For bekvemt med os selv?

Mine tanker om alle de skilsmisser og singler der er, som aldrig før. 
Det har altid heddet sig, at det er super vigtigt, at man lærer sig selv rigtig godt at kende. At man trives i sit eget selskab, at man kan finde ud af bare at være sig selv, og at man arbejder med sig selv, altid.


Det kan jeg godt se logikken i. Det kan jeg godt se det gode i. Det vigtige i.

Men, er vi mon blevet for gode til det?
Er vi måske blevet for bekvemt i vores eget selskab? 
Jeg ser det hos mig selv, pludselig har jeg været alene i det der næsten rammer 3 år. Og det er ikke nemt længere, at tage sig sammen til at møde nye mennesker, lære nye mennesker at kende, og give – kærlighed, tosomhed, partnerskab – en chance, selvom man egentlig rigtig gerne vil ha’ netop det.
Men jeg ser det altså også generelt i samfundet. Der har aldrig været flere singler end der er nu og heller ej flere skilsmisser, brudte familier. Hvad mon det skyldes?

De nyeste tal jeg så, viste at over halvdelen af befolkningen er enlig. HALVDELEN?
Vi må enten være blevet for vant til at kunne styre det hele selv, ikke at have nogen forpligtelser over for et andet menneske, og kunne forfølge kun vores egen drømme – og ellers har vi for svært ved at holde fast på hinanden?!
Vi giver alt for let op i dag. ’Man’ arbejder ikke på tingene sammen længere, for det er besværligt.

Springer vi videre og regner med det næste og bedre venter lige rundt om hjørnet?
Det gør det ofte ikke. 
Måske er vi som mennesker i virkeligheden blevet alt for intolerante.
Intolerante overfor hinanden, hinandens forskelligheder. Vi ser ikke nok længere glasset som halvt fuldt, men som halv tomt. 
For mit eget vedkommende – jamen så kan jeg da godt se glasset som halv fuldt i mine bedrifter. I mine projekter, i mit mit mit. Men hvad med når det handler om at give et nyt menneske en chance for at komme tæt på? Kigger jeg da på hans plusser, eller koncentrerer jeg mig om de minusser der sikkert ikke lige ’er mig’? Hvad gør I? 
Jeg er på rette vej nu vil jeg sige.

Men har vi virkelig lyst til at være i et samfund hvor ’its my way or the high way’ er dominerende?
Skulle vi i virkeligheden ikke arbejde på et mere åbent sind, helt generelt?
Et åben sind overfor vores medmennesker, som jo alle er forskellige.
Et åben sind, når det kommer til ’typer’. 
Et åben sind når det kommer til hvordan vi hver især håndterer tingene forskelligt?

Er du single og har du en type? Hvad med ik’ at have det, en type – og i stedet for, gå op i personlige værdier?
For hvad er egentlig vigtigt, når vi taler partnerskab?
Både professionelt, men så sandelig også i et privat partnerskab skal der være forståelse. 
Der skal være forståelse. Respekt. Ærlighed. Troskab. Loyalitet. Lidenskab.
Og hvad så hvis han kan give alt det, hvis han kan være alt det – om han også er ryger. Eller har 2 børn. Eller ikke har bil, eller går underligt eller hvad der kan være af barrierer. Hvad så?

Jeg ved det ikke.. 
Men jeg bruger en del tid på at skænke det en tanke… 
Gør I?

Det skal siges at dette indlæg er skrevet ud fra MIT billede på samfundet, som er dannet ud fra mine egne erfaringer, men også mine omgivelser. Jeg er klar over at man på den måde ikke kan presse et sådan billede ned over alle, men jeg er sikker på, at nogen kan relatere.

Kærligst Rikke

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Rikke Ganer Tolsøe

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. “Vi giver alt for let op i dag. ’Man’ arbejder ikke på tingene sammen længere, for det er besværligt”. står der i din artikel, og jeg tror det er her humlen er begravet, samtidig med at vi har fået et samfund der i stor udstrækning fungerer på kvindernes præmisser. Størsteparten af brudene afgøres af kvinder, mens vi mænd blot lader stå til. Bryder man op for blot at starte et nyt forhold, så sker der ofte det, at nissen flytter med, fordi man forelsker sig i samme type, og fordi man ikke selv har ændret sig grundlæggende. Et langt og lykkeligt parforhold kræver hårdt arbejde, ikke mindst de første 10-15 år, indtil man har fundet en måde at leve på, som kan tilgodese begge parter. Det hårde arbejde kræver meget af begge parter, for begge parter skal have gevinst ved dette arbejde. Et andet forhold, som kan splitte folk af, det er hvis der ikke er penge nok til fornøjelser. Penge nok til at man hver for sig kan gøre noget, og penge til at gøre noget sammen. Hvis der kun lige er penge nok, så kan det blive en stor kilde til problemer, for hvad skal man købe, en ny telefon eller en ny kjole? Efter et parforhold på 25 år, hvoraf vi har boet sammen i 24½, og har været gift i over 22½ år, kan jeg sige, at det hårde arbejde har været det hele værd. Idag har vi begge plads hver for sig, og kan ikke undvære hinanden. Vi nyder livet sammen og hver for sig efter vores børn er flyttet hjemmefra, men som sagt det har ikke været uden sværdslag at komme dertil. Jeg kunne på ingen måde tænke mig at være single igen.

    1. Hej Jan, Mange tak for din kommentar. Og dejligt at høre om et så langt ægteskab. Det må være drømmen for mange. ❤️ Jeg vil nu også hellere leve i tosomhed, selvom at det med at være alene ikke nødvendigvis betyder ensomhed. Men jeg ser det klart som en kæmpe kvalitet i livet, at have en partner, at dele det hele med. Tak for din kommentar. Kh Rikke

Skriv et svar

Luk Menuen