Selvforskyldt hjertesorg

Kærestesorg i en alder af 42 år, kan man virkelig godt det? Det korte svar er, ja, det kan man. Når man læser artikler og historier på nettet om kærestesorg, så er det ofte, fordi ens partner har svigtet på den ene eller anden måde. Men hvad nu, hvis man selv er den, der har svigtet? Har man så ikke ret til at føle sorg over det, der er mistet?

For 14 år siden mødte jeg en helt fantastisk mand. Men tiden var ikke rigtig dengang. Nogle skilsmisser og 4 børn senere mødte vi hinanden igen for 3 år siden. Oddsene var imod os. Han boede i Hamburg, jeg i Aarhus. Det var egentlig ikke meningen, det skulle blive andet end et: ”jeg er skide nysgerrig efter at se ham igen”-møde. Men det blev meget mere end det. Et lidenskabeligt langdistanceforhold, der rent faktisk endte i en ”vi-skal-giftes-en-dag” ring på fingeren. Og ikke bare hvilken som helst ring; men min kære afdøde fars vielsesring, der blev smeltet om. Det betød noget! Og det lyder jo alt sammen helt fantastisk. Det var det også. Undtagen lige det der savn hver dag over ikke at ses hver dag. Ikke at have en hverdag sammen. Vi var så gode til at være sammen, men mindst ligeså dårlige til at være fra hinanden. Og jeg blev mere og mere frustreret i det afsavn. Faktisk så meget at jeg lukkede et andet menneske for meget ind i mit liv. Jeg svigtede ham, der var og er mit livs kærlighed. Og så ramte hjertesorgen, for han accepterer ikke svigt.

Hvis nogen af jer har prøvet at miste en forælder eller en anden, der står nær, så ved I, hvilken smerte det er at miste for altid (tror jeg, at jeg skriver et indlæg om en anden gang). Hjertet kan virkelig gøre fysisk ondt. Det kan det også, når man mister en dyb kærlighed, også selvom det er selvforskyldt. Jeg græd, jeg bebrejdede mig selv, jeg talte med mine veninder og familie omkring det igen og igen, til de sikkert var ved at være temmelig trætte af at høre den samme rille. Jeg har talt med en psykolog, og det kan virkelig anbefales. Hun hjalp mig med at få styr på tankerne og følelserne. Hun lærte mig, at der er stor forskel på at fokusere på en adfærd eller at fokusere på hvilken funktion den adfærd havde. Det kommer jeg i øvrigt til at bruge i mange andre henseender, er jeg sikker på. Adfærden var svigt, funktionen var det kæmpe afsavn. At jeg sådan savnede daglig omsorg og kontakt.

Og så kæmpede jeg. Det gør jeg stadig. Kæmp for alt, hvad du har kært. Det nemmeste ville have været at skynde mig videre og finde en erstatning. Men det kan jeg ikke. Jeg har ikke haft særlig nemt ved at elske. Elske rigtigt. Men det gør jeg nu. Og derfor bliver jeg ved med at fortælle mit livs kærlighed, hvor meget jeg angrer og hvor meget jeg vil ham og vise ham det. Og så håber jeg på, at tiden også her læger alle sår. Det er så hårdt at være, hvor jeg er nu. Jeg aner ikke, om jeg er købt eller solgt. Jeg står i en åben dør i gennemtræk. Jeg bliver ikke inviteret ind og døren bliver ikke lukket. Men jeg bliver stående lidt endnu, for jeg er ikke klar til at lukke døren. Og selvom det er benhårdt at stå lige dér, så har jeg fundet ro i at sådan er det altså lige nu.

Så. Hvis du har en mand i dit liv, du elsker. Pas på ham og det I har. Og tal om det, der evt. mangler i jeres forhold inden I svigter. Og hvis I svigter og fortryder, så kæmp. Også selvom værdighed må sættes lidt på hylden et stykke tid. Og vær ikke bange for at miste dig selv, for er det hjertet der kæmper, er du med hele vejen.  

Følg med her – jeg skal nok holde jer opdateret på, hvordan det går med at kæmpe mig tilbage 😊. Og gode råd er SÅ velkomne 😊.

KH Katrine

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

This Post Has One Comment

  1. Hej Katrine,

    Tak for et super fedt indlæg! Jeg er helt og aldeles enig! Jeg har selv stået i denne samme situation og derfor kan jeg virkelig genkende dine tanker og følelser!
    Mange hilsner
    Jonas

Skriv et svar

Luk Menuen