Den svære fest…….

Der er rigtig mange situationer, hvor Tiden Før og Tiden Efter fylder hos mig. Det går op for mig, mere og mere, at der er ting, traditioner, årlige faste ting – banale ting som bilsyn eller måleraflæsning – der aldrig vil blive det samme, fordi det her er Tiden Efter. Tiden hvor Peter ikke er her til at dele livet med mig. Og så er der de rigtigt svære stunder – som den vi havde i går. Stunder, der er så smækfyldt med glæde, lykke og stolthed, men hvor sorgen så til gengæld popper op, som en trold af en æske, fordi…….

Hvis det her havde været Tiden Før, så havde Peter og jeg brugt de sidste par måneder på at tale om, at vores datter var ved at være færdig. Vi havde talt om hvilken slags fest vi skulle give hende, og jeg ville have bombarderet Peter med gode og vanvittige ideer til at fejre hende! Og jeg havde vist Peter alle de små sjove ting jeg fandt til havefesten – for jeg er den kreative forælder – og han havde grint af mig og hjulpet mig med at hænge små lamper op i haven.

For hun blev ingeniør i går, min datter. Hun har læst seks år. Geofysik og rumteknologi. Og Peter var mat/fys student….fra for 1000 år siden. Han havde forståelse for, hvad vores datter har brugt de sidste seks år på. Han var stolt over, at hun læste på DTU, læste om rummet. Nu blev hun færdig, med et speciale om Nordlys. Og Peter var vild med stjerner, himmel og nordlys. Han ville have elsket at høre hendes forsvar.

I Tiden Før havde far og datter brugt tid på at gennemgå netop hendes forsvar, fordi han havde en anden tilgang til den slags end jeg har. Han havde spurgt og hun havde forklaret. Min datter havde ringet på alle mulige og umulige tidspunkter, for at han kunne berolige hende for eksamens nerver. Peptalke hende. Og han havde svaret sin mobil. Også om natten.

Og i Tiden Før, havde Peter og jeg været sammen ude og vælge en smuk gave, fordi vi var stolte af vores datter, der har knoklet for det her. I Tiden Før havde det været dejligt at kunne glæde sig sammen, fordi hun var i mål. Grine af, at endelig bliver tøsebarnet voksen- og skal til at leve et voksenliv, med arbejde og et andet sted at bo, end kollegiet. 

Men det er Tiden Efter og derfor har der ligget en skygge over onsdag. Min datter savnede sin far i går. For det var ham, der var den stolte far, og nu fik han ikke lov til at opleve, at hun blev færdig. Det var ham, hun vendte tingene med og nu fik hun ikke lov at se hans stolthed, over det hun kan. Han stod der ikke, da hun kom ud og havde fået ti for sit speciale. 

Hun ved godt, at jeg er ved at revne af stolthed, men hun kan ikke se genkendelsen i mine øjne. For, jeg har ikke den kærlighed til fysik og matematik som de to delte. Dagen i går bar på en fælles historie mellem far og datter, et særligt bånd omkring noget, de begge havde en stor kærlighed til. Så jeg synes lidt, de blev snydt i går. Far og datter.

Alligevel blev det en fantastisk dag i går. Det blev også en dag med tårer, både glædestårer og triste tårer og vi véd, der vil komme mange af den slags dage; Dage som i går, hvor det gør ondt i hjertet, fordi man så gerne ville have, at han skulle opleve det, vi deler. Dage, hvor vi savner og længes midt i en rus af glæde.

Når min datter på et tidspunkt får sit ønskejob, vil hun igen savne, at kunne dele sin glæde med Peter. Ligesom jeg selv aldrig fik en chance for at fortælle min mor, at jeg havde fået drømme jobbet. For vi vil gerne dele med dén, der forstår os aller bedst. Den vi spejler os i, og som ved præcis hvordan vi har det lige nu. Det er derfor, det er så godt at have både en far og en mor – vi bruger dem forskelligt.

Der vil komme mange dage, hvor vores familie ønsker af hele vores hjerte, at vi var i Tiden Før, men hvor vi må indse, at det er Tiden Efter, og her, i den her tid, er det os der skal leve livet. så det gør vi.

Kærligst Charlotte

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar

Luk Menuen