Halv tryghed eller komplet tomhed?

Skal jeg blive i en relation hvor jeg aldrig bliver et helt menneske, eller skal jeg sige farvel til kærligheden og springe ud i usikkerheden, og mulighedernes land?

Det kan lyde som et dumt spørgsmål, og havde en veninde spurgt mig, vidste jeg godt hvad jeg ville svare. Prompte, uden at tænke over det: ” kom videre, min pige. Du fortjener så meget bedre og mere”.

Problemet er bare, at der findes ikke bedre eller en mand der er mere. Ham jeg har, er helt fantastisk – der findes ingen over. Selv når jeg synes han er en idiot, synes jeg stadig han er the real deal. Men vi vil ikke det samme i livet. Det har egentlig ikke været et issue tidligere. Bevares, vi har da snakket om det, men det har aldrig holdt os tilbage.
Denne mand kan nemlig snakke, og reflektere (om det meste i hvert fald).

Han er min bedste ven, min allermest fortrolige. Ham jeg kan fortælle ALT, ham jeg fortæller alt.

Han er den mand (foruden min far, brødre og nevøer) jeg elsker allermest. Jeg elsker ham ubetinget, helt og holdent, uanset hvad han end måtte sige eller gøre. Dét er en vild følelse, som jeg ikke har oplevet tidligere.

Men hvad betyder det, når drømmene ikke kan forenes?

Skal jeg blive i et kærligt og åbent forhold, hvor jeg ikke har mulighed for at udleve mine ønsker, eller skal jeg springe ud i usikkerheden, hvor muligheden for at finde en at drømme med findes?

Det æder mig op indefra. Det påvirker mig hver dag. Jeg tænker flere forskellige scenarier, dog er der ingen af dem der rammer plet.

Skal jeg blive i det, med den forhåbning at han lige pludselig opdager hvor fantastisk jeg er, og hvor meget potentiale vi har sammen?  

Hvilket er det jeg hidtil har gjort – i 3 år. 3 FUCKING ÅR! Smag på det, det er jo sygt at have brugt så meget tid på en mand, der ikke ønsker en fremtid med en. Ikke desto mindre er det dét jeg har gjort. Vi har det jo godt sammen – vi har noget helt unikt sammen. Vi har kendt hinanden som bekendte i mange år (hvordan vi mødtes er en historie for sig selv). Vi mødte hinanden igen d. 18. august 2015 – præcist 10 dage efter jeg fyldte 30 år. Vi mødtes egentlig kun for at have lidt uforpligtende sex. Han havde hans præferencer og jeg havde mine. På en eller anden måde, formåede vi at møde hinandens lyster og fantasier i et trygt og ærligt rum. Dette rum udviklede sig hurtigt til mere end blot begær. Vi blev glade for hinanden. Ja, faktisk elsker vi hinanden… Og nu, sidder vi her. Midt i et dilemma. Et dilemma jeg har skabt, da det er mig der ønsker mig noget mere.

Skal jeg blive, og gå på kompromis med mine drømme?

Hertil er det klare svar jo NEJ!, og burde slet ikke være en option. Sådan er det bare ikke. Han har – trods ups and downs, været én af mine drømme. Til tider har jeg haft klare øjeblikke, hvor jeg godt har vidst at det ikke ville være med ham jeg blev gammel, men håbet og lysten har alligevel været der.

I øvrigt, er jeg af den holdning at drømme ALDRIG skal tilsidesættes. Drømme skal følges og kæmpes for.
Min drøm, i dette tilfælde, er at skabe et fælles hjem med hjerterum og liv. Venner og familie skal være (og føle sig) velkomne, der skal være plads til fest og farver, en hurtig kop kaffe og en trøstende skulder. Jeg ønsker mig børn. Samhørighed og tosomhed. En at dele livet og opleve verden med. En tryg relation, med plads til begge.
Nu skal det heller ikke hedde sig, at ingen af disse ting findes i vores relation. Det findes bestemt, blot ikke nok til at jeg kan leve uden manglerne.

Skal jeg lukke den, og helt holde ham ud af mit liv?

Tja, det burde jeg måske. Men det er ikke en mulighed. Jeg vil ganske enkelt ikke undvære ham i mit liv. Det ville ganske vist være nemmere at komme videre og få ham ud af systemet, hvis ikke vi havde kontakt for en periode. Det har vi dog prøvet – det virker ikke. Han ER stadig mit system. Han har formet og fornyet mit syn på livet, han har været med på sidelinjen og fulgt min udvikling.

Ingen af os har lyst til, eller kan forestille os et liv uden hinanden. Hvilket liv ville det være uden ham? Han er så stor en del af mig, at han nærmest er en del af min identitet.
Dette er absolut ikke aktuelt!


Skal vi lukke den, og så forblive venner (for han er min bedste ven)

Dette er nok den mest fornuftige mulighed… Men hvordan gør man?
Har jeg lyst til at vide det, når han skal på date med en anden? Næh, ikke som tingene er nu. Måske på sigt. Ville jeg have lyst til at dele med ham, hvis jeg mødte én? Nok ikke lige med det samme. På sigt, ville jeg gerne. Jeg tror også på at vores relation ville holde til det – bare ikke lige nu.

Vi kender hinanden så godt. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en mand, der kender mig bedre. Helt ind til mine inderste og dybeste tanker og hemmeligheder, rummer han mig. Han elsker mig, mindst ligeså meget som jeg elsker ham.

Den kære mand, kender til disse tanker. Det er et emne vi snakker om – ikke længe ad gangen, da det påvirker os begge. Ingen af os, har lyst til at tage den endelige beslutning, samtidig ved vi begge godt at den relation vi har nu ikke kan fortsætte. Relationen må ændres.
Men hvordan gør vi det? Hvordan kommer vi begge bedst igennem?

Har du oplevet som lignende? Hvordan er du kommet igennem?

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

This Post Has 6 Comments

  1. Kære Cille
    Valg og dilemmaer, og vi er så bange for at vælge forkert. Men i virkeligheden er der kun én ting, vi bør frygte – nemlig at stå stille og ikke turde at satse 🙂

    Din ven
    A

    1. Sødeste André.

      Tak for de vise ord. Du har så evigt ret.

      Tak for dig 💋

  2. Puha – nød til lige at skrive her – hold op hvor er det bare godt skrevet….. Du rammer i den grad noget i mig og min “situation” mit liv …..

    Og ja var det en veninde vi rådede så ville vi ik være i tvivl – men når det bare føles SÅ rigtigt så det svært at acceptere at man bare ik vil samme vej 😞

    Men tak fordi du lukker os ind ❤️🙏

    Glæder mig tii at følge dit univers ❤️

    1. Hej Lene.

      Mange mange tak for din feedback.
      Det både glæder mig og gør mig ked af det, at jeg rammer noget i dig. På den ene side er jeg glad for ikke at være i alene i den båd, omvendt så ærger jeg mig over at du stå med de samme uforløste følelser.

      Du kommer ud på den anden side! – Du er stærk og sej 😍 Tag din tid, det har taget mig lang tid at komme til den erkendelse at relationen må ændre sig. Så er spørgmålet “blot” hvad det skal ændre sig til.

      Kys og kram, og hjerteligt velkommen 💋

  3. Hej Cille.
    Jeg læste din blog for nogle dage siden og virkelig grublet over det.
    Jeg kan godt forstå at du gerne vil være mor. Det er så ubeskrivelig at blive og man føler at livet giver mening for her er der et lille menneske der er total afhængig af dig.. Og kun dig som mor. Det bedste er selvfølgelig at have en at dele det med- sin mand, kæreste – en som bliver far.
    Du er virkelig havnet i et dilemma – men livet og forholdet er også at kunne gå på kompromis med nogle ting. Vil han overhovedet ikke gå på kompromis for at kunne være smmen med dig resten af livet? At se og skabe noget med jeres gener. Han vil dig gerne men vil han dig resten af livet? Skabe et hjem med dig som jo så er uden børn ( Hvad er jeres fælles drømme for fremtiden?) For opgiver du dine drømme for ham (Om at blive mor og få børn) vil han gøre det samme for dig? Tænk hvis i 10 år frem i livet, går fra hinanden, fordi i er vokset fra hinanden så er det ikke længere en mulighed at få børn (nok pga alderen)Og vil du kunne leve med Det? Jeg er selv mor til 2. Og drømmer om en 3′ er – det gør min mand ikke. Og egentlig har jeg jo 2 sunde og raske børn og et dejligt kedeligt liv i provinsen så jeg ender nok med at gå på kompromis med ikke at få det 3. Barn. Men så længe det er muligt holder jeg drømmen i live for mig selv. (Nok det der med ikke at ville indrømme at alderen trykker) .
    Jeg ved ikke hvad du skal gøre for det er enten eller og ikke, både og. Men jeg håber du finder lykke i Hvad end du beslutter dig for.
    Kram 🌹

    1. Hej 😃

      Først og fremmest, tak fordi du læst mit indlæg, og dernæst at bruge tid på at kommentere og dele af dine tanker. Det sætter jeg rigtig stor pris på, og er yderst taknemmelig.
      Jeg har et indlæg på trapperne – en lille opfølger, som handler om hvor vi er havnet.
      Han ønsker nemlig ikke de ting du nævner – eller det gør han, men ikke med mig. Nogle gange er han vist også selv lidt i tvivl om hvad han egentlig vil, og ikke vil. Hvilket jo heller ikke gør det nemmere for ham at svare mig, når jeg stiller spørgsmål.
      Men i hvert fald har vi lige haft knapt halvanden uge uden kontakt, hvilket har sat tanker igang for os begge. Det skriver jeg mere om i næste indlæg.

      Og du har helt ret. Uanset hvad, så vides det ikke hvordan tingene ser ud i fremtiden.

      Det med alderen… man gider ikke rigtig at det er dén der sætter en stopper for ens drømme, vel?
      Jeg ønsker dig alt det bedste ❤️

      – Cille 💋

Skriv et svar

Luk Menuen