Den bedste tid er sammen med dig, Lilly

Men gud hvor var de første to uger hårde.

Hvis du har læst min fødselsberetning, vil du også vide at Lilly ikke var en ret stor pige ved fødslen. Derudover havde hun ikke fået meget næring mod slutningen af graviditeten og jeg havde samtidig haft graviditetssukkersyge, hvilket også betød lavt blodsukker hos hende kort tid efter fødsel. Hun skulle derfor ret hurtigt have modermælkserstatning på kop, så blodsukkeret kunne stabiliseres og det var faktisk fokusset de første 12 timer af hendes liv. Det betød også mange blodprøver i foden, stakkels pige, hver anden time for at være præcis.

Da der var styr på blodsukkeret og vi var sikret at hun ikke skulle på neonatal, grundet hendes størrelse, begyndte vores hverdag på sygehuset med en lille baby i familien.

Vi blev introduceret for triple feeding. Triple feeding er helt efter navnets betydning, tredobbelt fodring – to fodringer for Lilly og en ekstra aktivering af brystet for at skabe en produktion. Det betød, at vi hver tredje time – fra amningens start – skulle lægge hende til brystet, derefter skulle hun over til Jakob og have modermælkserstatning på kop imens jeg skulle pumpe ud på begge bryster for at aktivere mælkekirtlerne og mælken kunne løbe til. Sådan var det døgnet rundt de første 4 dage og det var hårdt!

Lilly havde ikke mange kræfter og kunne faktisk ikke danne vakuum under amning, så jeg fik ret hurtigt udleveret et sæt amme brikker, som hjalp hende og jeg med amningen. Der gik ikke længe før hun fik tavet på amme situationen og mælken løb til på anden dagen – AV mine bryster! Herfra blev modermælkserstatningen droppet og vi kørte nu kun amning, modermælk på kop og udpumpning samtidig – stadig hver tredje time – og sådan fortsatte det indtil dagen vi skulle hjem.

Hjemkomsten

Da vi kom hjem lød det på skemalagt amning, idet hun fortsat skulle bibeholde hendes nye fine vægt. Jeg ammede stadig hver tredje time døgnet rundt, men det lettede at jeg ikke længere skulle pumpe ud efter hver amning.

Jeg husker ikke de første 14 dage som så forskellige. Dagene hjemme smeltede egentlig sammen og det hele gik meget op i amning og fokus på hendes vægt. Sundhedsplejersken kom også ret ofte, så vi konstant var obs. på vægten. Dagene var lange og nogle endnu længere – heldigvis var Jakob ved min side.

En ting vi havde glædet os meget til ved hjemkomsten, var den her idylliske tanke omkring turer med barnevognen. Det måtte vi bare ikke, trods dejligt sommervejr. Det blev først aktuelt, da Lilly ramte 3000g.

Frygten for at miste

Foruden de mange nye ting man skulle lære, fulgte også frygten. Frygten for at miste hende igen, og den ramte især mig. Én ting er at man ikke sover pga. amninger, lykkerus og bleskift, men en anden ting er at man konsekvent holder sig vågen, fordi størrelsen på hende, kom som så stort et chok for os som forældre, at vi vitterligt var bange for at hun ikke ville overleve de første dage. Jeg var især meget ramt af bange følelser og frygtede det værste. Når jeg tænker tilbage, tror jeg det har været en kombination af størrelsen, de mange regler omkring hende og det faktum at moderkagen var så ramt af blodpropper, som den nu var. Det her smukke livets træ, som jeg havde glædet mig så meget til at se og opleve fra egen krop, var ikke andet end en masse hvide propper – helt ødelagt – og det skræmte mig endnu mere.

Jeg turde ikke selv holde hende mere end højst nødvendigt og Jakob lagde hende faktisk til brystet de første 24 timer. Jeg så bare en skrøbelig lille pige, som jeg var så bange for at ødelægge. Han tog også alle bleer, ja faktisk indtil han begyndte på arbejde igen 14 dage senere. Respekt for hans rolige sind de 14 dage han var hjemme og tak for hans støtte!

Der gik også længe før familiemedlemmer turde holde hende, netop fordi de heller ikke havde haft så lille en baby så tæt på før. Det var skræmmende, men også helt fantastisk at have hende for sig selv, da man kom over frygten for skrøbeligheden. Min far holdte hende først til hendes barnedåb, da hun var 7 uger gammel, hvilket jeg havde så meget forståelse for. Han havde været vant til hans egne babyer, min lillebror og jeg, som begge var kæmper på omkring 4500g og 57-59cm ved fødsel. Det er helt sindssygt at tænke på hvor stor man selv var, og hvor lille hun så har været til sammenligning.

Nyt men godt

Selvom det hele var nyt og svært, kom vi os over chokket af så lille en pige og har faktisk klaret det pisse godt, hvis jeg selv skal sige det. Hun er helt perfekt og vi mindes nu de første 14 dage, som de mest grænseoverskridende, sværeste, skrøbeligste, hårdeste og samtidig mest fantastiske dage og er taknemmelig for hver dag med vores lille datter. Hun er det gladeste lille menneske og vi elsker hende højere for hver dag.

Vores lille trut.

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Tatjana Kristensen

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar

Luk Menuen