Forventningernes magt i livet som mor

Jakob sagde i går noget meget fornuftigt til mig – det hænder i ny og næ. Han sagde at jeg måske havde for høje forventninger til vores datter. At jeg var god til at sammenligne hende med andres børns kunnen. Måske jeg bare skulle lade vær med det og se hende som hun nu er.

Til det siger jeg JA. Ja til at nyde Lilly som hun er og i det tempo hun nu gør tingene på. Ja til at stoppe med sammenligninger. Børn er individuelle i deres udvikling, så jeg kan jo i grunden slet ikke sammenligne med andre. Og til sidst, ja til at skrue ned for mine forventninger til vores lille pige på 7 måneder og forventningerne til mig som mor. Børn er det bedste spejlbillede man som forældre har, og netop det udsagn vil jeg til at leve efter.

Lilly har motorisk haft lidt problemer, hvilket stressede mig helt vildt. Det gjorde absolut ikke situationen bedre, at vi skulle gå til kiropraktor og fysioterapi, som kun forstærkede skyldfølelsen over at have et barn, der ikke motorisk var med. I skrivende stund, bliver jeg helt flov over at have tænkt sådan om mit eget barn. Hun er KUN 7 måneder. Det er alt for tidligt at stresse over hendes udvikling. Havde hun nu som 1-årig ikke kunne rulle fra mave til ryg eller holde sit hoved, så var der nok mere grund til bekymring – det er bare ikke tilfældet her. Så hvorfor lader man sig påvirke så nemt af udefrakommende faktorer?

Det er både fantastisk, men også utroligt skræmmende at man lader sig rive med i andres kunnen. Jeg har ofte taget mig selv i at sidde og sammenligne min datter med andres børn, hvilket i visse tilfælde giver en lykkefølelse over de evner hun besidder, imens det i andre, giver uro over dem hun mangler at lære. I stedet for at holde godt fast i de positive ting ved hendes udvikling, har jeg oftest hold fast i de mangels punkter der har været – og det er da i grunden forfærdeligt. Man skal nyde sit barn til fulde, også når man føler at det hele er lidt træls på godt jysk – og det gør man til tider. Selvom Lilly stadig har svært ved at knække koden til at krybe og sidde, så elsker jeg hende jo ikke mindre – hun er så bare mega sej til at underholde sig selv i stedet – en gave jeg ofte har taget for givet. Hun vil måske ikke rulle så meget fra ryg til mave, men hun er for vild til at rulle fra mave til ryg.

Det er også vigtigt for mig at blive påmindet, at ikke alting behøver følge bogen. Bare fordi  hun burde kunne noget på et tidspunkt, må det også godt ske senere end det – eller såmænd før. Der er ikke en opskrift på alle børn, men nærmere én opskrift per barn og det er kun os forældre, der kender den opskrift. Eller – vi lære den langsomt at kende hen ad vejen.

Jeg elsker mit barn højere end noget andet, men det er en skræmmende kærlighed, der inkluderer grin, gråd, dårlig selvtillid i perioder, manglende søvn, kærlighedsskrupler og dårlig samvittighed. Men alle de ting, ville jeg ikke være foruden, da jeg så ikke ville være hvor jeg er i dag med min lille pige. Så ja tak til et hold i alle forventningerne og sammenligningerne.

 

 

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Tatjana Kristensen

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 3 kommentarer

  1. Du/I gør det så fantastisk som forældre og Lilly er utrolig heldig at i er hendes forælder. Hun er et helt igennem fantastisk barn der på så mange måder ligner sin mor i samme alder. Du skal bare være stolt af hende og dig selv og nyde det helt utroligt meget at hun ikke har lært at gå endnu… Elsker dig og har vældig respekt for dig som mor og hustru min egen lille pige.. Knus fra en stolt mor

  2. Simpelthen så fint et indlæg Tatjana. Og det er bare så rigtigt! Vi kan ikke gøre alt rigtigt hver gang – det kan vi ikke. For vi er som forældre, også bare mennesker. Men vi kan lære af og hele tiden bliver klogere og mere bevidste. Godt indlæg <3

    1. Åh mange tak for de varmende ord, Rikke! <3

Skriv et svar

Luk Menuen