Kvindeproblemer – del 2; da mit liv blev et helvede

Jeg sad i min bil på motorvejen et sted lige uden for Kolding. Jeg var så småt ved at komme til mig selv igen, og kunne konstatere at jeg holdt i nødsporet med havariblinket sat til. Jeg har ingen fornemmelse af hvor længe har jeg holdt der. Det sidste jeg huskede var, at jeg fik smerter i underlivet, at det begyndte at flimre for øjnene, og så gik alt i sort.

Men vi starter et andet sted: Det er 2015.. jeg er pludselig begyndt at bløde fra underlivet. Jeg var på minipiller, og havde ikke haft det røde i laaaaaang tid. Så jeg slog det egentlig til side og regnede med at kroppen nok bare trængte til at rense ud.
Men det blev ikke bedre, og i dag ved jeg stadig ikke hvad der satte det igang. Jeg forsøgte at køre hverdagen så normalt som muligt, men det blev svære og svære. Jeg kunne stå ved mit skrivebord inde på arbejde, og pludselige mærke at “proppen sprang” og så åbnede hanerne sig ellers. Var jeg heldig, nåede jeg ud på toilettet inden jeg blødte igennem. Nåede jeg det ikke måtte jeg skifte trusser og sommetider også bukser. Jeg synes det var pinligt dengang, og gør det stadig den dag i dag. Jeg har altid skiftetøj liggende i min bil.

På det tidspunkt så jeg en mand, jeg var glad for ham. Vi boede i hver sin ende af landet, så vi så ikke hinanden så meget som vi gerne ville. En aften var vi sammen, jeg var glad, fordi jeg havde haft nogle dage uden blødninger, men under akten kom det tilbage for fulde gardiner. Det lignede et gerningssted fra Tv-serien CSI, og jeg var ulykkelig, virkelig virkelig ulykkelig. Jeg sad ude under bruseren og græd, og han blev ved med at sige at det var okay. Kort tid efter slog han op med mig.

Jeg søgte hjælp hos min læge, hun testede mig og malede en masse skrækscenarier for hvad det kunne være, bl.a. kræft. Jeg var skræmt fra vid og sans. Jeg blev sendt videre til gynækolog, da alle prøver kom tilbage uden at give nogle svar; jeg var sund og rask.

Så stod jeg der; jeg var blevet dumpet, min krop havde vendt sig mod mig, og jeg begyndte at føle mig beskidt, ulækker, uren og ikke noget værd. Jeg har aldrig haft det fedeste selvværd, men det har virkelig lidt et knæk efter at jeg fik blødningsforstyrrelser, og det påvirker alle aspekter af min hverdag.

Jeg har egentlig altid drømt om at finde en kæreste, en at dele livet med, elske med og have det sjovt og dejligt med. Jeg fik bare svære og svære ved at se hvordan det skulle lykkedes, fordi hvem gider være sammen med en kvinde der bløder 21 ud og 30 dage? Så jeg udviklede en taktik med at holde mig på afstand fra mænd, så jeg ikke skulle forklare dem min situation, gøre mig selv til grin, og ikke mindst spilde deres tid. Hvis jeg ikke involverede mig, så blev jeg hellere ikke såret.
Sådan har jeg det stadig i dag; jeg drømmer om at finde en mand, men jeg leder ikke, fordi jeg føler ikke at jeg er det værd og jeg føler ikke, at jeg kan være en ordentlig kæreste.

Da jeg kom til gynækolog, var hun i første omgang lyttende og fortrøstningsfuld; vi skulle nok få styr på det. Jeg blev podet med et eller andet, og så skulle jeg komme tilbage nogle uger efter. Der var ingen ændring. Hun gentog behandlingen, jeg tog hjem, og efter en time lå jeg i fosterstilling på sofaen, fordi det føltes som om nogen havde revet mit underliv op med en kniv, og puttet syre i såret. Gynækologen troede ikke på mig, fordi det havde hun aldrig oplevet før.

Næste behandlingsforsøg var at få sat spiral op. Spiral er kendt for at reducere blødninger, og så har den klart en fordel ved, at man ikke længere skal huske at tage en pille hver dag. Det gjorde nas at få den sat op! Både på mig og på min pengepung. 1200 kr kostede sådan en dims.

Inden jeg forlod klinikken, havde jeg haft min første krampe siden jeg var på p-piller som teenager. Jeg forsøgte at skjule det så godt som jeg kunne over for mine opgivelser, og jeg var konstant på smertestillende. Gynækologen slog det til side med en forklaring om, at det var normalt at have lidt ondt efter at man havde fået sat spiral op. Jeg havde kramper så voldsomme, at jeg kastede op, og havde blackouts. Jeg tror det var min krops måde at skåne mig for smerten på. Det stod på i 8 måneder.

Det var så her, at episoden med motorvejen indtraf. Jeg kom kørende med 120 km/t, jeg fik voldsomme kramper, og så gik det i sort for mig. Min hjerne havde alligevel været så fantastisk, at den havde styret min krop til at få placeret bilen ude i nødsporet. Jeg husker det ikke, og jeg ved ikke hvor længe jeg holdte derude og var væk. På det tidspunkt gik det op for mig, at spiralen kunne koste mig livet, men jeg gamblede også med andre folks liv, fordi hvad nu, hvis jeg fik blackout inde i byen og ramte en fodgænger eller cyklist? Eller hvis jeg smadrede min bil op i en forankørende med 130 km/t på motorvejen?

Og blødningerne, de var der stadig, spiralen gjorde ingen forskel for mig. Blodet fossede ud af mig, nogle gange var jeg oppe 2-3 gange om natten for at gå på toilet og skifte trusser. Nogle morgener vågnede jeg op i en blodpøl.

Gynækologen sagde, at det var den behandling der var til mig, fordi jeg var ung og ikke havde nogle børn. Den gynækolog som tidligere var lyttende og forstående, viste sig nu fra en bitch-side, og tog mig ikke længere alvorligt. Hun mente at jeg overdrev. Jeg bad om en second opinion, og gynækologen sendte mig på Kolding sygehus, sammen med en besked om, at hvis jeg kom tilbage, så ville hun give mig samme behandling, som jeg allerede havde været igennem. Jeg tog det som en hentydning til, at jeg ikke længere var velkommen.

På Kolding sygehus fjernede de spiralen, og mine voldsomme kramper forsvandt i løbet af 4 timer. Efter et par konsultationer fik jeg beskeden: Du bløder, fordi du er for tyk. Taber du minimum 5% af din kropsvægt, forventer vi at blødningerne stopper. Så blev jeg ellers sendt hjem med en recept på minipiller og en besked om, at hvis det ikke blev bedre efter vægttab, så måtte jeg lære at leve med det, fordi det kunne ikke komme på tale at lave andre indgreb, da jeg var ung og ikke havde fået børn. Jeg var knust, kastede håndklædet i ringen, og besluttede, at jeg ikke orkede at kæmpe mere.

Fortsættelse følger….

Den kærligste hilsen

Helene

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar

Luk Menuen