Hvad skal jeg være når jeg bliver stor?!

Husker bare Så tydeligt den tykke bog fra folkeskole tiden- som egentlig var fuldstændig fantastisk at sidde og glo i! No strings attached- der var jo oceaner af tid til at finde sin hylde.

Det var dengang- nu sidder jeg her! Mor til 2, gift- styr på meste… så hvad skal jeg så være?

Okay- here it goes- I freaking dont know!

Jeg har snart været sosu assistent i 10år- lidt crazy at tænke på… jeg gik som barn med en drøm at rede hele verden som sygeplejerske, studie gik også fint, altså RIGTIG fint- hev nogle solide gode karaktere hjem… jeg følte det bare ik- kender i det? Til sidst måtte jeg simpelthen vende den drøm ryggen og indse at selvom det virkede som et kald i mange år- var det ikke længere mit lod- altså jeg glædet mig virkelig ikke til at være færdig, da jeg ikke kunne identificere mig som sygeplejerske. Det valg har jeg never fortrudt, ikke ET sekund.

Jeg er pt. På barsel fra socialrådgiver studiet, og det er spændene, og kan også se mig selv som socialråder langt hen ad vejen- MEN, the famouse BUT- er det nu?

Lang historie kort- da jeg blev optaget på studiet var jeg IKKE gravid med Jeppe og han var ikke planlagt, samtidig var hans fødsel forfærdelig- det tog mig lang tid at komme mig over den oplevelse, og jeg kan stadig græde når jeg skal fortælle historien her 8 måneder efter. Den store har været syg i lang tid, og det har været hårdt opslidende proces indtil vi for nyligt endelig kunne finde en årsag og behandling. Ja og så ER livet som mor til 2 små børn måske ikke altid det letteste- og et studie kræver jo rigtig meget engegement og hungren efter lærdom- og pt er jeg ikke hungrende what so ever. Så den Yenny jeg var d.30 august 2016 da jeg blev optaget er jeg ikke længere- min historie har ændret sig.

Men hvad gør man når man føler et skjult pres til at få læst videre og blive sådan ”rigtigt” uddannet, jeg er jo sosu assistent- men DET skal jeg vel ikke være hele mit liv vel?! Kender i de kommentarer- ikke nødvendigvis fra andre men også den lille stemme inde i en selv som bare har nogle ambitioner for dig som du måske ikke helt har selv?!

Jeg gik i lang tid og var en af ”dem” en af dem som bildte mig selv ind jeg var for ”fin” til at forblive sosu assistent- what thw fuck ik!!?! Jeg sku have et rap over nallerne og et slag over snuden!

Lad mig lige slå fast så der ingen misforståelser er- JEG TAGER YDMYGT min hat af for alle sosu’er, hjælper som assistent- jeg ved dog stadig ikke om det er DET jeg skal resten af mit liv, jeg afviser det ikke- lige nu vil jeg i hvert fald gerne have en hverdag hvor jeg går på job, kommer hjem, er sammen med min familie, ingen lektier og med en fritid jeg kan bruge på dem jeg holder af og ikke fordybet med snuden i en bog.

Skal jeg læse videre er jeg dog RET sikker på det skal være social rådgiver, men jeg udsteder ingen garrentier med mig J måske studie på deltid, måske fjernstudie, måske alm. Studie form. Jeg tror jeg vil give mig selv en lille uge til at mærke heeeeelt ned i kernen af min mave. Mit studie starter op igen i april så skal se at finde en afklaring.

Min mand er bare den mest forstående og sejeste jeg kender, han støtter mig no matter what! og han kom med en go pointe: ”måske du skulle læse igen, når den yngste starter i børnehave”- det syns jeg faktisk er en meget god ide, altså livet med helt små børn ER bare uforudsigeligt, og alt andet lige vil de jo være mere selvhjulpne til den tid.

Lige nu skriver mens min datter ligger og skiftevis nusser mig i håret og møsser mig på kinden- så føler man at man har fundet meningen med livet!!

Kiss kiss Y

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar

Luk Menuen