Er du mon okay?

Man skulle tro, at det var rart, når andre spørger ind til, hvordan man har det… At den omsorg forbundet med spørgsmålet ville være forbundet med en god følelse i kroppen. Men det er det bare ikke for alle. 

Er du okay?

Mange mennesker er trygge ved at svare ærligt, når de bliver spurgt om de er okay. De kan svare ”Nej, jeg har det faktisk skidt for tiden” og blive beroliget af, at svaret baner vej for en efterfølgende samtale, hvor man har mulighed for at få tømt hovedet for alle tanker. Måske ender samtalen endda med et kærligt knus. Man giver lidt af sig selv og får den omsorg man har brug for på en træls dag. Er det ikke sådan det er? 

For nogen er spørgsmålet ”Er du okay?” et at de absolut værste spørgsmål man kan få stillet af kærlige forældre, opmærksomme kolleger og omsorgsfulde venner. Selvom de alle mener det godt, så betyder deres spørgsmål, at den facade man opstiller er begyndt at krakelere, hvilket den for alt i verden ikke må! Det foregår på autopilot, når standardsvaret ”Fint” ryger ud af munden sammen med et energisk tandsmil, der går helt op i øjnene samtidig med et bevist samtaleskift, der flytter fokus fra én selv. Hurtigt får man overbevist omverdenen om, at man er på toppen og har masser af overskud. 

”Fint” blev der sagt. For man har det jo fint, har man ikke? Man mærker ikke rigtig de der følelser indeni. Man græder under ingen omstændigheder! Jo vist, på det seneste har man da haft lidt ondt i maven krydret lidt træthed og svimmelhed, men der er jo også ”noget i luften” ikk’? Alt er fint og så alligevel ikke. Nede i skødet har man samlet 4 KitKat, 2 Lionbar og en pose P-Tærter, nok til at forkæle 6 personer til disneysjov på en fredag. Der går mindre end 10 minutter og så er alt flået ud af indpakningen og voldædt i store bidder.

”Føj” tænker du nok. Det gør man også selv. Fra man planlægger sit ædegilde, mens man går rundt og tjekker sagerne ud i den lokale Rema, væmmes man. Mens man spiser, væmmes man. Når det er overstået væmmes man. Resulterer ædegildet også i en tur på DO for at hilse på Ulrik, så væmmes man også ved det. 

Tilbage til det der ”fint”. Er man okay? Går det fint? Det går nok ikke helt fint, når den eneste måde man er i kontakt med sine følelser på er gennem mad. Det går nok ikke helt fint, når man først indser, at man har det skidt efter et eller flere ædegilder. Maden trøster, virker forløsende og vigtigst af alt, så kræver den ingen svar.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvorfor man trøster sig i mad. Er det ikke bare en undskyldning, for at spise en overdreven mængde af chokolade, som man ikke tør stå ved, at man faktisk bare havde lyst til? Nej! Man spiser ikke af lyst. Den første KitKat smager godt, den anden kan man lige klemme ned, med nr.. 3,4,5,6 og posen med P-Tærter bliver ædt mens hjertet banker, kvalmen presser på halsen og den søde chokoladesmag i munden forsvinder i mængden af væmmelige opstød, der bidrager til seriøst ubehag. Det smager ikke godt, det er ikke rart, men alligevel fortsætter man til der ikke er mere.

Når ædegildet slutter, forestiller man sig, at være delt i to mens man genspiller hele scenariet. Man står ved siden af og ser sig selv proppe sig med chokolade og dér, lige præcis dér, indser man, at man ikke er okay. Man har det ikke godt og kvalmen i kroppen ledsages nu af en klump i halsen og en trykken i maven lige under brystet. 

Og hvad er så planen, når man indser, at man ikke er okay. At det hele ikke bare er fint. Man overvejer at ringe til en veninde. Man ser det gode i, at kunne smække benene op i en sofa eller gå en lang tur i godt selskab, hvor der er god tid til at snakke. Man kan snakke om vind og vejr, som man plejer og der er også plads til at spørge veninden, om hun er okay. Men tanken om, at turen herefter går videre til en selv gør, at man afholder sig fra at ringe. Hvad skal man svare, hvis spørgsmålet kommer? Hvor skal man starte? Hvad nu, hvis man begynder at græde? Tankerne er mange og lysten til at udstille sig selv, vise en sårbar side af sig selv svinder ind og idéen om at åbne sig for nogen føres ikke ud i praksis.

I mange år har man knoklet for at fremstille sig selv, som en stærk kvinde. Ikke for at overbevise andre, men måske for at overbevise sig selv? Man er udadvendt, livsglad og sætter en ære i at sprede godt humør alle steder man har sin gang. ”Energisk”, ”positiv”, ”udadvendt” er nogle af få ord, der bruges til at beskrive den perfekte facade, man hver dag kæmper for at opretholde. En facade, som er i risiko for at blive ødelagt, når man kommer for tæt på andre menneskers omsorg. Man undgår bevist at lukke folk helt ind samtidig med, at man der desperat efter at kunne åbne for sig nogen. At krop og sind er på overarbejde i denne konflikt er opslidende. Følelserne presser på for at komme ud og selvom det både hjælper at have ædeflip og have ”The Notebook” på repeat, så er det bare ikke nok. Man kan være nok så opløst af gråd efter et par timer i selskab med Noah og Allie, men kroppen kan ikke narre sindet. Godt nok græder man, men det er kun for en kort stund at man får narret sig selv og mærker en lille forløsning. Pandoras æske af egne følelser vil fortsat presse på og før eller siden bliver man nødt til at åbne den.

”Er du okay”? Tør man svare ærligt på det og nyde godt af den hjælp og omsorg, man får fra sine nærmeste? Måske skulle man øve sig lidt først? Det er i hvert fald nemmere at åbne sit hjerte gennem et blogindlæg, end face to face med et omsorgsfuldt og kærligt menneske.

//Tine

Du kan også dele. Du skal bare være kvinde og 18 år. Du kan både dele med dit navn, eller anonymt. Se mere her.

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

avatar_kvinde

Indlægget er indsendt af

Tine Overballe

Andre indlæg i denne kategori

Nu rammer alderen

Klimakteriet, menopausen eller overgangsalderen– ”kært” barn har mange navne…. Personligt synes jeg bedst om ordet menopausen, da ordet

Læs indlægget »

Skriv et svar