My Guardian Angel

Hvor tit har jeg ikke tænkt:

“Life is a bitch and then you die”

Hårdt og kynisk – men som barn var det sådan jeg så livet (selvfølgelig tænkte jeg ikke ordret sådan som 6-årig, for der kunne jeg jo ikke engelsk), men jeg er stadig levende og det kan jeg takke een person for, min kære far.

Min knudrede far, der ikke forstår at vise følelser, tale om følelser eller vise sin kærlighed. Han er så god til at planlægge, håndtere og være praktisk og så god til at trække sig i sit sneglehus og gemme sig der, når livet gør ondt. Det er ingen kritik, han gjorde hvad han kunne og det gjorde han til ug og kryds og slange ud fra hvad han formåede, for han havde også sine ar på sjælen.

Det var ham, der hentede mig i tidernes morgen og set fra et psykologisk aspekt, så var det ham, jeg knyttede mig til som barn, alligevel kan jeg ikke huske hans tilstedeværelse i min barndom. At huske min barndom er som et prøvebillede på DR1, det er bare helt mørkt i min erindring og pludselig kommer der et scratsch og så et minde, desværre er det kun de dårlige minder, der kommer frem.

Jeg kan desværre ikke fortælle om min far uden at komme ind på min mor igen og selvom det er total udstillelse af sig selv, så bliver jeg nødt til at fortælle om nogle af de dårlige klip for at vise, hvorfor jeg ser ham som en guardian angel.

Den mest fornedrende oplevelse i mit liv, var da jeg var omkring seks år, tror jeg. Min bror havde tabt noget i toilettet og jeg hjalp ham med at samle det op. På en eller anden måde kom det min mor for øre og jeg husker hvordan hun hev mig i håret og lussingerne og slagene, der haglede ned over mit ansigt. Det værste jeg ved den dag i dag er smerte i mit ansigt og hvis man absolut skal slå på mig, så vil jeg hellere have slag på kroppen end en flad lussing. Scenen stopper desværre ikke der, hun trak mig ind på toilettet, råbte mig ind i hovedet: ”du skal ikke lære din bror at rode i toilettet, det gør man måske, der hvor du kommer fra”, hvorefter hun stak mit hoved ned i cisternen og trak ud, jeg ved ikke hvor mange gange hun gjorde det, jeg ved bare, at jeg også hader at få vand i hovedet. Svømmer jeg, så er det altid med hovedet over vandet på en ikke-naturlig måde – den der følelse af koldt vand i ansigtet, jeg kan mærke hvordan det hele bliver mørkt og jeg kan ikke få luft. Scenen er desværre ikke slut endnu. Hun flåede tøjet af mig, smed mig ind i bruseren og spulede mig med det kolde vand. Scenen stopper her, men desværre med et efterspil, hun flyttede min madras ind på badeværelset sammen med et grisetrug, så kunne jeg leve som det svin jeg var. Jeg fik kold havregrød i grisetruget, lå i mørket for mig selv, jeg ved ikke hvor længe jeg var der eller hvordan jeg kom ud, jeg ved bare at jeg var bange og ked af det og jeg hadede mig selv for igen at have gjort noget forkert.

Et andet glimt er hvordan hun tvang mig til at gå ind i mørke rum for at bekæmpe at jeg var mørkeræd, hun gjorde det gang på gang og jeg kan huske hvordan jeg med knugende hjerte gik mod mørket og hvordan jeg skulle stå derinde i en rum tid, det var så forfærdeligt og så uhyggeligt og jeg tissede i sengen om natten og det udløste også en dusør i form af slag. Jeg har faktisk udviklet en mani med at tisse på forkant, jeg kan ikke spise, hvis jeg fornemmer at jeg skal tisse lidt og det er rigtigt slemt, når jeg drikker alkohol, så tror jeg at jeg skal tisse hele tiden og går hellere på toilet én gang for mange end slet ikke.

Min far var der ikke altid, jeg ved ikke hvor han var, måske han arbejdede eller måske han også flygtede fra det liv, som ikke var hvad han havde drømt om. Han kunne synge godnat-historier for mig, jeg elskede ”I skoven skulle være gilde”, den var så festlig og så sorgløs og jeg forestillede mig hvordan det var at have det så sjovt. Når han sang ”Solen er så rød, mor”, så forestillede jeg mig hvordan det ville være at have en mor, man kunne stille alle de spørgsmål til og føle sig tryg ved.

Jeg husker en gang, hvor min mor igen havde fået den der trang til at slå løs på mig og der kom han ind som en hvid engel og tog mig væk – han kunne tage mig væk, hvilket han gjorde gang på gang, men han var ikke typen, der trøstede eller gav knus, han var der og kunne sidde og se og høre mig græde, men han evnede ikke at trøste. Jeg har engang grædt konstant i seks timer, hulket, hikstet indtil der ikke var mere vand i min krop og jeg kan især huske, at da jeg blev ældre, så prøvede jeg at lære mig selv ikke at græde, holde det inde i mig selv, det kunne jeg gøre i lang tid, men når det blev for slemt, så kom gråden som en vulkan, der ikke var til at stoppe.

Jeg er ikke buddhist, jeg kan ikke meditere (falder altid i søvn, når jeg prøver), men alligevel lærte jeg mig selv at finde et rum inde i mig selv, hvor lykken udspillede sig. I det rum var der glæde, varme, forældre, der holdte om mig og fortalte at de elskede mig, bare fordi jeg var mig, senere i livet blev rummet erstattet af børnekærlighed og fantasier om prinsen på den hvide hest. Hvor mange gange har jeg ikke fantaseret om hvordan jeg blev reddet og taget væk fra den her verden til et sted, hvor der var lykke og kærlighed, men jeg kan huske at jeg tænkte at sådan ville jeg også være, god og kærlig.

Jeg har nu lært at lukke det rum, i hvert fald for det meste, for jeg ved godt at det ikke hjælper bare at drømme, der kommer ingen og redder mig, jeg skal gøre alt arbejdet selv. Jeg undres tit over hvordan jeg er blevet som jeg er, jeg ved at jeg beriger nogens liv og jeg kan gøre dem glade, blot ved at være mig. Jeg tror det er det gode rum, der har været med til at forme mig til den jeg er. Jeg elskede at se de her gode film med happy endings og jeg labbede den ”kærlighed” og det gode i mig, på min ”ældre” dage (altså da jeg var over ti år) blev jeg også del af veninders familie. Jeg elskede at komme der, de var interesserede i mig og det virkede som om de kunne lide mig, jeg er sikker på at jeg kan takke dem den dag i dag for at jeg er blevet forholdsvist helstøbt, de har vist mig hvor langt man kommer med godhed og kærlighed og det har de givet mig med videre i livet og jeg har altid tænkt at man skal bekæmpe det onde med det gode.

Min fars fortjeneste var, at han lærte mig kunsten at smile og at overleve, han gav mig de trofaste, loyale værdier, han reddede mig ved at lade sig skille fra min mor og på trods af alt og totalt fuckedupnesshed fra min mors side, så behandlede han hende pænt og anstændigt, hoppede og sprang og satte sig i gæld for at hun skulle have det godt efter skilsmissen, han kunne have valgt at lade hende sejle i hendes egen miserable sø. Man kan altid diskutere hvorvidt det var det rette, men det var det rette for ham i daværende situation og det må man respektere. Han gav mig værdierne og den usagte kærlighed og det blev mine redskaber til mit fremtidige liv.

Sjovt nok er konklusionen på denne blog stadig den samme, jeg har stadig meget arbejde foran mig, men jeg ved at jeg på rette vej og det skal nok lykkes mig, men det kommer som sagt til at kræve meget arbejde af mig. Jeg var faktisk i byen i fredags, jeg oplevede ikke selvhadet, men om det skyldes en overdosis snaps er selvfølgelig en anden sag, for jeg er stadig så usikker på mig selv, om jeg dummer mig eller om jeg har gjort andre kede af det.

Alle folk ved jeg ikke er god til at give knus, sandheden er faktisk at jeg gerne ville give knus, men jeg er faktisk bange for, at personen ikke vil give mig et knus og jeg så bliver til grin, men faktorer i mit liv gør efterhånden, at jeg godt kan se, at jeg er noget og jeg er ikke så ringe, som jeg gør mig selv til og på det seneste har jeg faktisk lært, at tager man ansvar for sit eget liv og ikke kører passiv-mode, så begynder universet faktisk langsomt at åbne sig op.

Mit wake-up-call blev tanken om at jeg ville dø ulykkelig og bitter som en indskrumpet, gammel kone. Jeg kunne hoppe og springe og prøve at gøre andre lykkelige og sætte mig til side, mens jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt forsvandt foran mig selv og blev mere og mere ingenting – jeg blev den skygge, som jeg var, da jeg var barn – og vil man være en guardian angel for nogen, så går det ikke at være en skygge af sig selv.

Det er tid for at favne verden og tage imod de gaver, der falder ned fra himlen – også selvom man bliver nødt til at gøre noget, man ikke har lyst til at gøre, det er desværre prisen. Man ikke please alle og man bliver nødt til at gøre noget i livet, der kan gøre ondt på andre, ikke i ondskab, men fordi man er sig selv nærmest.

Da jeg skrev om min mor, skrev jeg om hvordan man kynisk set kunne sige at jeg havde misset chancen ved to mødre, når jeg skriver om min far, så kan man sige, at han reddede mig ved begge mødre på hans måde og selvom han har sine sider, der kan drive mig til vanvid, så vil jeg altid være ham taknemmelig og han har min kærlighed, den kærlighed, som vi ikke taler om i min familie. Den bliver ikke tilkendegivet, den bliver ikke vist, den er der bare – heldigvis er jeg i den helt anden genre, når vi taler om at vise kærlighed til mine egne børn, de er aldrig et sekund i tvivl og der er knus og kram i overflod og på trods af kontroverser, som der skal være mellem børn og forældre, så er jeg ikke usikker på deres kærlighed…jeg tør vise min uhæmmet kærlighed til dem, det kommer til udtryk i mine handlinger og ord og mit overdrevne krammeri …

OG jeg vil være deres guardian angel for evigt… 

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar

Luk Menuen