vi har formået at vokse sammen og hver for sig. Fundet os selv og hinanden.

Han respekterer mig som den jeg er. Møder mig hver dag, præcis dér hvor mit skrøbelige og finurlige sind har bragt mig hen. Hver dag kan være en fest med mig. Forstået på den måde at jeg elsker at gøre ham glad. At få ham til at grine og synes jeg er tosset. Jeg fjoller rundt med stemmer og fagter i jagten på hans smil/grin.

Han kan også komme hjem fra arbejde en sen fredag aften og finde mig i køkkenet, taget på fersk gerning, i at lave en espresso martini - bare fordi jeg trængte til det! Han respekterer at jeg har alle mine finurlige sider. Både de meget mærkelige, men også de gode.
Udover det, så elsker han også at gøre mig glad. Han ved hvordan han skal få det der specielle smil frem hos mig.

Vi ligner hinanden ekseptionelt meget. Vores personligheder minder utrolig meget om hinanden. Og dog! Vi kan og har det for det meste, helt igennem fantastisk sammen. Vi griner virkelig meget sammen. Vi kan dele alt med hinanden. Vi snakker i tlf flere gange om dagen. Vi tager pis på hinanden hver dag. Så meget at jeg bliver i tvivl om hvornår han mener hvad. Han formår at tage røven på mig op til flere gange på en dag og hver gang er han ved at dø af grin over jeg stadig er så nem at drille.

Udover alt det, så har han taget min børn til sig som var det hans egne. Han trøster mine børn. Opdrager dem. Giver dem det de har brug for, også når jeg ikke har været i stand til det.
Én af de ting jeg bed mærke i fra start er at han er sig selv 100%. Også over for børnene. Det har han lært mig. At det er okay at vise at man har en dårlig dag eller at man er syg. Man behøver ikke at ligne en million hver dag eller diske op med stor middag når man i virkeligheden ikke magter at lave andet en havregrød. Børnene behøver ikke at gå i dyrt tøj eller mærkevarer for at være glade. Beskidte børn er også glade børn har jeg lært.

En ting jeg også elsker ved ham er at han har fundet den her side frem i mig, som elsker at udforske livet og naturen. Vi har boet i vores transporter stort set hele sommeren. Taget på opdagelse rundt omkring i Danmark. Kørt til Syd Tyskland og sovet i det fri. Drukket kildevand direkte fra kilden. Vasket håret i det og plukket vilde bær. Vi har duftet og smagt på så mange vidunderlige ting og de minder han giver mig er uerstattelige.
Det bedste er hans duft og at køre fingrene igennem hans hår. Dét elsker jeg! Og så er han noget af det smukkeste jeg ved og så er han min!


Har i andre også sådan én i jeres liv eller måske har haft?! 


Masser af tanker fra mig.

0 0
Feed