En fiktiv historie……..

Baseret på virkelige hændelser igennem 20 år

Forestil dig: Kvinde og mand mødes – kaotisk og turbulent fra dag 1.

Hun sukkede så meget efter kærlighed, at hun så jalousi som den overbeskyttende kærlighed og syntes det var bedre end ingen kærlighed – hun var jo ikke bedre værd.

Han sukkede lige så meget efter anerkendelse og tosomhed og de blev et par.

Et umage par i manges øjne – fordi de så hende anderledes end hun selv gjorde. Hun troede at hendes mission var at redde ham – med sit milde sind, tålmodighed og evige støtte. Han troede at hun var hans redning på livet.

Sandheden var nok nærmere at hun fandt en person, der mindede om hendes mor – ikke bevidst – mere et typisk menneskeligt handlemønster og han havde brug for en i sit liv.

Jalousien var allerede alt-ædende fra starten – hun skiftede fritidsjob og tjente mindre, blot fordi han ikke brød sig om hendes job. Hun sørgede for at holde den behørige afstand til alle mænd, men alligevel blev der nikket skaller til folk, der bød hende op til dans og andre fik en knytnæve i hovedet bare fordi de henvendte sig til hende. Selv til sønnens 18-årige fødselsdag blev hun beskyldt for at sidde og kigge efter unge fyre.

Hendes karriere fik hun aldrig skudt i gang, for det var et krav at komme direkte hjem fra job, ingen forretningsrejser, var der møder, der varede længere end normal arbejdstid, så fik han mødeindkaldelsen også, så han kunne se hvad der skulle foregå. Skete der at hun måtte arbejde uplanlagt over, var det sikkert at hun skulle hjem og stå skoleret. Seminar, workshop, møder ud af huset, kundebesøg, teambuilding eller sociale arrangementer var en evig debat og hun kunne ikke regne med at hun fik lov at komme afsted hver gang.

Blev hun inviteret til en fest uden ham, var der mindst 14 dages diskussion op til, sms-storm under festen og en uges diskussion efter (og det på trods af at hun ofte vælge at køre, så han ikke skulle blive bekymret om hun blev for fuld) sommetider valgte hun at tage kampen, andre gange gav hun bare op på forhånd.

De unge dage var præget af mange byture, som endte i tårer og skænderier. Der var hårde år med tre små børn alene, hvor han arbejdede eller drak og hun måtte håndtere børnene selv. Et minde står klart i hendes erindring – indlæggelse af et barn på hospitalet, hvorefter hun kom hjem selv med barnet og fandt ham på druk og kommentaren var: ”Nå, er I hjemme igen?” eller ham i en brandert holdende barnet hvorefter han taber det lige ned i fliserne med baghovedet først.

Et andet minde var fornemmelsen af at komme hjem til et hus, hvor man straks fornemmede at noget var galt. En smadret mobiltelefon, en kødhammer og stilhed. Historien var ganske enkel beruselse og ham der kom hjem til et tomt hus. Hende, der havde glemt hendes mobiltelefon. Ham der ringede efter hende, men for at snyde hende, ringede han til hende sådan at hun ikke kan se hans nummer. Hendes mobil, der lå og bimlede og bamlede hjemme i huset, ham der så den ringende telefon og et ukendt nummer på displayet hvorefter jalousien tog over og ham, der smadrer telefonen til ukendelighed med kødhammeren – den ukendte person, der ringede, var ham selv, men det havde han glemt i fuldskabens skær.

Der var også gode stunder, selvfølgelig var der det – men livet blev for hende en arbejdsfordeling der hed 100 % børn + 100 % arbejde + 100 % husholdning + 100 % kone og samtidig var hun altid opmærksom, var proaktiv for at forebygge jalousien, hvilket aldrig lykkedes  – men hendes årvågenhed blev endda en indkorpereret del af hendes veninders liv, de vidste hvornår de kunne kontakte hende og hvornår det ikke var godt – for han havde en ide om at han havde ret til at læse alle hendes sms, mails og beskeder på Facebook. Han vågede alle steder og hun lærte altid at være to skridt foran og sommetider skulle hun løbe rigtigt stærkt.

Alkohol prægede en stor del af hans liv og faserne var som regel altid: Step 1 – enorm kærlig, rar sød og snakkende – Step 2 – utilregnelig og derefter en gråzone hvad der ventede forude – det kunne være sjovt, uhyggeligt eller direkte skræmmende – hun havde taget flugten op til flere gange.

Sex blev et nødvendigt onde, for havde hun ikke lyst, blev hun anklaget for at have en anden og skulle forklare ikke-lysten – havde hun lyst, så var hun for meget og en horny gås – desværre var han overbevist om at kærlighed sad i dilleren.

Det ironiske med hans jalousi var dog, at der var regler for hende og så var der regler for ham. Låste toiletdøre med ham og en anden inde bagved, ikke en eneste af hendes veninder undgik hans bageri – gennem årene blev det lige foran hende. Hun kunne stå ved siden af og høre ham sige at hendes veninde var noget af det mest lækre, dejlige på jorden – og hun higede blot efter at han syntes hun bare var en smule dejlig eller var bare lidt klog eller så en smule godt ud – men hun var bare aldrig noget i hans øjne.

Spurgte hun ham hvad han kunne lide ved hende, så var svaret som regel – ”alt det du gør her hjemme og for mig” – spurgte hun efter kvaliteter, kunne han ikke sætte ord på dem. På et tidspunkt i livet stoppede hun også med at fælde tårer, det var efter et verbalt udbrud som ”Skal du nu til at tude igen?” – den dag besluttede hun ikke at græde i hans nærvær mere og hun holdt ord.

Hun hadede familie-sammenkomster, for hun så straks hans forvandling, hvor han spillede den søde, kærlige ægtemand, som var så sød og venlig over for alle, hun var godt klar over at det var et spil for galleriet, han kunne have stået og svinet personen til et minut for inden. Det blev som regel hende, der blev den sure gimpe i disse sammenhænge og ham den rare, hende fordi hun vidste bedre, han, fordi han fik lov at køre sit spil. Der var jo ingen i familien, der hørte når han hvislede ondskabsfuldheder i øret på hende – det var der aldrig – de var kun helliget hende.

Så ikke bare vågede hun på at mænd ikke kom for tæt på hende – hun vågede også altid over hendes ord både ved officielle sammenkomster, men også generelt i dagligdagen og hjernen kørte hele tiden fordi hun altid prøvede at forebygge og undgå det dårlige humør. Hun var altid træt, for hun skulle tænke og være på vagt hele tiden.

Til tider blev hun i tvivl om hun var skizofren, for når hun var på arbejde, var hun det glade, sprudlende menneske der var garant for sjov og ballade, men når bilen kørte ind indkørslen ændrede hendes humør sig automatisk, hun blev årvågen, påpasselig og stille. Hun vejrede altid husets stemning i det øjeblik hun åbnede hoveddøren ”Ville det blive en god eller en dårlig aften”. Aftenen var allerede planlagt i hendes hoved efter at have scannet aftens tv-program – det var den bedste måde at få livet til at gå hurtigt.

Hun elskede og forgudede de kære børn, men der var endda jalousi over mod børnene fra hans side, da den yngste var fem år, kunne han godt finde på at kalde drengen for ”Kongen”, der havde overtaget styringen derhjemme – dette prædikat fik den yngste også med tiden. For hende var det en evig kamp at please alle i familien. MEN hun gjorde det – for hun havde en teori om at kunne hun gøre fire personer lykkelige, så var det lige meget med hende og hendes drømme – også selv om det indebar at leve med en person, hvor humøret kunne vende som at vende en hånd – gå fra sød til rasende/hysterisk på et splitsekund – hun vidste aldrig hvordan hun skulle være, for hun gjorde det aldrig godt nok – der var altid et eller andet, der kunne gøre ham sur – præcis som da hun var barn.

Liste-tæer fra barndommen fungerede også i det voksne liv, for hvor tit listede hun ikke ud i natten og sad og kiggede op på stjernerne og håbede på at se et stjerneskud, så hun kunne ønske. Hvor tit sad hun ikke i mørket og drømte igen, som da hun var barn – hun lavede igen legen ”hvis.. så skal jeg….”. Hun var så bekendt med hans sove-åndedræt at hun også vidste, når det var tid at krybe ind i seng igen. Hun druknede livet i bøger, film og dagdrømme, mens hun igen smilede til livet og folk igen troede, at hun bare var et lykkeligt menneske – præcis som man så hende i barndommen – men aller inderst inde lurede tristessen, drømmene og håbet og på et tidspunkt begyndte alle hendes ”hvis’er” at blive til ”når’er”.

Hun hadede at være vidne til sit eget liv. Druk, evigt under mistanke, indgroet paranoia, ikke-eksisterende samtaler og jalousi, men i mange år var hun overbevist om at det var det bedste hun kunne få. Hvem ville dog have et menneske, der var usikker på sig selv, et menneske, der altid så sig selv som misfoster og som så sig selv et menneske, der levede på andres nåde. Den dag i dag kæmper hun stadig med de tanker og der skal så lidt til før optur-paletten vender og hun igen tror, at hun har gjort noget forkert.

Hun kan ikke rigtigt huske hvornår den ændring startede – med at hvis blev til når – men det skete. Hun havde ventet i så mange år på at der kom en og reddede hende – men der kom ingen Prins Valiant på en hvid hest og tog hende med sig og fik alt det onde væk, der kom ingen og fixede livet for hende. 

Veninder, venner, snakke, drømme, håb og en uanet indre styrke gjorde på et tidspunkt at hun indså, at hun skulle gøre alt arbejdet selv i hendes tempo. I en langsom proces lykkedes det hende til sidst at bryde ud, tage ansvar for sit eget liv og blive klar til at tage imod det som livet havde at byde på, men det tog mange år.

Hvorfor blev hun så længe? Hun blev set som en person med begge på jorden og en velfungerende intelligens.

Hun troede, at det var nemmere at være medløber til livet – et gammelt mønster i hendes liv – han havde også gode sider, han havde sit at kæmpe med, han kunne være sjov og hyggelig, familien var stiftet – og det var en familie hun ønskede at kæmpe for og hun håbede i så mange år, at hun kunne hjælpe og redde ham – det troede hun vitterligt på!

Hun vidste jo godt at inderst inde var han et bange, lille forskræmt barn, der kæmpede dagligt med fortidens dæmoner og sig selv, men det gjorde hun også selv og to druknende sjæle kan ikke redde hinanden.

For dem gjaldt samme regler, som gælder alle andre: MAN SKAL REDDE SIG SELV.

Det fandt hun langsomt ud af efter mange år og derfor reddede hun sig selv først, velvidende om at oprydningsarbejdet ville blive stort – både med hensyn til sig selv, men også omgivelserne omkring hende – den dag i dag kæmper hun bravt videre med læringen om at det er nødvendigt at sætte punktummer fremfor kommaer i livet, afslutte “historier” fremfor at køre “The never ending story” og med følgende citat som mantra for hendes videre færd hutler hun sig lige så langsomt op ad lykkelighedsstigen:

At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste livet.

– Søren Kierkegaard

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

This Post Has One Comment

  1. Hvor er det godt skrevet! Livet med en psykopat lige efter bogen.
    Godt du er kommet ud og på vej af glædens vej.

Skriv et svar

Luk Menuen