​Tæt på er ikke godt nok

Jeg er tilbage fra DM, og det er desværre med en meget.....

...skuffet følelse.



Mikkel og jeg tabte kvartfinalen i mix og Camilla og jeg tabte vores første kamp i DD. Begge kampe var tre tætte sæt. 


Mixen var en utrolig spændende kamp. Vi spillede absolut ikke op til vores bedste, men vi kæmpede med alt, hvad vi havde, og det var næsten nok. Samtidig spillede vores modstandere virkelig, virkelig godt. Vi måtte se os slået med 19-21 i tredje og afgørende sæt efter en vild og unormal afslutning på kampen. Jeg er tilfreds med vores indstilling. Vi gav den alt hvad vi kunne finde frem på dagen, og det var så tæt på at vi kæmpede sejren hjem. Men i min verden er “tæt på” ikke godt nok. Jeg er skuffet - meget skuffet - for jeg ville virkelig gerne vinde den kamp.

Jeg tager en masse ting med, som jeg personligt skal hjem og træne på som mixpige. Som mixpar er vi ret grønne, og sammen har vi også meget at lære. Jeg tror på, at Mikkel og jeg kan blive virkelig gode, og vi har allerede gjort det super godt, men vi har nok også en del “øv”-kampe som denne foran os. Og der er bare ikke nogen måde at pakke det ind på: Hold kæft, hvor jeg hader at tabe.

Når sporten betyder så meget, som den gør for mig, vil sådanne oplevelser nogle gange påvirke alt omkring mig. Jeg indrømmer, at jeg tog fri igår og delvist idag. Fri fra alt. Ser man på en skala fra et til ti, ligger min motivation stadig på minus fem. Men allerede på tirsdag har vi årets vigtigste ligakamp, hvor hver enkelt sejr til holdet kan være altafgørende. En ligakamp består af seks badmintonkampe: Mix, 1. herresingle, 2. herresingle, damesingle, damedouble og herredouble. Ender kampen 3-3 spilles der et golden set til 21. Vinderen af sættet løber med sejren af ligakampen. Mit hold står i en kvartfinale i badmintonligaen. Og vi skal bare vinde. Så alle skal være klar til at yde deres bedste - uanset hvordan DM gik.

Arbejdsmæssigt bliver jeg også påvirket. Det er i sådanne situationer, hvor det er virkelig hårdt, ikke “blot” at have et fast fuldtidsjob, hvor man nogle dage kan slå automatgearet til - og måske endda har fri i weekenderne. Arbejdet står ikke stille, bare fordi jeg har en nedtur, og jeg kan og vil på ingen måde tillade mig bare at rulle mig ind i min dyne og gemme mig - selvom det faktisk er tiltalende nogle gange. En måde at gå på kompromis er dog altid at tage computeren under armen og arbejde fra sengen. Så jeg sidder faktisk under min dyne med en kop kaffe og morgenhår her søndag morgen. Jeg har bare 100% bedre samvittighed, er effektiv og kan sørge for, at jeg ikke drukner i arbejde imorgen.

Dette er mit første indlæg om noget af bagsiden af medaljen. Det bliver med sikkerhed ikke mit sidste. Men jeg forsikrer jer om, at jeg hurtigt får rejst mig igen hver gang. Og at jeg er 110% klar til en ny arbejdsuge imorgen samt kvartfinalen i badmintonligaen på tirsdag.

Mai

0 0
Feed