Stedmor, papmor, bonusmor eller bare Carina?

Ikke i min vildeste fantasi, havde jeg nogensinde forestillet mig, at jeg en dag ville bære titlen bonusmor. Jeg har altid sagt, at jeg ikke skulle have børn og heller ikke en kæreste. Hvis jeg så endelig skulle finde på, at finde en kæreste, så skulle han i hvert fald ikke have børn! Man kan vist godt sige, at livet ikke altid går som man havde forestillet sig..

Da Ronni og jeg begyndte at date, vidste jeg selvfølgelig godt, at han havde en datter, M. Hun var hos ham hver anden weekend, grundet hans arbejde og jeg besøgte ham altid i de andre weekender.

Vi skulle lære hinanden at kende først, og se om vi var noget for hinanden, inden vi overhovedet tænkte på, at M og jeg skulle møde hinanden. På det punkt var vi heldigvis helt enige.

Jeg havde ikke slet ikke lyst til at møde hende, hvis ikke jeg var sikker på, at jeg ville hendes far. Det var jeg på det tidspunkt, ikke sikker på at jeg ville, fordi der netop var et barn involveret også. Der var vildt mange tanker omkring det; at det ville jeg sgu da slet ikke kunne finde ud af og tænk nu, hvis jeg fortrød lige pludselig. Tænk hvis jeg ikke kunne lide hende eller hvad værre; at hun ikke kunne lide mig! Så ville der kun være én vej for mig og det var ud af døren! Det gode ved det var, at hun kun var der hver anden weekend – det kunne jeg måske lige håndtere…. Eller hvad?

Pludselig havde vi datet så længe, at vi slet ikke kunne undvære hinanden. Ronni spurgte mig, om jeg kunne ”magte opgaven” med et barn. Jeg kunne kun være ærlig og sige, at det vidste jeg ikke, så vi måtte tage det som det kom. Det accepterede han og der var nu gået et halvt år, fra vi mødtes og til at vi nu var kærester.

Jeg blev lidt snydt til at skulle møde svigermor og hendes mand en dag og de havde passet lille M, der bare var 3- næsten 4, på det tidspunkt. Jeg har aldrig været så skrækslagen for at møde sådan et lille menneske før, som jeg var den dag og det var så akavet som det overhovedet kunne være. Jeg blev præsenteret som ”fars nye kæreste” og jeg kunne ikke få en lyd over mine læber. Da vi havde stirret længe nok på hinanden, vendte M sig genert væk og jeg husker bare, at der blev grinet lidt af det. Pinligt synes jeg, selvom de andre sikkert har glemt alt om det.

Vi havde nu både weekender sammen alle 3 og andre gange var det bare Ronni og jeg, der nød hinanden og vores forelskelse. Vi tog på sommerferie alle 3 sammen med Ronnis mor og søster + påhæng. Set i bakspejlet, var det nok for tidligt, for jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Men det var tid, hvor vi alle lærte hinanden bedre at kende.

I lang tid efter, gik jeg mest i et med væggene. Jeg gjorde ikke meget ud af mit væsen, og forsøgte mest af alt bare at blende ind. Til gengæld brugte jeg al min energi på at observere far og datter; hvordan fungerer de sammen, hvordan taler de til hinanden og hvordan er deres dage sammen? Alt imens forsøgte jeg stille og roligt, at finde min plads.

Det havde længe bare været de to, så det var lille M der satte dagsordenen, når hun var her. Jeg turde næsten ikke sige eller gøre noget, af frygt for at gøre alt det forkerte. Og jeg fandt mig i det længe, men måtte til sidst gøre opmærksom på, at jeg ikke helt var med på at en lille pige skulle styre mit liv.

Heldigvis har Ronni været meget lydhør overfor mine tanker og bekymringer, og han har været opmærksom ift. de ting jeg har sagt. Han har derfor også ændret på mange ting ift. M og så var der plads til os begge to.

Det har alligevel også krævet mange snakke og diskussioner, om hvad jeg kunne tillade mig og hvornår og der er i den grad blevet slebet kanter af – hos os alle 3! Vi er bestemt ikke altid enige, når det handler om opdragelse og hvor går så grænsen for, hvornår jeg må blande mig?

Men nu er det bare sådan, at jeg har en holdning til børneopdragelse og da hun også bor under mit tag, så irettesætter jeg, når jeg mener det er på sin plads. Og ja- det er oftere end hendes far gør det 😊 Så må vi tage det efterfølgende, hvis han er uenig.

Det har alligevel taget mig laaaang tid, at anerkende at jeg var bonusmor. Jeg er da bare Carina, har jeg tænkt og hvis nogen spørger kan hun jo bare sige, at jeg er kæreste med hendes far. Lige indtil den dag, hun spørger mig: Hvad er du til mig? Shit – det ved jeg da ikke?!? – tænker jeg hurtigt og svarer hende med: Det må du spørge din far om. Ronni svarer, at jeg er hendes bonusmor og det tager hun til sig.

Efter det går det nok lidt op for mig, at jeg har holdt hende på afstand – for ja, selvfølgelig er jeg Carina – fars kæreste, men jeg udfylder rollen som mor, når hun er hos os – jeg passer også på hende og guider hende, hjælper hende og opdrager hende – eneste forskel er, at jeg ikke har født hende.

Så ja; kært barn har mange navne 😊

 Knus Carina

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar

Luk Menuen