Hva’ så med hverdagen

Hvad så, når man står dér, som 54-årig og bliver enke, langt tidligere end planlagt? Hvad var egentlig det sværeste i begyndelsen?

Og med begyndelsen mener jeg ikke de første måneder, for da er man i en tranceagtig tilstand, der ikke kan forklares. Jeg tænker på, når livet langsomt vender tilbage, og man opdager, at man er i verden – men nu på en anden måde. Hvad var så sværest?

Hos mig, var det dagligdagen vi havde sammen, rutinerne; Hvem ordner vasketøj og hvem går ud med affaldet. Hvem ordner fortovet og haven og hvem støver af og støvsuger. Hvem skifter elpæren og hvem handler. Hvem går med hunden og hvem finder ud af hvad vi skal se i fjernsynet. Hvem aflæser måleren og hvem sømmer billeder op på væggen. Hvem bestemmer hvor skabet skal stå?

Det lyder næsten som et kendt digt, der også er blevet til en sang; men min hverdag er den, der minder mig om dig. Og når man holder af hverdagen, er det svært, når den bliver slået itu. For nu er du her pludselig ikke mere! Og jeg vil bare lige sige en enkelt ting om det…..eller måske et par stykker:

For jeg synes faktisk ikke, det er i orden at dø og så står jeg her med have og sommer og gril og fortov der skal renses og bil der skal have sommerdæk og elmåler, vandmåler og gasmåler der skal aflæses og hvor i alverden sidder de egentlig????Det er jo helt og fuldstændigt urimeligt! Pludselig var du væk og jeg var ladt tilbage, med både sorgen og alt det der er omkring mig, som er det, vi kender, som det praktiske, fysiske liv.  

Men med den forskel, at nu er det kun mig, der bestemmer. Mig, der afgør, om vi skal have det gamle glasbord, eller der skal lægges penge på nyt. Mig der vælger, om der skal være kul eller gas på grillen. Mig der vælger klædeskabet, farven på væggen og hvordan kælder og køkken skal fungere. Mig der bestemmer hvilken slags hund det skal være eller hvilke lamper der skal placeres hvor. Mig der har styr på hverdagen.

Mig, der suverænt bestemmer…..Så……det er vel egentlig noget positivt? At kunne gøre hvad man vil?

Ja. Med sorgen følger en bizar frihed. Frihed til at gøre de ting man har været uenige om. Og det er virkelig en underlig følelse – at det skal være positivt. Men det er det. Lige indtil jeg ligger under min dyne og natten er faldet på og hunden sover trygt. Så kommer savnet snigende. For jeg ville hellere skændes med dig end kunne bestemme selv. Jeg vil hellere have det grimme gamle glasbord – og dig.

Man kender ikke følelsen af sorg, før man har mistet sit hjerte. Og det hjerte kan være en mor, far, ægtefælle, søskende, kæreste og barn. Der er sikkert også flere. Døden kan nemlig ikke gradbøjes. Og fordi man har prøvet at miste, har man ikke patent på sorgen, men – det er først, når den stærke kærlighed bliver revet væk, når dén, man selv vil give sit liv for, dør, at man opdager, hvad sorgen gør:

Sorgen tager bolig i én og bliver der. Den flytter aldrig ud igen, men indretter sit eget lille kammer i en krog af hjertet. Her bor den, og af og til ligger den i dvale i mange dage, men så pludselig vågner den igen. begynder at rumstere i sit kammer, laver lidt ravage, inden den igen falder til ro. Den vågner, for at minde mig om, at den er her – og at jeg skal tage vare på alt det gode jeg har i livet. Lade være med at sige nej men hellere sige ja. Tage imod menneskers kærlighed og gøre livet til den fest, som jeg blev afbrudt i, mens jeg festede med min elskede. For nogen kom og slukkede for musikken og lyset, og sagde at festen var slut. Nu holder jeg fest igen – for alle dem jeg elsker og for dem der vil være en del af min fest. Men ind imellem, så smutter jeg lige ind i soveværelset og sidder i mørket mens jeg kniber en tåre, og tænker; ”Der mangler altså en til den her fest”.

Og når jeg har været igennem en tudetur, er jeg klar til at feste videre med alle de andre mennesker er så heldig at kunne elske.

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Bente Ellebye

    Charlotte!!!😍🙏
    Din beskrivelse af sorgen er så hjerteskærende sand. Så rigtig at jeg sidder her med tårer på min kind.
    Du har ret når du skriver, at for at forstå sorgen skal man have været der 👍
    Og at sorgen er individuel.

    De allerkærligste hilsner
    Bente Ellebye (Tanyas mor)

  2. Charlotte Marie Isabella Falmer

    Kære Bente.
    Tusinde tak for de smukke ord. Det er så svært, at beskrive hvad det er der sker, når man står dér og det er helt og aldeles slut med at nogensinde kunne tale sammen igen.
    Og selvom der går lang tid, kan man pludselig igen blive fuldstændigt kold indeni, ved tanken om “aldrig mere” – kan se hvor svært det er for min datter, at hun ikke kan ringe til sin far. vi deler en kæmpe sorg, men på to helt forskelllige måder, så ja, sorgen er virkelig individuel og kan slet ikke måles, på hverken den ene eller anden måde.
    kærligst Charlotte.

Skriv et svar